Hamskifte

Da min bror og jeg for nogle år siden ryddede mit mors bo, fandt vi et brev stilet til os. Hun ville bare lige ha' at vi sku' vide, at hun i virkeligheden var et schweizisk adoptivbarn. Nu havde min mor alle dage et lettere alternativt forhold til virkeligheden, så den besked tog vi meget roligt. Ærlig talt hvorfor sku' en fattig københavnsk arbejderfamilie med 5 børn adoptere et ekstra barn? Men når jeg så'n siden har gået og tænkt over det, ka' jeg godt se pointen: Hvis livet ikke helt arter sig så magisk, som man nu engang havde planlagt, så er det da meget fikst så'n lige at skifte nogle enkelte elementer ud. Det kan jo til tider være lidt anstrengende hele tiden at knokle løs for at blive succesramt på den trendy måde. Nu er jeg et yderst pragmatisk menneske, men det kunne da være fristende at kalde ungerne sammen, knalde næven i glasbordet og med høj røst proklamere: "Fra i dag er det slut med at være en alm. kedelig københavner-familie. Fremover er vi af norsk troldeæt!"
Så sku' der nok komme andre boller på suppen, når vi på ægte troldemaner drønnede rundt og pandende alle, der ikke gjorde, som vi sagde, en lige i bæret. En lige højre til den åndsvage cykeltyv, der scorede A.s cykel. Den nar jeg var til samtale hos før påske, som fortalte mig, at han hele tiden blev kontaktet af folk, der ville arbejde gratis for ham -bare for lige at jeg ikke sku' komme for godt i gang med hensyn til lønkrav - smak en uppercut til ham. Jep vi ville fråde os gennem tilværelsen og altid, altid få vores vilje! Er der forøvrigt ikke noget med at trolde har hemmelige sølv- og guldminer? Sådan en ville vi selvfølgelig også ha'! Så var det også lige fixet. Men ok, ka' sgu' meget godt li' os som vi er og Skumfidusen ligner forøvrigt absolut ikke en trold. Hun ligner en elverpige. Nå, så kan man skrinlægge den idé.