kunstigt åndedræt til præ-klemakteriesild

Susling om feelgood

2011-11-30T17:33:00.005+01:00

Hvordan er det lige, at man kommer videre efter et jammerindlæg? Noget med noget feel-good? Feel-good er for mig ægte kontakt med andre mennesker. God, sund og konstruktiv kontakt. Hvor man ser på hinanden og ved, at den anden er der - respekten og den gensidige forståelse.

Man behøver ikke at ligge og rulle rundt af grin hele tiden, når man er sammen. Man kan også bare tale høvisk om intelligente ting. Man kan sige mentalt "Genau" til hinanden, som man gør i Østrig, når man vil vise den anden, at man forstår og ser. I DK siger man vist bare: "Jo". Jeg har aldrig helt fattet den detalje, for inde i mig runger der hele tiden et "Genau" og så kommer det ud på en lidt underlig måde, som "Jeg er enig" eller "Ja, det ved jeg".

Feel-good er også at spise et godt måltid sammen - som er opstået spontant. Ikke noget med lange kalendersammenligninger. Bare godt og grundigt spontant og fordi man gider og man ser hinanden alt for lidt, selv om der i virkeligheden, er en stor gensidig forståelse. Eller at have nogle gode snakke med varme kvinder, der også tænker "Genau" inde i deres hoveder.

Feel-good er, at blive inviteret på weekend på Fyn af DJ Broks x-svigerforældre, at få en invitation til en fernisering, at modtage naturprodukter fra Østrig og bagefter diskutere dem med den nye østrigske veninde. Eller hende højt oppe i nord, som jeg kan vende de underligste ting med.

Feel-good kan også bare være, at man kommer til at støde ind i en kvinde i Netto med sin kurv, hvorefter vi begge spontantudbryder:"Åh, det må du meget undskylde!" Fejlen ligger jo hos os begge og bare det, at blive set og at se og at opdage, at andre trods alt også har en rem af huden.
Det er f...ægte feel-good.

Susling 3 år gammel

2011-11-25T10:06:00.004+01:00

Ingen er perfekt og bestemt ikke mig. Mens jeg har prøvet at være voksen og ansvarlig og opdrage mine børn, som jeg nu bedst kunne med al min fornuft og intuition og ønske om at give dem noget bedre, end jeg selv fik som barn. Så har der siddet et lille barn på min egen skulder. Susling 3 år, som ikke forstod alle de danske samfundskoder og især ikke venindekoderne.

Jeg kender godt årsagerne. Jeg er barn af en dysfunktionel familie og jeg blev samtidig rykket op med rode i den vigtigste dannelsestid - fra 1- 7 år. Jeg blev fjernet fra én kultur og ét kodeks til et andet, som jeg så måtte aflæse og indoptage ret hurtigt, for at kunne være med (lige som jeg måtte aflæse mine forældre for at overleve).

Da jeg så vendte hjem til Danmark igen, så havde jeg, udover nogle ualmindeligt veludviklede antenner til at aflæse andre, også nogle østrigske koder med mig, som jeg mærker meget stærkt, når jeg som nu møder østrigere. Aha, tænker jeg. Det er da derfor, jeg gør, som jeg gør og er, som jeg er. Det er jo slet ikke unormalt. Sådan er de andre også. Bare ikke i Danmark.

For da jeg vendte tilbage til DK, så havde jeg de østrigske koder med og havde misset nogle af de danske. Siden da, har jeg prøvet at forstå. Forstå, hvorfor jeg ikke må være med i legen. Forstå, hvorfor det altid er mig, der bliver valgt sidst til rundbold. Forstå, hvorfor jeg pludselig ikke må komme med til en eller andens fødselsdag.

Det er sgu ikke nemt at være Susling 3 år.

PS. Og hvorfor er det altid dem, der er mest intrigante og mindst givende, som alle andres samles om?

Susling om de små paradokser

2011-11-24T16:07:00.003+01:00

Livet er fyldt med paradokser. I min verden ser de sådan ud:

Jeg er 47, men jeg føler mig yngre, end jeg gjorde, da jeg var fyrre. I kid you not. Den gang gik jeg rundt og bekymrede mig om overgangsalder og tabt skønhed og tabt sex appeal og mit tiltagende fjernsyn og den slags. Gør jeg absolut ikke mere. Overgangsalderen lader vente på sig. Brillerne kan man leve med - især hvis man husker dem - og den tabte skønhed må man vel bare erstatte med noget andet. Som fx, at min datter bliver skønnere for hver dag, der går og jeg selv er rykket over i kategorien "Velholdt".
Rengøringshjælp! No way! Jeg kunne det hele og så var jeg socialist om en hals. Er jeg stadig, men nu er en rengøringshjælp min hemmelige drøm, fordi jeg faktisk synes, at tid til sig selv er meget vigtigere.
DIY. Jamen hvorfor ikke?! Går faktisk og leger lidt med tanken om at springe ud. Når jeg får tid. En gang.
Andre folks hang ups og hvad de mon synes og tænker og føler og Åh, nej, har jeg nu sagt det forkerte eller provokeret nogen og hvorfor er det nu, at jeg ikke lige forstår den hemmelige veninde-indforståethedskodex?! Bare ærgerligt. Kommer aldrig til at forstå den, men jeg forstår så meget andet og jeg forstår, at have et ægteskab, hvor vi tager vare på hinanden.

Nå, men det var bare det jeg ville sige.

Susling om at ældes

2011-11-20T12:28:00.007+01:00

Jeg burde ikke sidde og blogge lige nu. Jeg burde i stedet tage mig af den store opvask, der flyder ud over mit nye køkkenbord, fordi vi havde gæster i går og fik and a'la orange (mmm) og lidt for meget vin og Sambuca og Anders begyndte på et tidspunkt at bage på den kvindelige gæst. Var ok. Hun så fantastisk ud, selv om hun ikke selv synes det og beklagede sig over, at hun nok ville have svært ved at finde en ny mand, sådan med den alder hun havde og de ekstra kilo, der havde sneget sig på (igen noget med den dårlige fortælling om sig selv!).

Slog mig forøvrigt forleden dag, at jeg med hastige skridt er på vej mod de 50. Om et halvt år er jeg 48 og så er man ikke længere midt i 40'erne. Man er sidst i fyrrerne (oh, rædsel) og når man er det, så skal man lade være med at hive fotoalbummet frem, for lige at vise noget om den gang ens unger var små og nuttede, for så ser man pludselig sig selv smile glad, ung og strålende tilbage til den nu mindre strålende mig. Der sidder hende den unge mig med den særlige blødhed om kæberne, man kun har, når man er ung og den gnistrende hud og det skinnende hår. (Som jeg konstant prøver at få rekonstrueret hos frisøren, hvor jeg er stamkunde (har efterhånden min egen stol)).

Fordelen er så selvfølgelig ens livserfaring! Den er god at have, sådan en. Så kan man nemlig finde ud af at sige pyt til mange ting og tilgive. Ikke mindst sig selv. Og egentlig synes, at det er ok, at købe 5 glasjuletræskugler til en 100 mand, bare fordi de er pæne og nogle af dem er formet som cup cakes, og så røg der også et lille guldglimmer rensdyr med og et tørklæde med ugler og en lille fjollet plastikpung med blomster i glade sommerfarver. Var nu egentlig også lidt fordi, jeg bare lige var smuttet forbi denne fantastiske butik med alle mulige unyttige ting i pangfarver bare sådan for at hyggeose lidt og i butikken mødte jeg så en fra det sted, hvor jeg tidligere var i løntilskud og hvor jeg den gang følte mig som en fattig taber og nu er jeg jo i en periode i job og tjener rigtigt godt, så jeg gad overhovedet ikke denne hersens fattigrøvsarbejdsløshedsfornemmelse, hvor hver en øre skal drejes og man af alle kræfter prøver at holde humøret oppe og lade som om, at det går sgu da forrygende. Også selv om alt man ejer er nedslidt og man nærmest slikker dåsen med hudcreme, for at få fat i den sidste lille rest.

Så jeg tænkte up your's. Jeg skriver sgu selv min egen historie og i øvrigt bruger jeg generelt penge for øjeblikket. Nemlig! Jeg køber støvler og trøjer, kjoler og smykker, parfume og makeup, barstole og dyre højtalere (Anders synes, at det er helt ok. Nu når vi har fået os en rød regering, skal man jo lissom støtte op om dem og sikre, at hjulene bliver sat i omdrejninger). For skal jeg ældes, hvad man jo skal, så vil jeg ældes velduftende og velplejet med ordentlige sko på fødderne og trøjer uden huller. Med ordentlig lyd og fancy julepynt. Elsker allerede mit lille guldglimmerglinsende rensdyr. Absolut unyttigt. Men vi har jo kun det sjov vi selv laver, så længe vi er her på denne planet.

Susling om at genskrive sin fortælling

2011-11-13T11:38:00.005+01:00

Nogle ting ved man det egentlig godt, men det er jo det her med at få flyttet erkendelsen i hovedet videre ud i kroppen og især ned i maven. Maven er vigtig. Som min smukke datter sagde forleden dag: "Jeg mærkede lige efter i maven, om jeg synes det var i orden, det der skete. Det er jo det, du har lært mig. Du har altid sagt, lige fra jeg var helt lille, at jeg skulle mærke efter i min mave, når jeg stod med noget, jeg ikke rigtigt kunne finde ud af, hvordan jeg skulle løse eller overhovedet, hvad jeg syntes om det."

Nå, ja! Det sagde jeg jo også til begge mine unger og mig selv og min Anders - engang. Men man kan jo godt gå hen og miste den følelse. For mange gok i nøden, for mange nederlag, for mange tæpper, der bliver trukket væk under én og pludselig har man bare så ondt i maven, at man ikke orker at mærke den længere. Og hele ens historie og den måde man genfortæller den for sig selv er blevet spejlvendt.

Nogle gange så hjælper ens families fortids enerti godt med i den forkerte retning. Den kan man nemlig ikke løbe fra. Jeg har prøvet. Har stæset af sted fra den og har forsøgt, at skabe min egen fortælling. Men den er der jo alligevel underneden. Familiens fortælling. Om sorg og sygdom og forsømmelser. Om vanrygt og fattigdom. Om krig og lidelse. Alle de mennesker, der har været en del af ens opvækst. Alle deres oplevelser og nederlag. Måske har mange prøvet at skjule det for mig. Men børn har store ører og indoptager meget. Det tager man med i sin egen fortælling og er historierne slemme nok og videregivet af fornægtende voksne, der er blevet immune over for deres egne følelser, så æder de af ens cirkel og ens eksistens bliver pludselig en delmængde af de andres.

Det vidste jeg egentlig godt fra jeg var helt lille og da jeg blev stor nok og jeg ikke længere behøvede de voksne på samme måde, som man gør, når man er afhængig af dem for at overleve, så bestemte jeg mig for at gøre det anderledes - på en anden og bedre måde. Jeg klarede det også i rigtig, rigtig lang tid. Jeg formåede at give en anden og meget mere uforpligtende følelse videre til mine egne unger og jeg lærte dem om rationel tækning og om, at man altid skal se på de andres motiver, før man afgør, hvad ens næste skridt skal være - alt er ikke ondsindet angreb, men styret af andres sorg og bekymring. Noget er også styret af, at folk kun ser sig selv og altid føler sig ramt.

Jeg bestemte også, da jeg fik mine unger til låns, at de ikke skulle høre alle de grimme familiehistorier og at den dårlige enerti stoppede lige her hos mig. I den forstand er det lykkes for mig. Men livet løber jo også videre med os som forældre - uanset, hvor beviste vi egentlig er og uanset, hvor meget vi begge har forsøgt at holde balancen og et positivt udsyn. En dag sagde det bare crash! Og alle de spejlvendte historier begyndte. Om sorg og nederlag og mistede illusioner og tæpper, der gang på gang blev trukket væk under os.

Pludselig blev det hele spejlvendt. Den negative selvopfattelse fyldte mere, end troen på os selv og fremtiden. Det kommer man altså ikke særligt langt med i længden, skulle jeg hilse og sige. Men jeg er stærkere og meget mere bevidst om mit ophav og meget stærkere end mit ophav. Det mærker jeg nu, hvor jeg har fået vendt skuden og mit tankesæt. For der var måske en gang, hvor jeg pludselig vejede 30 kg mere og lod andre bestemme, hvem jeg var og hvor alle mine nederlag blev en del af min selvfølelse. Men en dag sagde det pludselig klik inde i mit hovede. Klik, klik, klik og jeg forstod, hvordan jeg skulle håndtere min sorg og mine nederlag.

Meget enkelt og meget svært samtidigt: Mærk efter, hvem du er og lav din egen historie. Det er sådan set dig, der skriver din egen historie og har selvopfattelsen fået et slag, så behøver det altså ikke at være hele alfabetet. Der er bogstaver nok at tage af.

PS. Kiloene rasler af mig og jeg mærker min mave så meget igen. Det kan lade sig gøre og ingen er dømt for evigt.

Susling er tilbage i sit køkken

2011-10-09T11:32:00.003+02:00

Vi flyttede ind i min stue og mit køkken sidste fredag. Mig og så fem små svedende tyrkiske mænd. En af dem dryppede sved i kaskader på husets klenodie - min Wegner Ox chair. En side af mig var lige ved at kaste op. På den anden side, så kunne jeg jo bare tørre det tyrkiske sved af og så prøve at glemme alt om det, for det vigtigste var, at vi fik vores normale liv igen. Et normalt liv lærer man at værdsætte, når det brutalt er revet væk under fødderne på én.

Lørdag morgen stod jeg i mit køkken prøvede at ignorere, at der var fejl og mangler til en 26 punktsliste. I stedet tænkte jeg, at nu var det næsten for godt - både køkken, stue og penge på lommen - og bare der nu ikke kom nogen og tog det hele fra mig igen. I den forbindelse ignorerede jeg også, at huset skal have renset faldstammer og at de anbefaler, at man lægger klude i køkkenvasken med en omvendt spand over, så kloakvandet ikke løber op gennem vasken og ud i køkkenet(!!). Hvis jeg gav efter for den vision, så ville jeg bryde hulkende sammen i fosterstilling på mit nye gulv, tror jeg nok.

Nå, men alt får en ende og man kan krydse det sidste af på to do listen (selv om der selvfølgelig altid genereres en ny i en evig cyklus. Sådan er det bare). På positivlisten kan jeg krydse af, at alt det her hurlumhej har ført til:

Et nyt gulv (noget vi bare aldrig selv ville have kunne tage os sammen til at få lavet)
En rigtig seng. Fordi jeg efter evigheder på boxmadrassen i mig soveværelse, der også agerede stue og alt muligt andet, erkendte, at jeg aldrig har ejet en rigtig seng, bortset fra den jeg havde som meget ung, der hele tiden brast sammen og hvor midterstangen blev holdt oppe af en telefonbog og en petroleumsdunk (det var tider var det!). I alle de år efter har jeg sovet på en boxmadras med ben under. Men nu, nu ville og kunne jeg ikke mere. At jeg så smadrer mig skinneben ind i det samme hjørne på sengen hver dag. Skidt pyt! For første gang i mit liv har jeg en rigtig seng med hovedgavl (og sengebord).
En lampe i entreen, der skulle have været sat op for år siden, fordi vi hver eneste gang det bliver efterår og mørkt ikke kan se, hvad vi har i vores skabe. Gør det så heller ikke nemmere, at jeg har meget mørkt tøj. (Anders er meget stolt af, at det er lykkedes for ham at sætte den op.)

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og så synes jeg ærlig talt, at vi skal give den nye regering tid til at komme i arbejdstøjet og fred de 100 dage, man normalt snakker om, før man begynder at tale om løftebrud og forræderi.

Susling på den positive, konstruktive og negative måde

2011-09-23T14:07:00.002+02:00

På den positive side:

Jeg kan gå oprejst igen
3 tyrkiske mænd stod i min entre kl. 7.30 i morges med gulvskrubber og støvsugere. Jeg stod til gengæld med fedtet hår, briller, underbukser og sur gammel 80'er joggingtrøje med Disney-motiv, som er mit sygedagsoutfit
Overvejede et splitsekund, om jeg skulle bilde dem ind, at det var hele lejligheden, de skulle gøre rent. Gik ikke. En af dem kunne rigtig godt dansk og vidste, hvad de skulle
Det sexede undertøj jeg voldshoppede i febervildelser over nettet er ankommet
Mit nye gulv ser pænt ud

På den konstruktive side:

Kan lige så godt bruge tiden til at lave omfattende fejlliste
Arbejder med, at håndværkere er noget vi må leve med resten af året - næsten
Har indført Ikea-tur i morgen. Vil have en ordentlig seng! (Hader Ikea)
Drikkeboullion. God ting darh, når man har ondt i halsen

På den negative side:

Min søn flippede over, at jeg kaldte ham mit lille spasserbarn, fordi han ikke kunne finde sine nøgler - og skred igen
Sure håndværkere
Træthed
Meget

Kh. Susling

Susling's trængsler

2011-09-20T12:02:00.003+02:00

Hvis der overhovedet er nogen, der stadig interesserer sig for mit patetiske lille liv (gør jeg snart ikke en gang selv), så kan jeg da opdatere med, at jeg stadig bor i mit soveværelse på en madras. Nu draperet med en influenzaramt mand og mig, der efter en time på arbejde måtte kaste håndklædet i ringen, slæbe mig hjem med kulderystninger og det tågede flimrer af dagens mega-arbejds-to-do-liste, som så ikke blev fixet den dag-sejlende rundt i vathjernen- på pæn-pige-dårlig-samvittigheds-måden. Kan jo seriøst godt lide mit arbejde, men når man går i stå hver 3. sekund og egentlig ikke er helt med på, hvad man har gang i og det man troede var lidt restpollenallergi pludselig udvikler feber, så er man vel influenzaramt.

Havde klart foretrukket at sidde på en kontorstol som alle andre normale mennesker, frem for at glo på madrassen og den hængelås håndværkerne har sat på døren ind til "byggepladsen" som de kalder min lejlighed, fordi de føler, at vi chikanerer dem. Så var det også, at jeg satte en seddel op på døren til mit badeværelse med besked om, at Dette WC er kun for beboerne og så låste jeg døren, da jeg gik. Så kan de pisse i en faxe-kondi-flaske kan de, hvis de ellers gad at møde op og passe deres arbejde. Og næste gang en eller anden ymter noget om, at polske og tyske håndværkere tager deres job, så vil jeg bare grine dem hånligt op i ansigtet, mens jeg svinger min knytnæve faretruende tæt på deres næse (når jeg altså er i stand til det igen).

Og nå ja! Vi har fået DKs første kvindelige statsminister. Stort. Og så kan man i øvrigt mene om hende, hvad man vil. Hun er lidt teknokratisk. Men det skal nok gå det hele og en dag har jeg vel igen også en stue og et køkken. For selv om man nok nogle gange kan føle, at tingene aldrig forandrer sig, så gør de det jo alligevel - på et tidspunkt - som f.eks. blokpolitikken, som vi endeligt kan vinke farvel til.

Susling om at tage livet i stiv arm

2011-09-11T12:29:00.005+02:00

Ja, så var det mig, der stod der i bh og trusser, da håndværkerne åbnede vores hoveddør og bare vadede ind uden at præsentere sig eller noget. Hurra! Måske var det det, der fik dem til at speede processen op? Jeg havde mine lyserødeakrylhadetrusser og en afdanket brun blonde-bh på (må få noget nyt helst sexet undertøj!) Nå, men nu har vi i hvertfald et nyt gulv og det meste af køkkenet er genopbygget. Bevares ikke i Svanekvalitet. Men den må man så tage bagefter - med Svanerne på de almennyttige boliglejeres regning. Nu er der vist kun noget med en maler tilbage (håber jeg).

Begynder at tro, at der er en lære jeg skal drage ud af det her. På en måde. Det er nemlig ikke kun min bolig, der stresser. Jobbet trækker også tænder ud. Meget. Og fredag nat i sidste uge kom Skumfidusen stortudende hjem indsmurt i blod i hele ansigtet. Der var én, der var kørt ind i hende. Hun var på cykel og var landet direkte på sit ansigt. Hele den ene side var fuld af store blødende sår (hun er i kraftig bedring nu). Også en ting man skal tage i stiv arm. Lissom, at en af mine ældste venner har fået konstateret cancer. Hvad siger man? Hvad gør man?

Jeg står hele tiden på sidelinjen og betragter og nægter at lade det gå ind. Selvfølgelig er jeg berørt - meget. Men det er samtidig som at leve i en gigantisk to-do-liste, hvor jeg hele tiden stæser af sted og krydser dit af og dat af, mens jeg prøver at finde mine åndehuller. Mine små heller. Og hele tiden tænker, at det nok skal løse sig det hele. Min veninde bliver rask. Skumfidusen var heldig. Hun brækkede ikke næsen, smadrede tænderne eller fik en alvorlig hjernerystelse og efter en uge er hendes sår næsten helede (godt hele-kød må man sige). Min lejlighed kommer i orden (og nu kan jeg sige, at jeg har en svag fornemmelse af, hvordan det må være, at være en flygtningefamilie, der skal leve sammen i et enkelt rum og ikke ved, hvad deres fremtid vil bringe). Og hvis vi er heldige, så kommer der også en regering med et lidt mere medmenneskeligt udsyn og hvor det hele ikke handler om at styre landets fremtid via boligpriser, skattelettelser, privat forbrug og fremmedhad. Er jo som at tisse i bukserne for at holde varmen.

PS.
Og 9/11? Tak fordi du spørger. Der gik jeg hjemme syg af stress og min mor var død pludselig fra den ene dag til den anden nogle måneder før i en alder af 58. Så jeg stod egentlig mest og tudede med hovedet ind i køleskabet, så ungerne ikke skulle se mig forgrædt og når jeg ikke gjorde det, så lå jeg med hovedet ned i lokummet og brækkede mig af stress. Det her med nogle flyvemaskiner åsån ku' ikke rigtigt få mig op af stolen. Sorry!

Susling om at bo håndværkerramt

2011-09-06T12:51:00.005+02:00

Sidder på 4. uge i mit soveværelse. Det begynder at trække søm ud. Føler mig en anelse tyndhudet og helvedes træt af håndværkere. Der kommer kl. 07.00 dut. Hver dag. Bare sådan lige ind af døren. Med deres egen nøgle. En dag stod Anders der, da de kom - på den nøgne måde. Er så ikke overgået mig eller ungerne - endnu. Gad vide om det ville få dem til at speede processen lidt op? Jeg mener syv dage til at lægge et gulv!?

Må ellers sige, at Anders har imponeret mig -igen. Han er en sand mester ud i diciplinen: Madlavning for ét kogeblus! Det er virtuost at følge ham. Elsker ham jo. Selv om jeg i dag vrængede af ham, da han foreslog, at vi en dag skulle tage en pjækkedag sammen og lave noget hyggeligt. Til min undskyldning må jeg understrege, at jeg var lidt (meget) morgensur og er pænt træt af aldrig at kunne være alene. Sådan kan man jo godt ha' det.

Ellers går det meget godt. Har fået min første løncheck, som røg lige ned i dybet og på opsparingen. Selv når man pludselig er kommet til penge igen, så har man alligevel ikke nogen. Suk!

PS. Husk at stemme og husk også, at det ikke er alle, der har det lige så godt som dig. Dem skal vi også rumme. Så sæt krydset et anstændigt sted, der gavner flere end dig selv.

Susling om Susy og Bob

2011-08-07T17:55:00.004+02:00

Hjemme hos os opererer vi p.t. med Susy og Svampe Bob. Susy er affugteren. "Gider vi tænde for Susy i dag?" spørger jeg familien. "Åh, nej," råber de så. "Hun har kørt på fuld udblæsning i hele ferien, og nu er vi ærlig talt ved at blive ret tørre i halsen!" (fordi hun suger så meget, at...indviede vil vide, hvad jeg mener).

Så er der Svampe Bob. En af min søns yndlings comics, da han var yngre. Jeg hang den gang også en gang i mellem ud på hans værelse, for at tyvese lidt med og grine. Især den gang Svampe Bob indledte en strejke på sit job "Crappy Burger"!!

Skal vi ikke bare blive enige om, at jeg ikke synes Svampe Bob er så skæg længere, nu, hvor han og hele hans univers er flyttet ind under mit gulv og ind i mine vægge?!
Som den eneste i min familie (tak for det gud), bliver jeg nemlig syg af det stads. Min krop gør ondt. Min hals gør ondt. Mit hovede gør ondt. Jeg vågner op med hovedet fuld af snot og småbitte røde øjne og høvler lige to gange antihistamin i kloakken bare for at overleve. Og så har jeg opdaget, at ny arbejdsgiver-kolleger er mestre i diciplinen: Ny medarbejder ved ikke noget, så vi skubber det, vi ikke gider over på hende! Det skal saftsuseme blive en løgn. Svampe Bob og Susy til trods, så er jeg ikke født i går.

For dem, der gider: Send noget god karma i min retning! Helst uden baciller og den slags. Bare lidt lyserødt røgelsesagtigt kan gøre det. Tror jeg nok.

Susling beklager ringe lyd- og læsekvalitet

2011-08-03T22:58:00.004+02:00

Burde blogge. Orker ikke. Er startet på nyt job, hvor jeg dældulme skal have ører, øjne og andet langt fremme. Der er jo også de sidste lyse nætter, som skal nydes (med toldfri sprut) og en bette genhusning pga. vandskade. Men der er jeg stået af- altså på genhusningen. Jeg bli'r i min lejlighed - sgu så. Flytter ikke hele min familie til Ødestaden ( som der blev tilbudt) med møbler und alles for en enkelt sølle måned.

Spiser hellere et par ekstra allergipiller og rykker sammen "East-european style" i den ene ende af vores lejlighed med kogeplade, mikrobølgeovnen (min ven i nøden), københavnsk take aways (også gode venner) og elkedlen (tak mormor), mens håndværkere endnu en gang flår min lejlighed fra hinanden. En sætning, der går gennem mit hovede dagligt i disse dage er: "Det er ikke det, der sker, men måden man tager det på, det handler om!"

I sidste ende er der vel en mening med det hele, skulle man mene.

Ps. Ungerne er skide sure over det her. Det er vi også. En vandskade og skimmelsvamp kan man ikke bruge til så meget, men vi får da et nyt gulv, når det hele er overstået (også nyt motto, som jeg efterhånden chanter ret meget...Aaaauuuuuuuuuuuuumh).

PPs. Obser klart stadig Norge og andet politisk morads. Kan man undgå det? Men hvad gør vi, venner?

Susling om Berlin og familiedynamik

2011-07-29T15:21:00.004+02:00

Kan man blive genhuset i Berlin? Hvis, så er jeg den, der er på! Berlin er simpelthen den mest fantastiske storby, jeg har været i til dato. Man vader rundt i samtidshistorie og byen er et stort byplanmæssigt bric a brac. East meats west på få øjeblikke. I den ene ende bygninger designet af Oscar Niemeyer, Alvar Alto, Arne Jakobsen m.fl. I den anden ende ægte østtysk "Plattenbau" og huse fra Bauhaustiden. Det DDRsocialistiske prestigeprojekt FernsehrTurm, der tårner sig højt over hele Berlin, så alle kan og kunne se det - både fra øst- og vestsiden.
KdWs (Kaufhaus des Westens) megalomane madafdeling, hvor man kan få alt og mere til, hvis bare man har fantasien til at ønske sig det. Atombeskyttelsesrummet på Ku'damm, der kunne rumme 3000 mennesker og kun havde to små toiletter, 2 bittesmå køkkener og hvor man i dag kan modtage mobilsignaler på fuld styrke. Hm! Hvad så med atomstrålerne? Og man regnede med, at der var luft og vand til et ophold på 14 dage. Tror nok, at jeg ville foretrække at lade mig nuke på stedet, i stedet.

Bygninger fra 16 hunderetallet, paladser og palæer, side om side med moderne byggeri. For en følsom sjæl som mig er Berlin næsten for meget. Jeg tænkte på, hvordan det mon var at bo i vores lejede lejlighed, under nazitiden, under besættelsen af russerne og som DDR-borger. Afskåret fra alt og alle. I to små rum og et køkken. Men gik selvfølgelig også all in i nutiden.

Var til marked og koncert i Mauerpark. Christiania møder Den blå Hal. Gik fra østsiden til vestsiden. Fra Rosa Luxemburg Platz ad Karl Marx-allé, på Unter den Linden og gennem Brandenburger Tor. Jeg har aldrig selv set Muren, men den er i min sjæl. Det var den tid og skræk jeg voksede op med og jeg husker stadig euforien i 1989, da muren blev væltet og jeg havde væddet med min misantropiske far om, at østblokken ville falde. Jeg vandt!

Gik langs Tiergarten og så på de fantastiske ambassader. Var i Hansa Viertel (Alvar Altobyggeri mv.). Kørte U-bahn som en indfødt og shoppede igennem sammen med Skumfidusen i Rausmann - hvor tingene næsten ikke kostede noget og man kunne få f.eks. neglelak til en euro (lige nu har jeg lavendelfarvede tånegle) og helsebringende badesalt og forskellige helseteer. Kunne man også få i ethvert supermarked og for en halvtysker som mig er det paradis, det med, at der er helt naturligt med helseprodukter (sådan gør man bare syd for DK. Fixer det med urter og sanatorieophold.) Vil til hver en tid hellere kurere en blærebetændelse (som jeg slæbte rundt med) med tranebærkapsler og blære-nyrete end antibiotika (og det lykkedes!)

Vi var kun i Berlin i 4 dage og det er langtfra nok. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Og helst med ungerne, for vi er alt for lidt sammen til hverdag. En 20-årig og en 17-årig har deres eget liv og godt for dem og det. Men dejligt igen at føle sig som en familie for en kort stund og spise ude sammen, være sammen, opleve sammen.

Og mærke familiedynamikken, når der opstår kriser. Som da Skumfidusen blev overmandet af den mavevirus, hun havde slæbt med sig fra Barcelona (meget berejst dame) og reverender talt sked i bukserne, langt ned af benene. Det var så efter hun blot en time før havde udtalt, at hun følte sig som en lille pige igen, fordi hun hellere bestilte cola end øl og vin, som hun ellers plejer, når hun ikke er sammen med os, og tiggede is hele tiden. Det med lorten hørte sig bare til. Hun sked også altid i bukserne, da hun var lille. Vi havde så pakket bilen og forladt den lejede lejlighed på det tidspunkt og var faktisk på vej hjemad - næsten. "Hvad gør jeg?" råbte Skumfidusen. "Æh, ved jeg ikke," svarede jeg og rykkede lidt væk fra dunsten. Tænkte så:"Lejligheden! Måske vil de næstankommende lukke os ind og låne os badeværelset?" Vi var lige i nærheden. Heldigvis var der ingen, så vi kunne bare tyvelåse os ind og håbe på,at ingen dukkede op, mens den stakkels Skumfidus spredte sin hørm og andre sager i den nyrengjordte lejlighed.

Eller da vi kørte galt på vejen hjem og pludselig var på vej mod syd fremfor nord, eller da vi ankom til Rostock - uden færgereservering - kl. 22.15 og fik at vide, at måske kunne vi komme med, måske ikke på den sidste færge kl. 23.30 ellers måske, måske ikke på den næste kl. 06.00.
Og ingen af os gik i panik, bortset fra at DJ Brock erklærede, at kom vi med færgen kl. 23.30 ville han blive religiøs. Er han så nu, for vi kom med. Som rosinen i pølseenden. Lige klods op af agterporten, der var slemt tæt på Carolas lille numse, mens Anders panisk råbte:"This is a japanese car! It is very small. Every one should have a small japanese car!" (tror han var tæt på, at tro, at vi blev vinket af igen, som dem bag ved os blev i deres alt for store biler og oversize campingvogne).

Nå, men hermed min varmeste anbefaling af Berlin, små røde japanere og opdragelse af unger, så de er små hårde knolde, der ikke går i panik, når det hele brænder på.

Susling om det små og det store

2011-07-23T16:14:00.007+02:00

Så sad man der med højt sommerhushår og kløende myggestyg i den lille røde perkerdyt Carola, efter man få øjeblikke før havde "drucket kaffe och ätat kackor" hos Hr. og Fru Lundquist og betalt for en uges ophold i den lille røde bræddehytte med brænderøg og små bitte groddar over alt, så man var bange for at træde på dem, når man skulle hen til multoat med en klemme på næsen. Mild og god og let brunet med hele "Onkel Danny fortæller" boblende i sjælen på vej mod nye horisonter.

Og så er der fandme en idiot, der har bombet og skudt sig igennem en masse smukke ungdommer. Pisset på demokratiet og dialogen. "Det der! Det er ikke Al-q! Det er en højreekstremist!" var det første jeg sagde, da jeg hørte nyheden i Carolas skrattende lille bilradio.

Jeg håber, at dette her på trods af alt sin gru bringer noget godt med sig. F.eks. at alle demokrater retter sig og siger:"Nok er nok. Vi er stolte af vores demokratiske og åbne samfund og nu gider vi ikke mere indre svinehundesnak i fuld offentlighed! Må man bede om en ordentlig kammertone og få sat skik på alle ekstremister." Det håber jeg sgu!

Og nu vil jeg forøvrigt have lov til at fortsætte min sommerferie - nu på vej mod Berlin og glemme alt om genhusninger, vandskader og skimmelsvamp og rendyrket modbydeligt vanvid (det sidste tager jeg med i min aftenbøn, for som min kloge søn nu med skæg og bakkenbarter sagde:" Jeg har altid ment, at ekstremister og racister har en alvorlig gendefekt".)

Susling: Age of Aqaurius?

2011-07-12T14:00:00.003+02:00

Tænker vi dealer med lidt vand p.t. (på verdensplan)!

De vil hive hele gulvet op i min stue og mit køkken pga. vandskader efter skybrud (selvfølgelig). Vi kæmpede ellers bravt, da vandet stod ind i kaskader
Man kan godt få alvorlige vandskader selv på fjerde sal (så er I klar på den)
Vi skal evt. genhuses (jamen selvfølgelig! Går ind for genhusning på D'Angleterre eller Hilton med fri bar, som min underbo siger)
De vil hive mit nye køkken ned samtidig (jamen selvfølgelig!)
Vejrudsigten forudsiger vandgang i bræddehytte i Sverige det meste af ugen (hvorfor ikke?! Godt at jeg faldt for slagtilbud med grimme gummistøvler i Netto)
Anders foreslår, at vi lige så godt kan købe en ordentlige baljefuld vin med til Sverige og være halvsnaldrede, nu når vi sidder i bræddehytte uden tv og internet (med udedas) i konstant regnvejr
Havde nu mere set noget med cykelture rundt i landskabet (nu i regntøj)
Har satme med at være ok vejr i Berlin. Når vi nu sådan kommer på besøg og har meget brug for at blive tørret helt igennem
Godt man har gode underboer og nye naboer (der inviterer på ægte kinesisk køkken Sechuan-style)
Ku' ellers godt være bange for at rådne op

Indlæg skrevet med runkne rosinfingre!

Susling dagen efter

2011-07-02T14:22:00.008+02:00

Things that make you go (sigh !!!)

startede på nyt job
chefen havde tømmermænd
det havde en anden medarbejder også, så hun flexede
Hos afrikanerne flexede man ikke, man afspadserede. Fandt aldrig ud af, hvad de afspadserede for - sådan tidsmæssigt
jeg faldt ned af kontorstolen (på den uelegante måde)
ellers tegner det meget godt
har købt mit livs første tofu
og tamari
og urtesalt
fordi Anders ønskede sig en (sexet) vegetarkogebog i fødselsdagsgave
kunne selvfølgelig havde ladet være med at finde sådan én og at gi' ham den
så vi nu skal være micromacro-noget
savner et stort uetisk stykke rødt kød
med pomz
og bernaiz
så jeg har råstyrke nok til at vaske ungernes kluns, når de kommer våde og lugtende hjem fra Roskilde Fæcs(es)tival
og kræver kød
og vitaminer
I aften skal vi have noget med tofu
jeg bliver træt

Susling om sommerferier og fred

2011-06-30T13:18:00.006+02:00

Nå, så er der nedtælling! I morgen starter jeg på det nye job. Jeg lægger hårdt ud med morgenmad og intro, og så er jeg helt sikkert så udmattet, at det skal gøre rigtig godt med en weekend. Så tager jeg lige fem dage, som nok mest bliver noget med at læse manualer og tjekke intranettet ud, og efter så mange hæsblæsende dage i overhalingsbanen, kan jeg nok ikke længere holde mig oprejst, og så er tre ugers sommerferie i den grad velkommen. (Bliver helt svedt ved tanken).

I min sommerferie har jeg haft de helt store planer om at trække stikket ud og stirre ind i en væg. Men desværre for mig har jeg det med at støde ind i mennesker, der er helt vilde for at genoptage kontakten. Seriøst, jeg fatter det ikke, men hvor jeg end går og står, så myldrer det frem med dem. "Skal vi ikke lige udveksle numre", siger de."Så kan vi rigtig ses og hygge os sammen." "Pis oz," tænker jeg og drømmer mig et kort øjeblik tilbage til tiden før mobiler, hvor numre blev udvekslet med blyant og papir (og den slags ved vi jo godt alle forvilder sig væk i en hver anstændig dametaske med respekt for sig selv).

Don't get me wrong! Jeg kan godt li' andre mennesker og at hænge ud og den slags. Men helt ærligt, hvis man har mistet kontakten til hinanden, så er der sgu nok en god grund til det. Og nu bliver jeg nødt til at mødes med de her typer, fordi jeg er for pæn til at afvise dem, for så meget hurtigt at (gen)opdage, hvad det var, der tændte mig af i sin tid. Det bliver lissom den gang, hvor man havde en kedelig legekammerat på besøg, der fandeme bare ikke gad gå hjem til sig selv og til sidst måtte man lægge sig ned og lade som om, at man var faldet i søvn og så kunne det være, at ti-øren endelig faldt (hvis man var heldig). Tror så nok ikke, at jeg kan lave den stunt på en café eller det kunstmuseum (som der er en, der gerne vil have vi oplever sammen).

Nå, hvad de virker meget søde og hvis jeg er heldig, så har årene og alderen mildnet dem. Jeg havde bare satset på lidt sommerferiefred sammen med Anders. Heldigvis kan vi stikke af til bræddehytten med das og uden tv og internetopkopling, og i år gider ungerne ikke tage med til "Lorteskovsverige" og så kan vi sidde helt alene - os to under granerne - og mundhugges som det gamle ægtepar, vi er gået hen og blevet. Vi kan også være helt stille os to sammen. Det er vi faktisk rigtig gode til.

Susling om frihed og mad

2011-06-29T10:43:00.005+02:00

Når man er på dagpenge, så har man i princippet masser af tid til rådighed. (Når man ikke lige bliver jagtet af systemet og skal intensivaktiveres og den slags). Men det er fandeme broderemig en stresset frihed. Man ved ikke, hvornår "friheden" stopper. Om man når at få et job inden dagpengeperioden løber ud. Og bør, burde, skulle hænger som en tung dyne over én. Skal tjekke ledige jobs, skal skrive ansøgninger. Skal.Skal.Skal.

Det har derfor været en sand fornøjelse at gå ind på jobnet.dk og trykke på knappen afmeld pr. 1. juli. Efter jeg nu har fået frihed med bagkant, har jeg nydt hver eneste dag i fuldstændig og absolut flimrende perler af tid, hvor de helt store dilemmaer har været, om jeg skulle lakere mine tånegle i dag eller i morgen og i hvilken farve? (I sand frihedsrus snuppede jeg en neglelak inde fra Skumfidusens hule og nu er mine tånegle avantgardgrønne. Det skal jeg altså lige vænne mig til. Er trods alt ikke helt ung længere).

Jeg er også gået helt over bord og har lavet mit livs første hjemmelavede is. Basilikum is (vi bryder virkelig grænser p.t). Yderst interessant og meget, meget nemt at lave i øvrigt. Man blender sukker og basilikumblade sammen, tilsætter piskefløde og græsk joghurt, blender det hele sammen og op i Skumfidusens nye ismaskine. Voila.

Nu kan jeg også skrive det på cv'et under øvrige kompentencer:
Kan bage brød og kager, lave chutneyer og is og har fornyeligt også tilegnet sig evnen til at lave pølsehorn og tærter. Det lyder måske ikke særligt ground breaking for andre. Men da jeg er hende, der stort set aldrig laver mad, så er det faktisk ret fantastisk at opdage, at det kan jeg da sagtens. Når jeg gider. Har egentlig altid tænkt på mig selv som én, der ville være en sand ravnemor, hvis jeg blev skilt, fordi jeg hverken kan eller gider lave mad og mine unger ville være sådan nogle småkvabsere flasket op på pappizza og shawarma. Men sådan kan man på trods af tiltagende ælde lære nye cirkuskunster. Sig det så ikke til Anders. For dybest set foretrækker jeg, at det er ham, der laver vores mad. Er så bare bange for, at han har fået færden af mine nye kompetencer, for inden han gik ud af døren, bad han mig om at lave hasselbackkartofler (!!!). Hvordan fanden er det lige, at man laver dem? Og de skal jo også skrælles de sataner. Det er min tid altså for kostbar til. Og jeg skal egentlig også blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg skal cykle en tur på stranden eller vaske gulv. Ender sgu nok med at lave det hele. Nu, hvor jeg har tiden til det.

Suk! Livet er hårdt p.t.

Update: F.... Anders har fundet ud af at jeg kan lave mad. Nu er han begyndt at stille krav. Bliver nødt til meget hurtigt at fejlkoge og fejlkrydre noget, så han stopper med at kræve, at jeg deltager!

Susling hønemor

2011-06-26T10:45:00.005+02:00

Jeg ved ikke, hvordan andre har det med deres moderskab. Men personligt har jeg altid gjort en dyd ud af at slippe mine børn og lade dem tage deres egne skridt ud i livet. De skal jo lissom lære at være. Uden mit opsyn. Men det er ikke altid lige nemt. For dybt inde i mig bor der en stor bekymret Mutti med et meget fjedret vingefang. Gok, gok.

Jeg arbejder med hende. Det gør jeg. Som den gang min lille Skumfidus 7 år gammel insisterede på at gå alene i skole. Vi bor midt inde i København i et område, hvor alle trafikregler er sat ud af spil. Vi er så loose, synes vi selv. Os der bor her. Også i trafikken. Så det var om at tage en dyb indånding, tape den forskræmte Hønemors vinger ind i gaffa og lade ungen finde sin egen vej ud i trafikken og hen til skolen. En lille bitte pige med en kæmpe skoletaske på ryggen. Jeg hang ud af vinduet og fulgte hendes vej så langt jeg kunne. Mest af alt havde jeg lyst til at iklæde mig skæg og blå briller og snige mig langsomt efter hende, så jeg kunne gribe ind, hvis der skulle ske noget. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Jeg accepterede også den gang hun 9 år gammel erklærede, at hun ikke længere gad gå på fritidshjem, men meget hellere ville være fast 1.passer for en hest ovre på rideskolen. At hun i forvejen gik til ridning var slemt nok. Jeg er bange for heste og skal personligt ikke nyde noget. Men hun skulle jo ikke lide under mine fobier og uhæmmede hønemormentalitet. Så ok til ridning og ok til at hun skulle over på rideskolen hver dag efter almindelig skole. Igen igennem en masse trafik.

Der var også den gang, hvor hun blev udsat for et røverisk overfald. Og den gang hvor hun fik stjålet sin taske. Mit moderhjerte bævrer. Stadig.

Nu er begge mine unger så draget af sted til Roskilde Festivalen. Min søn for allerførste gang. Min indre hønemor gokkede lidt og tænkte:"Alle mine kyllinger!" Men jeg fik hende dysset ned og tænkte i stedet:" Ah, voksentid. Så skal vi have lever a la venezia (som ungerne hader) og sex. (Det er nemlig slet ikke så let at dyrke forældresex med store unger i huset. Når de er små, så kan man putte dem i seng og så ved man, hvor man har dem. Men store unger går i seng på ukristelige tidspunkter eller kommer hjem fra fester på ukristelige tidspunkter, hvor forældrene forlængst har puttet sig selv. Eller er faldet i søvn foran fjernsynet.)

Og så er det, at jeg bliver ringet op kl. 5 om morgenen af en eller anden vagt fra Roskilde Festivalen, der bare lige ville fortælle, at de har fundet Skumfidusens pung (heldigvis med indhold) og at hun kan afhente den ved Tårn N!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Da jeg får fat på Skumfidusen viser det sig, at hun havde set 3 østeuropæere komme ud af sit telt og at hendes pung var blevet stjålet. Og at hun havde været i panik hele natten.

Så i dette øjeblik flakser min indre hønemor fuldstændig hysterisk gokkende rundt og hvis jeg ikke havde bare et minimum af anstændighed, så havde jeg forlængst kastet mig ud på motorvejen, speedet hele vejen til Roskilde. Havde lassoet begge mine unger og proppet dem ind under mine vinger igen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. De ville helt sikkert også sprælle for meget.

Susling: Mine unger

2011-06-23T13:27:00.003+02:00

Det var stort at se Jonny (Rotten) på Lille Vega. Mødte gamle kendinge og nye. Dagen efter stod jeg med roser, musserende vin, plastikglas og et kamera, mens min datter fik sin hue på. Siden har jeg stort set ikke set hende. Eller min søn. Bortset fra, da han skulle prøveopsætte sit nye telt. I stuen. Fordi han skal til sin første Roskildefestival. Der sad han i sit telt med musik og spiste en pølsemad, jeg for en gang skyld havde smurt til ham, fordi han i det øjeblik var min lille dreng, der skulle ud på de vilde vover. Uden sin mor. Min lille dreng med skæg i hele hovedet og hår på brystet.

Og min store pige med studenterhue og en ukendt fremtid. Og en snak om at flytte hjemmefra. Men ikke større end, at hun kan blive glad for en ismaskine og det hemmelige mastercard, som kun skal bruges, når kryppen er ved at være tom og er skal købes en kjole til translokation og moren og faren har måtte tage af opsparingen for at betale for en bil, der ikke gik gennem synet og en p-bøde og alt muligt andet hejs. Dyre måneder vi holder os og dyre unger. Tør slet ikke at tænke på turen til Berlin...lallalalalalalalalalala.

Men som Anders sagde forleden:"Nå, ja...så må vi jo tjene pengene ind igen."

Godt at jeg har fået et arbejde, så det er en fremkommelig plan.

Susling om at skrive

2011-06-19T13:28:00.002+02:00

I mine unge dage læste jeg litteraturvidenskab. Jeg blev meget klog på bøger og på samfundet og på fremmedord. Selv om jeg ikke altid kunne håndtere ordene lige så godt som nogle af de andre. Der kom fra akademikerhjem. Det gjorde jeg ikke. Kom fra et akademikerhjem. Og nogle gange begyndte jeg at grine. Meget uakademisk. For hvad skal man med et ord som interuterin vegetering? Eller parasocial interaktion? Eller et helt semester om John Fords film "Diligencen"?
Vi så mange film, der på litteraturvidenskab. Synes jeg var meget underligt, når vi nu studerede bøger og skulle lære, hvordan man skrev og hvad det alt sammen sagde om samfundet.

Det bedste var selvfølgelig, hvis vi læste al litteraturen på originalsproget. Så vi rigtigt kunne fornemme nuancerne. Jeg kunne så ikke lige russisk. Eller kinesisk. Måske nok fransk til husbehov. Men tilpas lidt til at alle nuancer forsvandt.

Det var også meget vigtigt, hvad der stod på ens reoler derhjemme. Så de andre kunne se, hvor klog og belæst man var. Helst skulle man have James Joyces "Ulysses" på originalsproget. Det havde jeg så ikke lige. Mere Emily Dickinson og Edith Södergran og Sylvia Plath. Det talte ikke ligeså højt på kloge-skalaen. Blandt mændene.

Man kunne også begå sig, hvis man scorede en lektor. Det var der nogle, der gjorde. Jeg gjorde ikke. Jeg havde Anders og boede i en crapy lejlighed på Ama'r. Ikke i en fancy en i Larsbjørnsstræde. Som nogle gjorde. De var meget populære. Det var jeg ikke. Jeg var bare mig. Hende der elskede at læse bøger og at skrive. Talte ikke lige så højt.

Nogle af os blev faktisk ret berømte bagefter. Blev feterede forfattere. Èn af os skrev en bog om den tid på litt.vid. Da jeg mødte ham en dag på gaden. Gik jeg lige forbi ham. Selv om han gerne ville hilse og vise mig, hvor strålende han var blevet. Og berømt. Han havde født en bog. Jeg havde født en datter og jeg syntes stadig, at han var lige så dum og selvfed en gnom nu, som dengang.

I dag lever jeg af at skrive. Ikke noget fancy. Ikke noget, der gør mig berømt. Men jeg skriver. Og det er det vigtigste. Og så ved jeg en helvedes masse om samfundet.

Susling travler derudaf

2011-06-16T21:38:00.004+02:00

Har bare slet ikke tid til at blogge. Spurter efter livet - derude --> et sted

Må til fitness (og forklar mig lige, hvorfor jeg er begyndt at danne butch-overarme. Var lissom ikke meningen)
Har travlt med at trække maven ind i nyindkøbte kjoler. Skal jo være smart på jobmarkedet
Må støtte unger, der går til eksaminer. "Nej, læseferie er ikke lig ferie!"
Snakke fremtid og translokation og bage pølsehorn og købe tre paller øl
Barbere ben og læse dameblade. Må følge med på look på jobmarkedet
Fejre konfirmationer og 80 års føds...
og almindelige føds'er
og snige en lille koncert ind med PIL i Vega
og børste tænder
og gå til frisør
og bage
og være en kone
og ven

Freakin travlt...men det er ok

Susling skylder vist lige en opskrift

2011-06-01T16:00:00.005+02:00

Skylder vist en opskrift på chokolade-mandelkagen!

Chokoladekage med mandler
2 æg
200 g sukker
200 g smør
125 g hvedemel
1 tskbagepulver
3 spsk kakao
2 tsk vaniljesukker
50 g mandler

Pisk æg og sukker let skummende.
Smelt smørret, men lad det ikke blive for varmt.
Skold og smut mandlerne og skær dem i splitter.
Bland mel med bagepulver, kakao og vaniljesukker.
Sigt det og kom det i æg-sukkermassen sammen med det letsmeltede smør.
Rør dejen sammen og hæld den i en lille bradepande (20x 25 cm), som enten er smurt eller beklædt med bagepapir.
Drys mandlerne over.
Bages på nederste rille i forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 25 min.
Afkøles i formen.

Bon appetite!
(Opskriften er fra Gyldendals Bagebog (min bibel)).

Ellers er den store nyhed på disse kanter, at jeg i går sad og var deprimeret over, at jeg kunne se frem til snarlig tvangsaktivering og andre gode tiltag til at "skræmme mig i job".
Skal vi ikke bare sige, at jeg blot få timer efter blev reddet på målstregen?! Men selv om jeg altså snart igen i en periode kan se frem til rigtige menneskepenge, så er der ingen kære mor indtil da. Jeg ville kunne stå nok så meget og vifte med en kontrakt. I den periode der går indtil jeg skal starte (og jeg skal så lige have afklaret præcis, hvornår det er), så skal jeg stadig møde op til diverse møder i a-kassen OG søge jobs. Det sidste kan godt virke lidt ebberød bank, når man nu har et job på hånden, men den kære Fru Støjberg mener, at man da sagtens kan nå at få sig et lille vikariat i den periode, der er indtil man starter hos en arbejdsgiver. Sådan f.eks. på en uge eller to. Vi skal jo nødig gå og have det for sjovt på det offentliges regning og f.eks. spilde tiden med sådan noget pjat som at bage en bette kage.

Susling om bagning og blogning

2011-05-30T13:28:00.002+02:00

I fredags fandt Anders mig kl. 16.45 med mel i overskægget. Mel imellem brysterne, mel på bagdelen og fine drys af mel i håret. Da han trådte ind af døren sad jeg og tog en lille tænkepause, mens jeg skuede ud over mine kreationer.

Jeg var startet kl. 11.00 efter at have været til fitness med Skumfidusen, der dirrede af eksamensnervøsitet. Fitness var på min opfordring, for er der noget, der kan fjerne stress og uro, så er det en gang motion.

Jeg var dårligt kommet ind af døren før jeg gik i gang med mel og sukker og krydderier. I løbet af få timer blev det til:

Appelsin-rosmarinkage
Amerikansk gulerodskage med frosting
Fransk chokolade-mandelkage

Nu jeg var i gang kunne jeg da også lige lave:

2 schweizer bondebrød

Og med mel flyvende omkring mig, så tænkte jeg:"Hvorfor ikke også lige smække nogle boller sammen?" Så det blev til:

30 kardemommeboller (i øvrigt spændende konsistens at arbejde med. Jeg har ikke tidligere prøvet at røre blødt smør i en dej.)

Og mens jeg var ved det kunne jeg da også lige lave frosting til gulerodskagen og traditionel glasur til appelsin-rosmarin-kagen.

Lyder det manisk? Føltes helt klart sådan. Men ungerne havde fødselsdag og så må man traktere.

Og nu vi er ved traktementer. Madblogs er åbenbart det nye sort. Med madbloggertræf, konkurrencer og hvad vi har. Jeg benægter ikke markedspotentialet for madproducenter, men gennemgående synes jeg, at det er lidt kedeligt at læse om poetiske udskæringer af en gemen cherrytomat fra den lokale brugs eller højsang om en taco fra den lokale grill, som man lige har slasket lidt salat på. Det hele gengivet i fem fotos om how to. Men jeg synes jo også gymnasiele modebloggere, der fotograferer sig forfra og bagfra i samme type outfits, som min datter går med hver dag, er booooring. Igen, jeg kan se markedsføringsmulighederne for virksomhederne, men der er langt mellem de snaps, jeg gider læse. (Som der trods alt nogle stykker af, fordi de har mod, hjerne og kvindsmod (inden for begge genrer).

Og min pointe?! Tja...blogland er en gave til folket, men også en belastning. Og så skifter trends og tendenser hele tiden. (Uargh, glemte lige strikkeblogsne).

Jeg tror bare jeg fortsætter med min stil, når det rammer mig og passer.

Suslings køkken er færdigt (og lidt om håndværkere)

2011-05-23T16:02:00.004+02:00

Nå, hvor kom vi fra? Nå, jo. Mit køkken. Som nu er færdigt. Endelig. Mangler så lige at få afhøvlet gulv. Men hvis jeg skal se på en til håndværker inden for den næste måned, så kaster jeg op. Selv om mange af dem var rigtigt søde. Og pæne. Man kunne jo næsten blive helt svimmel af sådan nogle pæne, søde mænd. Med muskler. Der kan noget med deres hænder. Godt nok havde de ikke sømbælter på, som jeg synes er vildt sexet (weird fetisch), men altså de kom, så (godt ud) og fixede. Mens jeg vimsede rundt og takkede og takkede, for hver væg, der blev hvid, for hver fuge, der blev fuget. For hver dims, der blev sat i et skruehul. For hver låge, der blev justeret.

Har i årevis prøvet at køre den af på Anders, så mit hjem blev præsentabelt: "Uuuhm, jeg bliver helt vild af at se, hvordan din muskel bliver spændt, når du håndterer en skruetrækker!" Det virkede engang. Nu hopper han ikke på den længere og vil have folk til det. Så det har vi haft. I hobetal. (Vi betaler heldigvis ikke).

Og når det så er sagt, så blev det sgu for meget, at min lejlighed var omdannet til en skurvogn. Så nu har jeg købt limegrønne lamper og et pink/limegrønt blomstret plastiktæppe til køkkenet. Måtte ha' noget feminint. Midt i al det sorte og hvide og stål og glas og håndværkerdunst. Kun et touch. Vi skal jo kunne være her allesammen. Også testosteronerne. Skumfidusen synes, at det er fantastisk. Min søn spurgte sin far, om det var mig, der havde valgt tæppe og lamper. Faren meldte tilbage, at det var det og så bondede de lidt over det. Personligt synes jeg, at de skal være lykkelige over, at jeg ikke oversvømmer det hele med shabby chick, retro tapeter, blonder, prikkede kopper, hvide sofaer og prutfri zoner.

Susling og hendes datter (og lidt noget med et køkken. Undskyld)

2011-05-17T14:40:00.003+02:00

Undskyld, men det er priknoget forfølger mig:

Min datter ringede hulkende til mig, fordi hun bl.a. skal op i matematik til sin studentereksamen. "Hvad med min fremtid?" hulkede hun i røret
Hvad skal man sige? Hvis man er sådan en som mig, der også kom op i matematik. Dumpede og ødelagde hele sommeren med at læse op til en reeksamination. Ville ønske, at man kunne fixe det med: "Vil du have et spidermanplaster på?"
Min søn havde et smøret grin på, da han kom hjem og skred igen. Han skal ikke op i matematik
Hele min lejlighed er pakket ind i plastik (noget med noget køkken). Får nu hvide vægge i næsten hele lejligheden. Og nye paneler. På firmaets regning. Jeg siger ikke noget. Til noget. Selv om jeg i skrivende stund sidder i et hjørne af mit soveværelse. Med 1/3 del af lejligheden omkring mig. Resten står under plastik i stuen. Men hei...Min lejlighed bliver fin hvid og køkkenet er bygget færdigt
Man skal huske at klage til de rigtige. På det rigtige tidspunkt
Kan så ikke klage til datters gymnasium om matematikeksamen. Gad ellers godt. Man er vel en mor. Der gerne vil beskytte sine børn
Kan man så ikke. Beskytte dem, når de er blevet store. Desværre
Men man kan klage de rigtige steder. På det rigtige tidspunkt
Og lære dem, at man må finde sig i en del. Bide tænderne lidt sammen. Og så slå til, når man ser sit snit
Mit hjerte bløder lidt for hende midt i al min hvidhed og plastik

Susling i punktformsmode

2011-05-11T16:26:00.003+02:00

Er kommet i punktform-mode (Sorry)!

Så gik man selv hen og havde fødselsdag. Praktisk for min bror. At jeg sådan er den ældste. På den måde bliver han jo aldrig rigtig den gamle. Så længe jeg lever.
47 år! Godt? Skidt? Ved ikke. Føler mig ikke rigtig gammel. På gammel måden. Mere som i et tilfældigt tal. (Kliché.Ved det. Men til evt. yngre læsere. Vent bare til det bliver jeres tur. Et år fra eller til ændrer ikke det store ved helhedstilstanden. I hvert fald ikke når man er i fyrrerne. Hvordan det ser ud, når man når 50, skal jeg ikke kloge mig på. Men der er jo også laaaang tid til)
Spekulerede i dag over, at det i gamle dage hed, at man var arbejdsløs. I dag er man ledig. Det betyder vel i princippet, at man før havde mistet noget, som man skulle have igen. I dag er man ledig og vel selvforskyldt lediggænger. Man kan så være Ny lediggænger, hvor der stadig er håb og så kan man være lang tids lediggænger, hvor alt håb er ude, fordi man bare er doven
Undrer mig stadig over hele fokus på, hvordan man sætter sit cv op. Har fået et par gode råd. Følger dem. Men helheden er vel den samme. Og betyder det, at arbejdsgivere er blevet dummere? Er da både kommet til samtale og har fået job på helt almindeligt ikke specielt tilpasset cv.
Måske er jeg blevet gammel. Når jeg gider at skrive om den slags. I stedet for at lave min egen markedsføringsplan.
Og næsten hidse mig en anelse op over pt. 2020-forhandlinger. Altså kun næsten. Meget underligt det der sker lige nu. Grænsekontrol vs. nedskæring i efterløn: Undskyld?! Hvordan skaber det flere jobs og sætter gang i hjulene i Lidenlund?
Meget gammelkone, at tænke sådan
Og have en datter, der snart bliver 20!
Og som snakker om at flytte hjemmefra
Og en søn, der gror fuldskæg
Og at de har givet mig en oplevelsesgave i fødselsdagsgave
Så deres far og jeg kan nyde hinanden
Sødt tænkt
Nu skal vi så også snart fejre dem
Og holde studenterfester
Hvad giver man en datter, der bliver student?
En Parkerpen?
Nok ikke
Selv snakker hun om en lamineringsmaskine
???????????????????????????????????
Nok bare mig, der er blevet gammel
Har dog investeret i nye sneakers
Er lissom trenden
Som jeg generelt hænger lidt ud med stadig. Trends altså
Så helt gammel er jeg ikke endnu

Susling om det familiære gaskammer

2011-05-08T17:02:00.003+02:00

Undskyld, men kan kun klare at beskrive det her i punktform.

Har været til min lillebrors 40 års fødselsdag i går
Fik god mad
Ville egentlig have holdt en tale for ham
Men hans svigerfamilie fylder meget
Hans svigerfar holdt en tale om, hvor godt det var for min bror, at han var kommet ind i deres familie, så de kunne give ham struktur og stabilitet
Min brors kone holdt en tale om, hvordan det hele sejler for hende, når han er ude på forretningsrejser og hvordan han giver hende struktur og stabilitet
Fik at vide, at min bror køber tøj til hele sin familie
Også sin kone
Og vasker det
Og gør rent
Brors kone var faldet ned af trappe og havde forstuvet sin fod
Brors familie syntes, at Bror skulle tage sig af sin kone og skaffe hende et elastikbind. Hans fødselsdag med mange gæster lissom. Brors svigerfamilie inaktive.
Jeg skrider til handling og skaffer et elastikbind, som jeg giver tudende svigerinde på. Hendes familie stadig inaktive og sidder i en klump omkring tudende svigerinde
Fester, spiser, danser, snakker med folk
Anders bliver lidt vissen
Andre bliver visne
De fleste går
Bror alene med os. Der er er rodet.
Jeg går ind til svigerfamilie, der sidder i en klump omkring tudende svigerinde
Siger, at min bror godt kunne bruge en hånd
Brors svigermor går fuldstændig op i en spids
Skriger mig med ind i ansigtet med en skinger stemme, om hvad fanden jeg bilder mig ind. Nu har de knoklet løs i tre dage og at jeg forøvrigt er en højrøvet skiderik, der ikke kan finde ud af at hilse (øh, der var lissom mange mennesker og jeg talte da med en hel masse)
Bliver lidt paf, men ikke rystet. Alle andre løber ud af stuen. Stortudende svigerinde sidder tilbage. Jeg spørger, om hvad der lige skete der. Hun trækker dynen op over hovedet
Går ud og hjælper som den eneste min bror med at rydde ud og rydde af
Hiver småvissen Anders af sted mod Metro
Kommer hjem og falder i søvn
Kommer i dag i tanke om, at min bror har fortalt, hvordan hans svigerfamilie hele tiden dukker uanmeldt op og bliver i flere dage
Og kommenterer deres rengøringsstandard
Og græsplæne
Og bare går i gang med at reparere ting hos dem uden at de er blevet spurgt
Når de dukker uanmeldt op
Var det min svigerfamilie havde jeg sat grænser op for længst (gjorde jeg også)
Familier kan være meget invasive
Men havde jeg holdt min tale, så ville jeg have fortalt min bror om den dag, hvor min tante, der passede mig, mens min mor var på hospitalet, fortalte mig, at nu havde jeg fået en bror. Hun hang ud over altanen og råbte det ned til mig, der legede udenfor. Kl. var lidt over 16.00 en varm majdag
Jeg ville have fortalt ham om, hvor glad jeg blev og hvordan jeg 6 år gammel stak af sammen med mine kusiner og løb hen over marker og plukkede kornblomster og valmuer på vejen til det lille provinshospital
Hvordan jeg så ham blive holdt op bag en rude
Et kæmpe hovede og en krop svøbt helt ind i en puppe, som man gjorde i Østrig den gang
Hvor lykkelig jeg var. For det var min bror
Og jeg ville have fortalt om, at jeg stadig har et stort ar på min fod, fordi jeg sad fast i et stykke pigtråd på vej tilbage fra hospitalet mens jeg og mine kusiner løb hen over kornmarkerne
Det ar minder mig stadig om min brors fødsel - på den gode måde
Jeg ville også have fortalt om, hvad jeg sagde til min lille datter, da hun fik en lillebror
Det er godt, at få sig en bror
Nu er du nemlig aldrig alene
Du vil altid havde din bror

Susling om hår, mode og frisører

2011-05-06T11:39:00.004+02:00

Min søn er ved at anlægge fuldskæg. Og det lykkes for ham. En ret god præstation for en 16-årig skulle jeg mene. Han var også gået i gang med projekt selvrensende hår. Sådan noget, hvor man ikke vasker sit hår, men kun skyller det og så skulle det holde sig rent af sig selv. På sigt. Nok ikke en særlig god idé påpegede jeg, hvis man samtidig bruger voks for at få "nazi-frisuren" til sidde (noget med meget kort i siderne og langt på toppen). Brugte modefrisøsen som reference, bare for at lægge lidt ekstra autoritet bag. Det kunne han godt se og så gik han ud og vaskede håret. Og proppede noget mere voks i, da det var tørt.

Min datter har fået en 20'er page a la Die Asta. Og er holdt op med at farve sig mørk. Efter at frisøren (igen slog autoriteten til) havde påpeget, at det var lidt uhensigtsmæssigt og at hun havde fået lyse orange spidser. Ku' jeg da godt have sagt. Men hvem lytter til en gammel mor, der ikke synes, at hendes datters rødgyldne hår skal være i en helt anden farve.

PS. Selv ER jeg jo NØDT til at farve håret (status quo-projektet) og barbere min hage (ville se uskøn ud med fipskæg). Så det er da helt åbenlyst, at jeg ikke er med på de nye hipstertrends.

Suslings hverdag

2011-05-05T11:34:00.003+02:00

Ved ikke rigtigt, hvad man skal tænke, når man har skrevet sådan en overfrisk se-mig-lige-jeg kan-alt-uopfordret ansøgning og får tilbagemeldingen om, at de fornyeligt, har haft en stilling slået op, og at jeg ryger med i puljen, fordi de stadig er i gang med at vurdere ansøgningerne. Going. Tror nok, jeg ville havde skrevet den lidt anderledes, hvis jeg havde vist det.

Denne uge er iøvrigt udnævnt til marathonansøgningsskrivningsuge. Nu skal jeg altså videre i mit liv og tjene penge, der matcher min smag (og undgå tvangsaktivering, som f.eks. den journalist jeg hørte om, der blev sendt ud i en børnehave som pædagogmedhjælper. Hvordan grejer man lige den på cv'et? Skriver, at man er gået undercover for at researche til en artikelserie om børns forhold i børneinstitutioner?)

Det må bare ikke ske. Tænk, hvis jeg blev aktiveret som pedel på en skole. Synd for skolen og for mig. Så jeg har nøje lagt en plan. Først morgenfitness, hvor jeg slås med de andre damer om tøsemaskinerne (stepmaskinen, ballepresseren, lårpresseren, mavepresseren og bingovingestrammeren). Tager også lige løbebåndet og brystknuseren. I dag udvidede jeg med romaskinen og rygstrammeren plus en omvej på cykel hjem. Og så er det tid til jobansøgningerne. Har sat mig for, at der skal lige 8-10 ansøgninger, når denne uge er ovre. Skide være med, hvad det er. Jeg søger (inden for mit felt) revl og krat. Efter fiskeæggemetoden, som Anders kalder det. Det bare om at sprede sin sæd og så håbe på, at noget bliver befrugtet. Ingen fine fornemmelser her. F.eks. har jeg søgt en stilling, hvor der indgår noget østrigsk og noget digitalt. Hvorfor ikke. Kender jo landet og taler sproget. Får jeg det job, så fejrer jeg det med at investere i en tyrolerkjole og begynder at gå med fletninger i en krans om hovedet. Bare fordi jeg kan.

Susling om tidens tand

2011-05-04T15:15:00.003+02:00

Når jeg møder nogle af dem, jeg har kendt tilbage fra jeg var helt ung og som jeg kun er stødt sporadisk på siden, så begynder de at fable om, hvor åleslank jeg var den gang og hvor fantastisk flot, skinnende og langt mit hår var. Øh, da cool nok, at der var nogen, der synes jeg var flot i sin tid (ikke at jeg selv ku' se det). Men det får mig også til at føle mig temmelig Prop &Bertha-agtig på den afdankede måde, når de siger det. For står det virkelig så slemt til nu? Jeg ser mig jo i spejlet hver dag og så vænner man sig til det, spejlbilledet viser. Ooog, så er jeg den, der render hurtigere end en hest kan rende, hver gang nogen hiver bare antydningen af et kamera op. Synes altid, at jeg ligner noget katten har trukket ind (men det har jeg altid syntes). Til sammen levner det vel ikke mange chancer for at vurdere, hvor meget tidens tand har gnavet i én.

Derfor blev jeg dybtfølt og inderligt taknemmelig, da en jeg havde på middag fornyelig og ikke havde set i næsten 8 år, sagde:"Hei, du ligner så meget dig selv!" Af hjertet tak, siger jeg bare!

PS. Tror ikke, at jeg kan genskabe eksakt fordums glans, bliver trods alt 47 om 6 dage.Gider heller ikke rigtigt, hvis sandheden skal frem. Men man kan vel for fanden sætte sig for, at holde et vist status quo! Så, hvis I ser en kvinde i fitnesskluns (med malerpletter, fordi jeg på et tidspunkt brugte det til at male i. Havde droppet tanken om motion og så kunne man jo lige så godt bruge det hejs konstruktivt) på løbebåndet eller ved ballemaskinen fuldstændig højrød i hovedet. Så er det bare mig, der prøver som minimum at være det nye unge fyrre, forrygende og fabulous (det står der altså i det dameblad, jeg skimmede i dag hos modefrisøsen, der holder mine grå hår stangen).

Susling om venskaber

2011-05-03T12:29:00.003+02:00

Nå, men mens jeg sidder her og venter på endnu en håndværker, fordi de har installeret min nye vaskemaskine forkert, så den stille og roligt vandrer ud af skabet, når den centrifugerer på hele 1600 omdrejninger (ja, vi husmødre går op i den slags) og jeg kan lugte mine sure tæer, fordi jeg har været til fitness og ikke gider gå i bad (adr), så kan man jo filosofere lidt over livet (øjeblik, de tæer er for slemme. Back in a jeefy). Så er jeg her igen...og det jeg filosoferer over er venskaber. For det er gået op for mig, at ingen af dem, jeg er venner med er normale på den småborgerlige måde.

Kender ikke en eneste med hus i forstaden og et prioritetslån. F.eks. har jeg lige genset et par gamle veninder, hvor den ene er lesbisk, har boet på Christiania, og nu er begyndt også at være til mænd og den anden har i årevis levet af at skrive erotiske noveller og foretrækker at bo alene med sine børn og have sine mænd i skabet. Så er der hende, der tror på reinkarnation, ham der er buddist, og kaoten, der er evigt ulykkeligt forelsket. Så er der Magic Boy i New York og hende den gudindesmukke, der en gang i mellem taler i stream of consciousness, så man skal være hurtig, hvis man skal fange hendes pointer. Og dem, der er gamle punkere og hende, der er den evige boheme.

Lidt af en blandet buket...og hvordan er det nu...man skal kende sig selv på sine venner! Her har jeg prøvet at rende rundt og tilpasse mig et stadig mere borgerligt og bonert samfund. Og kedet mig bravt, mens min hyppocampus blev stadig mere slatten og jeg ikke kunne forstå, hvordan andre kunne holde det ud, som de har dynget sig til i billeder af blomster og prikkede kopper.

Op på barrikaderne, venner! Det er ikke os det er galt med. Man må godt være lidt skæv og anderledes. Det betyder ikke, at man er en taber. Tværtimod!

Susling om mænd og roadrage

2011-05-02T12:43:00.003+02:00

I lørdags ringede jeg efter politiet. Og stillede op som vidne pga. noget roadrage, hvor den ene fik smadret sin siderude og sad med blod ud over det hele. Det andet vidne, der også stod der turde ikke selv ringe. Han var bange for at blive forfulgt af ham, der var gået amok, men som for længst var forsvundet. "Er du en mand, eller hva'?!!", udbrød jeg. Så blev han sur og kaldte mig en dum kælling. Man skal ikke sådan fornærme små mænd i '30'erne. De har en meget sårbar manddom. Uanset hvor meget de puster sig op. Han havde ikke en gang kunne finde ud af at tage det rigtige nummer på bilens nummerplade. Jeg stak offeret noget køkkenrulle i hånden og gav ham blå spiderman-plaster på næsen. Og så gik jeg hjem til mig selv og spiste middag med en kær gammel veninde, som er mere mand, end rigtige mænd.
Det andet endte vist med, at politiet tog offeret med sig, fordi han kørte i en firmabil på en lørdag og havde drukket.

Susling på hausfrau-måden

2011-04-28T11:55:00.006+02:00

Det er en anelse bekymrende, så hurtigt jeg er faldet ind i Hausfrau-rollen igen. Dag 3 i min nyledighed og jeg er i fuld flor. Som her i morges, hvor jeg trippede af sted i mine nye swedish hasbeens med min indkøbskurv over armen for at købe mel og gær. Spoing. Kl. 9.00 stod jeg der. (Jeg er også begyndt at se et tysk madprogram. Ikke at det er mig, der laver maden her i huset. Men jeg nyder at se på, at andre laver mad. Og fantasere lidt over, hvordan jeg ville gøre mig som tysk hausfrau iklædt tyrolerkjole og fletninger. Oh lykke, hvis det var det eneste man skulle: gå i tyrolerkjole og lave mad).

I løbet af meget kort tid har jeg også indledt et kærlighedsforhold til mit køkken. Dagligt stryger jeg kærligt mine fine sorte bordplader, mens jeg frydes over, at resten af familiens uvaner ikke kan ses. Ingen ringe efter te-kander. Ingen fedtpletter og misfarvninger. Kun salighed. Jeg trækker skufferne ud på mit nye skuffedarium med plads til bestik, køkkengrej, poser og madpapir, karklude og i bunden kartofler, løg og den slags og skubber dem i igen, mens jeg nyder det lille shwuish skufferne siger, når de lukker sig af sig selv det sidste stykke. Så kan det godt være, at håndværkeren har sat grebene forkert på. Det bliver vel rettet. Men bare det, at jeg har et skuffedarium med overskuelige skuffer, kan få mig til at falde helt i svime. Lige som når jeg åbner en skabslåge og der er plads til det der står og ikke som tidligere, hvor det hele var mokket sammen i et stort kaos. Hvor man først skulle flytte det ene, for at få det andet ud. Mit første rigtige køkken! Jeg føler mig pludselig helt normal og meget hausfrauet.

Men jeg ved jo godt, at det er en stakket frist. En kort periode, hvor jeg kan tusse rundt og vaske tøj, tørre støv af, gøre rent på badeværelset, bage, gå til fitness, snakke med ungerne, når de kommer hjem fra gymnasiet og lave frokostaftaler med veninder, som også er ledige. I Danmark er man ikke en hausfrau og da slet ikke i den tyske stil med forklæde und alles og selv om jeg kort godt kan dagdrømme om, at komme fra Ingolstadt eller Heidelberg og være ferm i et køkken og blive værdsat for det, så er det bare en dagdrøm.
For i den virkelig verden. Min verden er det noget med dagpenge og noget om at komme videre, og noget med at tjene en ordentlig løn og få noget, der ligner en karriere. Jeg ved det godt og jeg gider også godt. Om et øjeblik, for lige nu i dette sekund er jeg fuglefri og indehaver af et helt normalt pænt køkken, som enhver hausfrau sagtens kan være bekendt. (Så skidt med, at det sidste først bliver lavet færdig i uge 19).

Susling on the move

2011-04-26T13:25:00.004+02:00

For at fejre min nyledighed gik jeg lige ned og købte et par sandaler. Jeg har set på dem længe og når nu det var det sidste par i min størrelse. Altså ikk', så må man godt. Sked på, at kortet er en anelse i dræn. "Schwuizz!", sagde det bare, mens jeg lukkede øjnene.

Nyledig, nyledig, nyledig. Jeg går rundt og smager på ordet. Mens jeg nægter, at lade det trække mig ned. Måske rammer følelsen mig ikke en gang, som den har gjort tidligere?! Jeg har i hvertfald gjort alt, hvad jeg kunne, for ikke at lade den nå mig. Alt hvad der kan smage af nøjes og taber er jeg ved at eliminere. Lorteskabet, der var ved at falde ned om ørerne på os er udskiftet. Jeg har smidt ud og foræret væk. Ordnet skuffer og skabe og lagt alt i snorlige rækker. Mit nye fine køkken, som er næsten færdig, har jeg indtaget - erobret - så det bliver mit og ikke tilfældige håndværkeres. Opvaskemaskine og vaskemaskine er skiftet ud, så dem jeg har nu er spritnye (leje, bevares, men det er jo vores koncept. De kan hele tiden skiftes ud til den mest effektive, miljø- og energivenlige version. Og lets face it. Man kan hverken tage hårde hvidevarer eller mursten med i himlen.)
Jeg har ryddet op på altaner og plantet nyt og enkelt. Havde sågår en huskeseddel med i planteskolen, så jeg ikke lod mig friste (var så ret svært under alle omstændigheder. Kunne dårligt se udbuddet for alle de voluminiøse amar'inder med dræberblik. Jeezz nogle popo'er! Ooog, det er så også noget jeg arbejder på. Ikke at tænke "Jeeezzz, sikken en gigant bagdel og så videre". Messer for mig selv: "De gør jo noget ved det og de er ude og...og...og...").

Min plan er, at gøre alt enkelt, overskueligt og gnidningsfrit. Så jeg ikke snubler over irritation. Så jeg ikke bliver trukket ned et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Om lidt skal jeg forhandle med malere, der skal give mig tilbud på, hvad det vil koste at få malet min stue og køkken og så vil jeg bestille en karriere-kom-videre-samtale hos min fagforening. Alt sammen iført mine nye sandaler.

Suslings forpulede køkken vol. 8888888888000000

2011-04-21T09:52:00.003+02:00

Nu er jeg ikke supererfaren udi køkkenbyggeri. Det er første gang i mit liv, jeg får noget alle andre har haft ret til i adskillige reklamer. Så jeg kender ikke rigtigt listen over reaktioner, når man er i gang med sådan noget. Bortset fra, at jeg har hørt, at folk er blevet skilt pga. køkkenprojekter. Nu tror jeg godt, at vores 27 år lange forhold kan klare et bette køkkenprojekt. Men lidt vrede har der da været. Så i går aftes skred Anders. Og kom hjem igen. Og det blev jeg glad for. Savnede ham vildt, da jeg stod der helt alene midt i alle flyttekasserne og tømrerstøvet. (Den er altså helt gal, når man har haft tre tømrere på, ved hvad de hedder, hvem der gør mest rent efter sig og ovenikøbet har fået sig en yndlings en af slagsen). Har så også lige haft tre besøg af elektriker, 3 af VVS'ere (den sidste gang kom bliktuden for at lave noget, han allerede havde lavet!), 3 køkkenkonsulenter har været ind over (nu vil jeg kun snakke med Chefen!) og så kom der også to malere. Vi snakker altså et lille projekt, som er en del af et større projekt i det lejlighedskompleks jeg bor i. Og vi er ikke, siger og skriver ikke færdige endnu. Da en af køkkenkonsulenterne kækt sagde, at de nok ville komme igen og lave det sidste i uge 23, fordi det jo også skulle være nemt for dem, samtidig med at snedkeren havde revet en stor del af skabene ned og var i gang med at sætte dem op igen - så blev jeg aggressiv, så meget, at Anders kærligt greb den og inviterede mig på købeburgere fra den gode biks i Skt. Annægade nede på vores kaj.
Men nu får vi da lige nogle vitrinelåger oven i hatten og det bliver på deres regning. Og så vil jeg have...ja, alt muligt ekstra sgu så. Ellers så kræver jeg at få min vask i sort. Som var den oprindelige plan. Og kører cc-finten på højt strategisk niveau, mens tømrerstøvet knaser mellem tænderne på mig. Har jeg alligevel tid til, nu hvor jeg igen er blevet en samfundsnasser.

Susling i proces II

2011-04-18T11:51:00.003+02:00

Jeg sluttede hos "afrikanerne" i fredags og tak for kaffe siger jeg. Det har ikke været en ubetinget positiv oplevelse hele vejen igennem. Men nu har man da bidraget til de fattige og har konstateret, at den her med, at dem, der elsker hele verden og favner bredt. Tja, de tænker som de fleste andre... og mest på sig selv. Måske er jeg bare sådan én, der ikke rigtigt kan have den slags - i for overdreven grad. Men sådan er der jo så meget. Som mit køkken f.eks. Vi er nu officielt den obligatoriske 10. lejlighed, hvor alt går galt. Wolla, de har simpelthen en statistik og den slår aldrig fejl. Jeg er pænt nedbøjet efterhånden. Skal have håndværkere både før og efter påske. Skabe, der er sat op, skal pilles ned igen, fronter skiftes ud, ting rykkes rundt. Så kan jeg hygge mig med det i min ferie, sammen med mine papkasser og håndværkerstøvet, som jeg næsten har opgivet at fjerne. Der kommer alligevel noget nyt dagen efter. (Må man godt skrige bare en lille bitte smule nu?)

Susling i proces

2011-04-16T11:15:00.004+02:00

Om mit køkken er færdigt? Tak fordi du spørger så deltagende! Vi er gået hen og er blevet en sag. Som kræver ekstra opmærksomhed. Med specialister. Der kommer ud på en lørdag.For at rette op på Klamphuggertømreridiots makværk. Så nu er der en rigtig snedker i gang. Med tommestok og specialistblik. Der er stor forskel på en tømrer og en snedker skulle jeg hilse og sige. Og nu er det altså sådan, at vores køkken er en Svane. Når det engang bliver færdig med håndtag på lågerne. Og justerede skabe, så man ikke bliver søsyg i sit eget køkken. Og jeg ikke længere skal bo i papkasser, hvor man ikke kan finde noget. Overhovedet. Fordi vi i vores store naivitet bare kylede det hele ned. Sådan tilfældigt.For vi troede, at det bare ville tage et par dage.Når det nu sådan var en stor entreprise. Og en Svane.

Jeg nægter, at læse noget som helst symbolsk ind i det her. Jeg vil bare gerne have et køkken. Der er færdigt. NU!

Susling under ombygning

2011-04-09T19:14:00.002+02:00

Om mit nye køkken er færdig? Tak fordi du spurgte. Selvfølgelig ikke. Konturerne er der, men finishen og færdiggørelsen, det blæser lidt i vinden og resten ligger i kasser, som vi skal sortere og stille på plads.

Lidt lige som mig selv. Jeg har været helt derinde, hvor jeg ikke kan sætte ord på og hvor den psykolog, jeg har gået hos i en kort periode, pludselig slog fagligt begejstret ud med armene, mens hendes lange smukke libanesiskkrøllede hår dinglede entusiastisk om hovedet på hende.
For nu havde jeg fat i den lille treårige pige. Hende, der ikke vidste om hun var købt eller solgt. Hende, der ikke vidste om, hendes forældre kunne tage vare på hende. Hende, hvis forældre stjal hendes rum, som bare blev mindre og mindre.

"Klik," sagde det inde i mit hovede og så smilede jeg et stort lettet smil og slog ud med mine arme, så mine ørenringe og mit lidt mindre libanesiskkrøllede mørke hår dinglede om hovedet på mig.

De allersidste forløsende ord. Siden har jeg smilet, så mænd flirter med mig og kvinder smiler tilbage. Og nu går jeg rundt med en sær indre ro. Selv om jeg selvfølgelig godt ved, at der skal finish og færdiggørelse til og jeg skal have pakket ud af kasser, sortere og stille på plads.

Suslings køkken er et smukt symbol

2011-03-27T10:51:00.002+02:00

Ikke et ord om mit køkken...Jo, jo..bare lidt. Det er næsten færdigt nu. I morgen bliver det sidste lavet. Og det bliver så fint, så fint. Med sorte bordplader, hvide højglansskabe i to lag, så de når helt op til loftet. Og der er fjernet en væg, så rummet er åbnet helt. Med frit udsyn til havnen den ene vej og udsyn over Christianshavns tage den anden vej.

Så kan jeg stå der bag disken badet i smuk udsigt og sige:"Hvad sku' det være?" (Da jeg var barn, elskede jeg at lege købmand og det Lille postkontor og indrette mit dukkehus og lave små landsbyer i min mormor og morfars have).

Nå, men altså det her køkken er næsten symbolsk, fordi vi for første gang selv kan bestemme, hvordan vi gerne vil ha' det og samtidig får fjernet en evig frustration og irritation. Som min veninde, der bor i opgangen ved siden af og som også har fået lavet nyt køkken, beskrev det:"Det har været en bæ i mit liv!" Yessir. En bæ mindre. Endnu en mental forhindring elimineret.

Det er mit livsprojekt p.t. Jeg er træt af at lade mig nøjes med, tilpasse mig, acceptere og forstå. Jeg er ellers supergod til det, som barn af en alkoholiker og en mor, der nok var mentalt syg længe, før jeg vidste det. Allerede fra jeg var helt lille, blev jeg hende med antennerne, der opfangede alle signaler og tunede ind på, om der var plads til mig og mit lige den dag. Nogle gange var der, andre gange desværre ikke, og så måtte jeg jo trække mig. Ind i mig selv og min egen fantasiverden, hvor jeg var herre over de verdener jeg skabte med mit dukkehus, min købmandsbutik, mit lille postkontor og mine små universer i min mormor og morfars have. Jeg er glad for at jeg kunne. Det blev min redning.

Siden har jeg skabt min helt egen familie, hvor mine unger ikke behøver at drøne rundt med antenner og hvor vi kan snakke om tingene. Og nu det nye køkken, som Anders og jeg har designet helt selv. Så mangler jeg bare at finde en levevej, som er den helt rigtige for mig og øve mig i ikke altid at gå til siden for andre og deres behov. Jeg er her også og jeg har også ret til at være på denne jord.

Susling siger: En ægte køkkenklassiker?

2011-03-25T10:02:00.006+01:00

Blot en lille hilsen fra køkkenhelvedet. I morges stod der en elektriker, en vvs-mand, to snedkere og så kom der en 3de. (Mit køkken er sådan ca. 4 m2.)
Bordpladen er skåret forkert, der er slup allevegne og så har de leveret en hvid vask i stedet for den sorte, vi har bedt om (gentagende gange). Blev spurgt om vi kunne leve med det? Det køkken kommer til at stå os i 70.000, hvilket svarer til en månedlig huslejeforhøjelse på 600,-! Så gu' fandme nej om vi kan leve med det.

Prøver så lige på ikke at være en hystade. Den midaldrende furie fra helvede. Mokken på 4. tv. Men jeg vil så gerne have et pænt køkken, lige som alle andre. For det har man ret til i følge Kvik. Lige nu ligner mit køkken i stedet noget Ikea-klamp, vi selv har knaldet op, så'n med venstre hånd.

Men...når det hele er fixet, så har jeg et ægte amerikanerkøkken med åbent udsyn igennem hele stuen og med direkte vue over havnen. Og dybest set er rodet og fejlene vel en standardkøkkenklassiker. Det er mit køkken så ikke, siger alle håndværkerne. Det må de meget rundstykke, at vi sådan kom til at tænke for kreativt.

Og dette var så åbenbart mit indlæg nummer 1000...hm.Og nok det til dato mest kedelige.

Susling siger: Forventningen om noget ikke så godt, er værre end når man er i det!

2011-03-20T12:41:00.004+01:00

Var ret bekymret, da jeg indså, at vi skulle leve uden køkken og dermed mulighed for madlavning, opvask og tøjvaskning i to uger. Anders og jer er planlæggere og et ret godt team, når lokummet brænder (gør det så heldigvis ikke. Vi er ret afhængige af det. Faktisk er det meget værre for dem, der er ved at få lavet nyt badeværelse. De har været uden toilet i 14 dage nu!) Så vi har planlagt og ordnet, som vi nu bedst kunne, men det forhindrer jo ikke, at man stadig er en bekymrer.

Men nu står vi midt i det. Med microbølgeovn og køleskab i stuen og kasser og ophobninger af diverse nødvendigheder smukt draperet hist og pist. Vi vasker op på badeværelset, spiser af paptallerkener og går ret meget op i, om man kan få anstændig og nærende ready-made, som man kan putte i micro'en. (Det er lidt af en udfordring det sidste. Hvis du spørger mig ligger der et ret godt forretningskoncept lige der. ) Og det er faktisk ikke så slemt. Vi har da både strøm og vand og varme og i næste uge bliver køkkenet sat op.

Nå, min pointe er, at man som menneske kan klare det mest utrolige, når man står i det. Man lærer at sno sig med de betingelser, man nu engang har. Når man er i det.

Synes så bare stadig, at man skal støtte op om demokratibevægelser, humanitær hjælp, udviklingsarbejdet og de hjemløse. Der er trods alt grænser for, hvor meget mennesker kan sno sig, især hvis de ikke har en forventning om, at alt bliver bedre igen. Det må faktisk være det værste.

Susling ode til det multikulturelle samfund

2011-03-19T14:50:00.002+01:00

Min datter måtte kaste håndklædet i ringen fredag. Hun havde dagligt slæbt sig med influenza over til terminsprøver, men fredag morgen efter en torsdag nat med høj feber, så kunne hun ikke mere. Hun måtte melde sig syg. Når man gør det, så skal man komme med en lægeerklæring inden for 24 timer. Hvis alt spiller, så er det ikke noget problem. Opkald til lægen, forklare situationen og så er alt klaret.

Det forudsætter bare, at alt spiller. I vores velordnede samfund forventer vi, at alt spiller. Men hvad nu, hvis lægen er på ferie, som vores var? Så kan man selvfølgelig ringe til afløserne, som lægen henviser til - i princippet.

Jeg er på arbejde og stakkels lille febrile og svimle Skumfidus ringende grædende bulletiner til mig, efterhånden som den ene læge efter den anden afviser hende. De har ikke tid, man kan ikke bare lige osv. osv. Skolen er også afvisende og insisterer på en lægeerklæring, ellers bliver hun bortvist. Så kan hun bare tage ud til lægevagten, siger de.

Og så bliver jeg sur. Nu må der vist noget mor på banen. Jeg spurtcykler hjem og vi tager så en taxa ud til lægevagten. Har tjekket hjemmeside inden og der står, at de har åbent fra kl. 16.00. Det har de så ikke. Først kl. 17.00. Men man kan da sagtens ringe fra kl. 16.00. Og man skal faktisk bestille tid først?!

Der står vi så, svimle, febrile Skumfidus og jeg, med ondt i halsen og arbejdstræt, på en parkeringsplads foran et hospital. Det er mig, der er moren, så jeg tænker hurtigt og ringer op til lægevagten. Forklarer situationen. Men lægevagten udskriver ikke lægeerklæringer. Det skal egen læge. Men lægevagten vil da gerne lave en notits og så kan egen læge lave lægeerklæring mandag.

På det tidspunkt er Skum og jeg meget trætte, men vi griber gerne et halmstrå, hvis det skal være. Så vi nøjes med det vi kan få og slæber os hjem igen (har ikke flere penge til taxa, så vi må gå de 4 km. hjem). Hjemme opdager vi, at lægen har ferie flere uger frem!

Så er det, at jeg tænker:"Rend mig i systemerne!" Griber knoglen igen og ringer op til Lægevagten. Efter "Der er 15 før dig" og mens jeg beder en stille bøn for mig selv om, at jeg kommer igennem til en anden, end den jeg tidligere har snakket med, får jeg en læge i røret. Det er heldigvis en ny og jeg forklarer min datters situation. Manden har en accent - mellemøstlig, pakistansk - jeg ved det ikke. Men han er meget lyttende og spørger ind. Jeg forklarer og så siger han, at jeg lige skal vente et øjeblik. Kommer så tilbage og forklarer, at Lægevagten ikke kan udskrive lægeerklæringer. Jeg sukker og siger, at vi virkelig har en krise og vi skal levere en lægeerklæring. "Øjeblik," siger han. "Hvad er dit nummer? Så ringer jeg op lige om lidt."

Det gør han så og forklarer, at vi skal ringe til egen læge og hvis ikke egen læge er der, til dem, der bliver henvist til som afløsere. "Det har vi gjort,"siger jeg nu desperat. "Ved du hvad,"siger han så. "Jeg skal ud på min egen praksis i morgen og der må jeg godt lave en lægeerklæring. Ring til mig i morgen." Og så undskylder han meget for det meget firkantede system vi har her.

I dag har vi fået en lægeerklæring, som er faxet til skolen. Så langt så godt. Og gudsketakoglov for en læge, der forstår og også forstår, at man ikke altid kan følge et rigidt, bureaukratisk dansk system. Nogle gange spiller systemet ikke og så kan man have nok så meget tillid til det og stille sig pænt op i køen. Men man kan også være villig til at bøje sig lidt hist og pist og på den måde undgå, at en dygtig og samvittighedsfuld 3. g. elev bliver bortvist kort før sin studentereksamen pga. nogle knoldede paragrafer og en banal influenza.

PS. Jeg har normalt ladet Skummis klare sin skole selv. Hun er stor nu. Men jeg tror alligevel, at jeg vil give skolen et lille skriv denne gang.

Susling om flygtningelejr light og endnu en flu

2011-03-16T14:05:00.003+01:00

Nå, så fik jeg selvfølgelig også 'fluenza - igen. Skrev på et tidspunkt, at teenagere var lige som babyer: sover, spiser og skider hele tiden og nu kan jeg tilføje, bliver lige så ofte syge, som da de var små, og smitter mig præcis som dengang.

Så kan vi sammen syge den i vores lille private flygtningelejr, hvor vi spiser af paptallerkener med plastikbestik og ungerne er mere end villige til at tage ud af bordet. Skraldespanden står lige i nærheden af bordet (ulækkert men ikke så mange andre muligheder) og så er det lige at samle pappet, række sig lidt til siden og smide det hele ud. Smart, synes de begge. Og de er også helt på, at vi spiser købepizzaer og andet take away. Dybest set mener de begge, at vi da bare skal fortsætte sådan. Som et stort gott verdamt teenageværelse! Personligt er jeg ved at gå i spasmer over tilvæksten i opvaskekurven og er lettere måbende over, hvor meget vi normalt putter i vaske- og opvaskemaskinen. Men man kan jo på en måde sige, at vi sympatilever med de stakkels japanere eller alle flygtningene fra Libyen. (Er verden bare forfærdelig lige nu, eller hvad?)

Susling samler ind på karmakontoen

2011-03-14T18:10:00.003+01:00

I morges efter, at jeg havde brugt hele weekenden på at tømme mit køkken ind i min stue, så vi nu bor ferielejlighed Bulgarien-style med køleskab i stuen og bestik og tallerkener smukt draperet hen over papkasser, startede jeg med ikke at kunne finde mit overtøj. Skumfidusen havde vist været lidt for hjælpsom. Så opdagede jeg, at jeg havde glemt at trykke på den lille lede knap på jobnet i går, så jeg nu ikke længere var meldt ledig.

Dagen før havde jeg opdaget, at DJ Brock havde smidt sin navneattest væk, så vi ikke kunne få lavet et pas til ham. Men det kan fikses, så jeg skrev et brev til kirkekontoret, om at han som teenager havde defekte frontallapper og om vi ikke kunne få en ny attest. Brevet sendte jeg til mig selv på arbejdet.

Fandt min grimme flaskegrønne 90'er dun jakke på bunden af skabet og hoppede i den, cyklede af sted som en gal, efter at have ventet på håndværkere, der ikke dukkede op og på arbejdet får jeg fikset brev og dramadronninget mig til, at jeg skam stadig skal stå tilmeldt det åndssvage dagpengesystem og dermed ikke mister min dagpengeret. Pfui...så når jeg at arbejde lidt og så ringer resten af min familie ind med influenza. Alle er gået ned. Og køkkenet har håndværkerne fjernet imens og måske, måske ikke kommer de i denne uge og sætter et nyt op. Kan også være i næste uge. Hvem ved?

Teknikken spiller ikke helt med det jeg skal og så er jeg sat fem år tilbage og så ringer Anders og fortæller, at vores gamle nabo er kollapset og at han midt i sin feber og flu måtte ned og løfte ham op sammen med andre tililende og også lige ringe efter en ambulance. Jeg går i frokostpausen for at poste et brev og møder gammel gymnasiebekendt, som også havde en psykisk syg mor. Når tilbage på arbejde, modtager flere sølleopkald og kl. 15.15 kaster jeg håndklædet i ringen og melder til arbejdsgiver, at familien er ved at kollapse og nu tager jeg hjem.

Køber ind og opdager adskillige fejl på bonen (jeg er stadig rolig), cykler hjem, klapper alle omsorgsfuldt på hovedet og sætter en gang tevand over - i stuen, remember! Skulle egentlig havde været på kompetenceudviklingskursus, men ender i stedet med ajax og skuregrej, fordi jeg endelig har en mulig for, at få bugt med alt det madsnavs, der sniger sig med bag komfurer og den slags.

Og nu...nu sidder jeg med ajaxgennemvædede sokker...og tænker:"I morgen...så bliver det en ny dag." Og hell, man kunne havde været japaner :-S

Susling om livskvalitetet

2011-03-13T16:17:00.002+01:00

"Hvad er livskvalitet for dig?" blev jeg spurgt om forleden dag. Fuldstændigt spontant råber jeg:"Et nyt køkken!"

Set i lyset af, at jeg er en frigjort kvinde (så'n principielt) og at jeg ikke er den, der laver mest mad hjemme hos os, så er det en absurd udmelding. Jeg kunne have råbt noget om selvrealisering, nye ørenringe og sko, karriere und so weiter. Men jeg råber: "Nyt køkken!".
Heldigvis forstod spørgerinden, hvad jeg mente. Nemlig noget med ro, ryttelighed og æstetisk flade.

Jeg bliver nemlig hjernelam af rod og mangel på æstetik. Jeg får klaus af at leve med noget, hvor der står fattigdom og taber skrevet ud over alle køkkenflader. Det er en selvforstærkende tendens, hvis man ikke har ordentlig råderum i sit eget hjem og bare lader sig nøje og prøver, at holde stand mod skidt og snavs og grimhed. Ikke lige den bedste selvfølelsesopbygger, at man står op til noget grimt og er den, der må kæmpe med skuresvampe og giftigt skurepulver for bare at kunne være.

Heldigvis kommer der nogle håndværkere i morgen og river mit lortekøkken ned og Inch allah, bygger de et nyt op inden for rimelig kort tid. Imens lever vi på campingmåden med mikrobølgeovnen og fastfood som vores bedste venner. "Så hyggeligt," smiler Skumfidusen. "Æhm, hvor er pålægschokoladen?", spørger min DJ Brockhouse.

Jeg smiler bare og tænker: "Endelig!"

Susling på kunstudstilling

2011-03-05T16:24:00.003+01:00

Nå, ja, droppede lige det med ny make up på peacockmåden, som skulle have været i dag, fordi Anders på samme tid ville have mig med til Koncert for traktorer i anledning af Charlottenborgs Forårsudstilling, som foregik på samme tid. Måske.skulle.man.havde.valgt. det Peacocky!
For der var ikke meget farver og vroum over det traktoroptrin.

12 grumpy gamle mænd, (plus en dirigent) på 12 gamle svenske og tyske traktorer iført ens beige kasketter og lakonisk jydeblik (det må jeg godt skrive, for min højtværtsatte svigerfar kom fra Thy og han var både grumpy, skægget og lakonisk). Traktorer i konstant tomgang med dieseludstødning og en dirigent, der hoppede op og ned. (Ku' så kun se toppen af hans dirigentstok en gang i mellem, når han hoppede særlig højt, henover kødranden af kulturelle 68'ere og deres afkom).

Teknisk set burde det have været en meget interessant oplevelse. Jeg sætter stor pris på hverdagslyde og en kunstnerisk fortolkning af det. F.eks. har Mathew Herbert lavet en koncert med lyde fra kroppen.

Men altså...ku' ikke høre nuanceforskellene i firetaktsmotorerne med deres to, tre eller fire cylindere. Selv om jeg prøvede. Virkelig.

Men når vi nu alligevel havde rundet Forårsudstillingen, så kunne vi lige så godt også se på det, der skulle være det næste banebrydende kunst (troede jeg). Jeg prøvede virkelig. Mens jeg maste mig gennem masserne af artsy fartsy fremtid og artsyfartsy fortid.(Hvårfår skal de unge kunstneriske quinder altid have underligt hår og grimme hatte på?) Men det eneste jeg tænkte var, at det var da noget underligt gnidret, indadvendt, sorthvidtnoget kunst. Masser af små bitte tegninger i gråt hvidt og sort på gulnet papir. Og alle de kunstvideoer med en flue i slowmotion! Eneste opløftende syn var en fyr, der kravlede rundt på et stort stykke hvidt papir og tegnede nogle meget Michelangeloinspirerede mennesketegninger med kul. Det var der da lidt format over. Nå ja og så var der også en finsk kvinde, der havde vundet en pris og faktisk også havde lavet nogle af de eneste billeder, jeg stoppede rigtig op ved. Men selv de var sgu stadig introverte og gnidrede.

Og så blev jeg tissetrængende, men orkede ikke damekøen og mere kunst. Så vi krydsede den lokale bro hjem igen.

Nå, men undskyld og ahem...jeg er ikke kunstforskrækket eller rindalist, men jeg fik faktisk en meget større kunstoplevelse, da jeg for et par uger siden besøgte nogle fynske venner og vi lige slog et slag omkring Faaborg Museum med de fynske malere. Deres beskrivelse/fortolkning af lys slog benene helt væk under mig. Og så var der som bonus også en lille vandreudstilling med Skotte Olsen (se også lige her.)

Just call me peackocky, men farver er vigtige i mit univers.

Susling om gamle venner

2011-02-27T12:53:00.005+01:00

Hvis der er noget, der kan sætte livet i perspektiv, så er det, når man mødes med gamle venner, som man har kendt helt tilbage fra den gang man var en ung vred sylfide punkinde. Bortset fra, at man hurtigt kan blive enige om den musikalske underholdning og vippe lykkeligt med tæerne til gode gamle klassikere, så er sådan et møde også et fantastisk spand af kontinium, der sætter alle hverdagsbekymringer til vægs.

Set i forhold til livets lange spundne tråde, så betyder det enkelte øjebliks bekymring faktisk ikke det store. De gamle venner er her stadig og det er jeg også på trods og på grund af. Min aldrende ungersvend bliver pludselig ung og dejlig igen og fniser lykkeligt (godt hjulpet på vej af modefrisøsens kunnen. Jeg gik decideret ned og råbte et stort tak, fordi hun havde gjort min mand så flot). Jeg krøller glad benene op under mig i den store sofa og tager elastikken ud af håret, så det hænger lige så frit, som jeg føler mig og får pludselig en stor trang til at stryge de gamle venner på kinden.

Vi lægger os lidt ud, taber os igen, vores børn gror og bliver store med deres egne liv, men vi er pludselig i få timer fanget i en lomme af den gang, hvor vi var de unge og håbefulde. Måske er tindingerne blevet lidt højere. Håret gråt på dem af os, der ikke griber til fusk med farver. Der er også kommet nogle rynker til hist og pist, men det ser vi slet ikke, når vi råber, griner og vipper med tæerne. Og i få timer føler jeg mig ung og fri igen - men også bare som mig lige nu og her.

Susling funderer

2011-02-25T13:07:00.003+01:00

I morges vågnede jeg op og kunne kun trække vejret gennem munden. "Godmorgen,"snøvlede jeg til ungerne og tænkte:"Pis os'!" Og så slugte jeg en allergipille, for det er så sikkert som amen i kirken og at erantis og vintergækker er de første forårstegn, så er opstarten på min allergi også et tegn på, at nu er foråret på vej. Det var det så ikke lige - altså allergi, selv om den også rumsterer. Det var endnu en forkølelse og efterhånden begynder jeg at tro, at det er mentalt det er galt.

Svært at skrive om, svært at være i. For samtidig med at vi går mod lysere tider og jeg indeni har en sær ro, så river og flår det i min tænketank. Det er som at leve i en opadgående spiral, hvor tanketråde og oplevelser for 10 år siden møder mit jeg i dag. Jeg genmøder pludselig igen gamle venner og bekendte, jeg tænker samme tanker med fornyet kraft, og jeg føler mig defragmenteret, som om jeg skal bygge mig selv om igen, med de samme klodser, men på en ny måde. Det er sært og det føles sært. Især når jeg står og stirrer på mit aldrende ansigt og pludselig husker, hvad jeg ville som 10 år yngre. Og samtidig sidder med snot og et lille sår under hagen, fordi jeg lige skulle fjerne et gammeldameskæghår, men kom til at tage Skumfidusens bikinihårsskraber istedet for benskraberen, der plejer at kunne fixe den lille sag. Kan ikke anbefales!

Susling om kærlighed

2011-02-16T13:02:00.003+01:00

Nå, for den, så glemte vi lige det der Valentines hejs! Ville nok også falde besvimet om, hvis Anders kom hjem med en buket roser eller så'n. Skal vi ikke også bare blive enige om, at med næsten 27 år i samme seng, så behøver man ikke at bekræfte sin kærlighed på den materielle måde?

Det funker jo det skidt. Kærligheden er der, når jeg kan mærke, at jeg bliver mild i øjnene, når jeg ser på ham. Når jeg stryger hånden hen over hans åh-så-velbekendte ryg. Når jeg kender hver en kringelkrog af hans krop og også kan tage, at det ikke længere er den helt unge mands krop. Når han stædigt holder fast i, at mine bryster er lige så fine, som da jeg var ung og vi begge ved, at han lyver. Når vi kan snakke om ungerne uden at bruge mange ord og begge ved, at vi er enige. Når vi tager ansvar i hver sin ende og ikke behøver at millimeterdiskutere. Når vi bærer over med hinandens svagheder og også kan se, hvis det ene er ved at bryde sammen eller bare synes det er tungt lige nu. Jeg kender hvert tegn og det gør han også. Det er så ikke det samme som, at vi hele tiden lytter til den andens gode råd. Vi er jo også hver vores og tænker hvert sit. Og så alligevel. Det nyeste vi har lært om kærlighed, det er at være blide. Ikke forcere og konfrontere, men bare lige antyde og lade den anden tænke selv.

Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg ville have været uden min Anders.

Susling om at blive ungpigeagtig igen

2011-02-13T13:08:00.016+01:00

I går besteg jeg min cykel, som er næsten ny og som jeg elsker, fordi den er flunkende flot, racercykelagtig og har friløb, så jeg kan cykle "baglæns" med pedalerne, når jeg er på vej mod et af de utallige røde lys, vi er velsignet med her i København. Det er sådan en helt særligt teknik, som jeg dyrkede meget som ung, da jeg havde en Søgreni racercykel. Langsomt frem mod det røde lys og så cykle baglæns, mens jeg holder balancen indtil lyset skifter.

Denne lille daglige glæde, har jeg i mange år måtte ofre i moderskabets (og siden selvbegrænselsens) navn, fordi jeg skulle have barnestole på og ekstra forstærkninger og bremser både her og der. Men nu... nu er jeg den glade ejer af en smuk og elegant Jensen cykel med syv gear, som jeg har fået for en slik...og jeg har fået min cykelglæde igen. Bliver helt zen i hovedet af det.

Nå altså, jeg cykler af sted. Mit mål er Magasin. Det er en meget kort distance, fra hvor jeg bor, så det går hurtigt. Min plan er at investere i en ny rouge, fordi Skumfidusen, der jo synes, at det er så hyggeligt at dele, har taget min med til Prag. Jeg er ret målrettet og styrer resolut hen mod Mac-standen. (Elsker Macs produkter og farver). Det er lang tid siden, jeg sidst har opdateret min makeup-beholdning. Det føles næsten frækt, sådan at give sig selv noget, der dybest set ikke er nødvendigt. "And do you have consealer and foundation?", spørger den smukke unge Mac-pige mig, da vi er blevet enige om farven på rougen. "Well, yes, I do have a foundation, but could you show me a consealer?" (Yes, my boys, her i København er vi bare So International!)

Nu begynder det at kamme over for mig. Jeg er ude i noget ren frås. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smækket penge på bordet til så meget unødig luksus til mig selv. Nå, jo! Da jeg var yngre. Der var jeg pænt opdateret. De senere år har fornuften lagt sin klamme hånd på alle udskejelser. Det går nok med den billige shampoo fra Netto og hvorfor dog bruge penge på tøj, bare fordi det pænt og moden er skiftet? På et tidspunkt brugte jeg gladeligt 2000,- eller mere om måneden på mig selv. Bare fordi. Men så gik jeg i sparemode og ansvarlighedstilstand. (Har dog stædigt holdt fast i frisør og ansigtscremer og fitness). Nu er det blevet sådan, at hver gang jeg bruger bare en lille bitte smule på mig selv, så går jeg i akut dårlig samvittighed. Er det nu nødvendigt? Burde du ikke lige tænke dig om en ekstra gang? Og jadajadajada.

Jeg blev så høj af oplevelsen med at spendere på mig selv, at den smukke Mac-dame også lige fik mig med på, at jeg da skal til en makeover (gratis). "How about some new inspiration?" kvidrede den skønne. "Well, why not?" svarede jeg og tænkte i noget pænt diskret midalderende damelook. Nu har jeg så lige opdaget, hvorfor det er en gratis session:

"(...)Introducing Mega Metal Shadow. Dramatic doesn't even begin to describe the girl who knows she's Peacocky!" (:-S)

Nå, hvad. Det går jo meget godt i spænd med min nye cykel, mit nye spontane forbrug og det faktum, at Anders og jeg ikke længere falder snorkende om på sofaen, men bruger vores tid en lørdag aften meget mere konstruktivt med høj musik og ...(host, host).

Susling: Alive and kicking!
(Bemærk rougen!)

PS. er ikke sponsoreret eller betalt eller noget. Det er bare nogle af mine ynglingsprodukter.

Susling om sin søn

2011-02-10T15:58:00.004+01:00

Jeg har fået ryddet op og gjort rent. Man kan ikke gro til i skidt, vel! Beskeden er ikke helt kommet endnu, men på den anden side er jeg heller ikke svigermor længere. DJ Brock var ikke forelsket nok. Fint, men nu er Skumfidusen og jeg (og Anders) trætte. Som Skummis sagde:"Nu må I sige til ham, at han skal stoppe! Jeg kan ikke holde ud hele tiden, at skulle sidde ved spisebordet og være sød og imødekommende over for en smuk pige, som så ikke er det rigtige alligevel."

Yes, my boys! Sådan har vi det også. Så nu har jeg sagt til min smukke, høje, blåøjede søn med det sensuelle mørke hår, lange øjenvipper og skæg (!!Han er 16 for fanden), at det er meget muligt, at han har nutzifaktor og at den ene skønhed efter den anden falder for ham, nu orker vi bare ikke mere og han skal være lidt mere varsom med, hvem han præsenterer for os.

Er jeg for hård? Meget muligt. Men vi har jo lizzom oz følzer.

Susling om rod

2011-02-05T11:14:00.004+01:00

Når det roder i mit hovede, så roder det også i mit hjem og det er jo noget værre rod. For jeg kan faktisk ikke lide rod overhovedet. Hvis jeg f.eks. er et andet sted, hvor der er rodet, så går jeg pr. refleks i gang med at rydde op. Ikke for at fornærme nogen, men mest bare sådan, så man kan være der og ånde frit.

Men ikke hos mig selv. I hvertfald ikke i de øjeblikke, hvor jeg som nu kan mærke, at der er en besked på vej, fra mig til mig. Jeg bliver ufokuseret og tuller rundt om mig selv. Kan ikke finde fred og dimser distræt afsted. Stiller måske badeværelserens ud på badeværelset, men går så igen. Sætter en vask over, men glemmer at hænge tøjet op. Konstaterer, at der trænger til at blive støvsuget og går videre. Rundt og rundt om mig selv. Jeg håber saftssuseme, at den besked snart kommer, så jeg kan få mental fokus igen. Ellers ender jeg i et af de her programmer, hvor der kommer to stramme damer med gummihandsker og et kamerahold.

Susling uden det store på hjertet. Men alt vel. Stop.

2011-01-30T21:35:00.004+01:00

Er blevet raskisagtig igen. Stop. Er blevet fotograferet. Stop. Det snakker vi ikke mere om. Stop. Har fået ny svigerdatter.Stop. Anders har fået job. Stop. Alt vel på Nordpolen. Stop.

PS. Kryds fingre for det folkelige oprør i Mellemøsten. Sidder selv på nåle og krydser alt, det jeg kan.

Susling om at snakke med sig selv

2011-01-26T15:09:00.004+01:00

Da jeg vågnede i morges ville mit hovede godt på arbejde. Men det ville min krop ikke. Den nægtede simpelthen. Det må man vel acceptere. "Nå," tænkte min krop så,"Man kan vel bruge nedetiden på noget konstruktivt og skrive nogle jobansøgninger". Men så stod mit hovede af. Det nægtede simpelthen. Ikke et ord kunne det tænke og alle jobopslag var dumme og rettet mod nogle helt andre end mig.

"Kom så I dovne fjolser!" skreg jeg. "Som minimum kan I vel samarbejde omkring en lille tur ud, så vi ikke bliver sindssyge." Det gad de så godt.

Vel ankommet i Brugsen (skal jo teste om jeg kan holde mig oprejst) var der den længste kø jeg nogensinde har set bortset fra nytårsaftensdag, hvilket så viste sig skyldtes, at alle de andre kasseapparater var stået af. Min krop, mit hovede og jeg stillede os pænt i kø og ventede meget længe og meget tålmodigt uden at brokke os. Vi tænkte bare:"Ok, moment of zen."

Da det endelig blev vores tur og vi havde placeret vores varer på båndet. SÅ STOD DET KASSEAPPARAT OGSÅ AF!

Det er der ikke noget at gøre ved (prøver lidt zen her). Så vi slæbte os kollektivt over til en anden butik i området (den lidt for dyre) og så slæbte vi os hjem igen og gav hinanden en high five, fordi vi dog havde holdt lidt sammen.

Nu har jeg så bedt min krop om at arbejde lidt bedre sammen i morgen og jeg har sagt til mit hovede, at vi skal ha' os noget positivt udsyn og visionere lidt på, hvad fanden det egentlig er vi vil. Og så er vi kollektivt blevet enige om, at man ikke kan forcere ting. Selv om det gad jeg altså personligt godt efterhånden.

Susling om effektive slankekure

2011-01-25T11:40:00.005+01:00

På et tidspunkt var der en fotomodel, der udtalte, at et ophold i Auschwitz måtte være den mest fantastiske slankekur. (Skal vi ikke bare tilføje: Den ultimative slankekur?). Jeg husker ikke præcis, hvem det var, der sagde det eller om det blev sagt i 80'erne eller 90'erne. Jeg skyder på 90'erne. Men uanset hvad, har udtalelsen har stået på min mentale "væg" lige siden, for den udtrykker jo dobbelt elendighed. Stakkels dumme modella, der var så desperat efter at tabe sig og samtidig var så blind for andres elendighed.

Men et eller andet sted har mange af os et mere eller mindre fordrejet forhold til vores krop.Det har vi altså og vi går også meget, meget op i, hvad vi putter i den og hvordan vi ser ud fra forskellige vinkler. Selv var jeg da ved at krepere, da jeg pludselig opdagede, at en eller anden havde stukket en cykelpumpe op i rumpetten på mig og havde pumpet mig op til en str. X-large. Ku' da overhovedet ikke genkende mig selv.

Siden er jeg så punkteret lidt og nu vil jeg gerne dele en hemmelighed med jer: Influenza og lungebetændelse er den nye slankekur!

Jeg tror så ikke, at jeg kan spinde guld på konceptet: "Virus dig slank". Og i længden er det nok heller ikke det sundeste for min krop. Men hell, jeg er forfængelig nok til med tilfredshed at kunne konstatere, at mine nyindkøbte jeans hænger på mig og at mine kindben træder lidt mere frem end tidligere. I et sindsforvirret øjeblik konstaterede jeg også, at det da var yderst belejliget, nu hvor jeg skal have taget portætter af mig selv. Så et eller andet sted er jeg vel lige så dum som modella.

PS.
Tager på arbejde i morgen - syg eller ej. Jeg må videre og ud. Satser på raskhed i morgen. Med mindre...DJ Brockhouse er lige kommet hjem med omgangssyge og jeg forsøgte selvfølgelig at holde ham ud i en arms længde. Orker ikke mere privat svagbørnskoloni.

Er vi lige en familie, der trænger til et to ugers ophold på Bahamas?!Er jo også lige blevet bikiniklar.

Susling om at blive fotograferet

2011-01-24T09:54:00.005+01:00

Jeg har et stort handicap i disse gennemfotograferede tider. Jeg kan ikke lide at få taget billeder af mig selv. Hver gang en eller anden retter et kamera mod mig, så bliver jeg helt stiv og akavet, og får et underligt stirrende blik og en fordrejet mund.

Da jeg var purung, blev jeg en gang imellem stoppet på gaden og spurgt, om jeg var interesseret i at blive model. Det skulle man så synes var meget pleasende for mit ego, men jeg gik bare i panik. Kunne slet ikke klare tanken om, at skulle stå der med "øjet" rettet direkte mod mig. Fuldstændig i fokus og centrum. Det hjalp så heller ikke, at jeg samtidig var en intellektuel og feministisk snob. Jeg skulle saftsuseme ikke udbyttes. Mit udseende talte ikke, kun min hjerne og min viden. Og så pæn var jeg da heller ikke. Jeg var både for tyk (jeg vejede 54 kilo) og havde en forkert hage og trængte altid til at få plukket øjenbryn og alt muligt andet. Faktisk var alle andre meget pænere end mig.

Men det går jo ikke, sådan ikke at have nogle ordentlige billeder af sig selv. De skal være på cv'et og på FB og på linkedin og jeg ved ikke hvad. Så nu har jeg en aftale med min to meter høje evigt ulykkeligt forelskede fotografven. Han har bedt mig om at bruge 10 min. hver dag indtil vi ses i næste uge på at tænke over, hvordan jeg gerne vil ses. HUH!Det er decideret angstfremkaldende for mig. Hvordan vil jeg gerne ses? (Skal vi starte med at blive enige om, at jeg nok ikke vil ses, som jeg ser ud lige nu med feberøjne og fedtet hår).

Hvordan vil jeg gerne ses? Donno. Som en professionel? Som lattermild? Som primadonna? Som mor? Sgu da et dybt eksistentielt spørgsmål! Ved da ikke, hvordan jeg gerne vil ses. Det er jo mig, der er betragteren. Blev nødt til at spørge Anders forleden: "Hvordan vil jeg gerne ses?" Det kunne han selvfølgelig ikke svare på. Og hvis han ikke kan svare, hvem kan så?

Susling på en søndag

2011-01-23T11:11:00.006+01:00

Om jeg er blevet rask? Tak, fordi du spørger. Overhovedet ikke. Hvornår jeg sidst har været i bad? Øh...så langt kan jeg ikke huske tilbage. Men jeg har til gengæld en flot hårkage på hovedet. Og jeg lugter meget naturligt. Tror jeg nok, for jeg har mistet lugtesansen. Og smagssansen.

Får jeg omsorg? Ja, da. Anders har lavet en dejlig "bliv rask nu, søde kone" drik med ingefær, havtorn, æble og gulerod. Den kunne jeg heller ikke smage - overhovedet. Men det var da dejligt med noget kølende gennem halsen og jeg er helt sikker på, at den nok skal hjælpe.

Er jeg ved at blive bims? Jep! Og jeg skal nok holde min kæft nu. Det her er jo bare en banal influenza garneret med en bette lungebetændelse. Ikke noget med operationer eller andre seriøse ting. Jeg bliver helt sikkert rask igen. Men please, det må godt være om snart!

PS. Ny Girlfriend er sød. Meget. Og er nem at omgås og helt normal og har både sin mor og sin far i samme hus og en lillebror, og to katte. Og hun synger i kor og laver sine lektier. Sådan noget kan en mor godt li´. Men jeg glemmer hele tiden, hvad hun hedder. Det må jeg altså arbejde på, ellers bliver jeg lige så pinlig som min far var, da han konsekvent kaldte Anders for Carsten i de første 6 år, vi var sammen?!

Susling om venner

2011-01-22T12:04:00.004+01:00

Vi har pigebesøg, jo, jo. Hun ser meget sød ud OG HUN BLIVER HER HELE WEEKENDEN! Must be lorve. Hun er lige så snottet, som jeg er og var mødt op med makeup og store røde næsefløje (og store smukke øjne). Stak hende diskret en stang lommeletter og en dåse e-vitaminsalve til næsefløjene. Hun er forøvrigt vegetar, og det skal respekteres, så i aften laver vi indisk vegetarmad med godt med ingefær og chili til at lufte luftvejene igennem!

Jeg har så tilgengæld nedtursbesøg. I følge min medicinkyndige veninde er det meget almindeligt, når man er på en antibiotikahestekur (hurra, for antibiotika. Havde jeg raget en lungebetændelse til mig før 2. verdenskrig, så var jeg død).
Men altså, jeg synes faktisk min verden er lidt betændt lige nu og i går tudede jeg ned i min pink discophone, da jeg ringede til min medicinkyndige veninde. Jeg har brug for mine venner lige nu. Mine rigtige venner. Jeg har brug for at vide, at de er der for mig. Heldigvis popper de op og fjerner den følelse af eksklusion, jeg har gået rundt med et stykke tid. (Måtte så lige aflyse en aftale i aften. Lungebetændelse og wine and dine går ikke godt i spænd).

Måske har jeg bare en buket venner, der ikke er som andre. Måske har jeg bare venner, der er lige som mig selv. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men hvis man rækker hånden ud, så er de der. Det er næsten bedre end antibiotika. For uden venner, så dør man en helt anden slags død.

Susling på randen af...

2011-01-20T12:51:00.005+01:00

I går aftes sådan ved spisetid råbte jeg:"Sayonara!!!" skred ud af døren, smækkede den hårdt efter mig og trampede op på torvet, hvor jeg åd en ristet med det hele hos Cafe Fodkold. Så vidste jeg ikke rigtigt, hvad skulle gøre mere og så trampede jeg hjem igen. Hjemme for hele familien rundt som små stressede myrer og gjorde rent og ryttede op. (Skumfidusen tog for første gang i sit liv badeværelset og har lavet en to-do-liste over deres kommende pligter på eget initiativ). Anders mente i øvrigt, at var jeg blevet væk lidt længere tid, så havde de sgu nok også støvsuget.

Jeg kan så ikke lige huske, hvad jeg blev så gal over. Men normalt er det ikke mig, der laver den slags dramaqueensk konflikthåndtering. Det er mere min bedre halvdel. Desto mere effektivt var det så åbenbart.

Men indrømmet, min lunte er lidt kort p.t. og i dag har jeg fundet ud af hvorfor. Jeg har fået konstateret lunge- og kæbehulebetændelse. Ny oplevelse in deed. Følte mig akut sølle, da jeg hvæsende trak vejret ind og ud hos lægen og siden stod storsvedende i køen på apoteket. Faktisk kom jeg til at springe mig selv over, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde trukket et højere nummer, end jeg rent faktisk havde. Sammen med alle de andre på apoteket, så jeg mig også forarget rundt, da ingen reagerede på: "123! 123!!" Da vi så kom til nummer 125, som jeg mente var det nummer JEG havde, gik jeg hen mod skranken med en hysterisk teenagepige i lige hælene. "125, det er mig. Det er det altså!"

Nu er jeg jo lejlighedsvis en pæn dame iført perler og pels, så jeg blev hamrende flov, men er jo samtidig også p.t. udstyret med kort lunte, så jeg sagde:"For satan! Undskyld og alt det her, men jeg har altså høj feber og akut lungebetændelse "(og følte mig et kort sekund som en alkonarkomanhjemløstabernasser). Så jeg fik heldigvis mine 'ganer (3 dages antibiotikakur) og slæbte mig hjem til svagbørnskolonien, hvor jeg endnu en dag kan feste på skatteydernes regning.

Bortset fra det, så skal man tage det her lungebetændelse ret alvorligt p.t. Min læge sagde, at det var epidemiske tilstande lige nu (pfui, jeg er helt normal!). Skumfidusen siger, at hun kender en, hvis chef lige er død af det, fordi hans kone tvang ham på arbejde, fordi hun ville have guccitasker (sådan meget forenklet). Nu er jeg så ikke lige den, der synes, at det er forsvarligt, at bruge et helt afrikansk børnehjems budget på en "Jane Birkin", og jeg har heller ikke nogen planer om at dø lige nu. Men jeg er taknemmelig for, at mine unger nu tager del i rengøringen.

Susling - en af arbejdsmarkedets heltinder?

2011-01-19T10:54:00.007+01:00

Jeg tog på arbejde i går, fordi jeg skulle bevise...Ja, hvad skulle jeg egentlig bevise? At jeg kunne køre på en cykel, gå op af nogle trapper, tænde computer og læse mails, besvare dem og aftale et vigtigt møde og så for resten af pengene bare sidde og stirre tomt ud i luften, fordi min hjerne ikke var samarbejdsvillig? Nå, ja, jeg formåede også lige at slæbe mig ned til frokost, kvækkende konversere kollegaer gennem de tiltagende febertåger og en brændende hals og så køre hjem igen kl. 16.15. Ret heltindeagtigt, ikk' sandt.

Og som tak for min heltedåd, er jeg i dag slået hjem og kan ikke overskue en dut. Kan dårligt løfte armene og synes, at det at tømme en opvaskemaskine eller at fjerne det vasketøj, der har hængt lidt for længe på stativet er uoverskuelige projekter. Fordelen ved det er selvfølgelig, at man så også kan tillade sig at ignorere rengøringstrængende badeværelse, gigant støvbolde og andre normalt påtrængende kvindesysler, der hører i børkategorien.

Jeg er med andre ord fuldstændig færdig med at lege heltinde. Feber, sandpapirshals og grødhjerne skal man tage alvorligt, skulle jeg mene. Jeg glemmer det bare hver gang.

Nååh!

Wednesday, Jan 19th, 2011 -- If possible, take some time away from work today. Even if you are very busy, you can still disappear for a short while by hiding within the privacy of your home or going on a personal mini-retreat without telling anyone. Keep in mind that how long you are gone is not all that important; the quality of your downtime is what counts. Shut out the rest of the world and concentrate on yourself.

Susling om strik og snot

2011-01-17T12:59:00.003+01:00

Fester lige nu med dyne (og te, og knækbrød og halstørklæde), men sneg mig lige ud for at investere i et par halstabletter. I kiosken så jeg i min febrile tilstand det nye Hendes Verden (ikke et blad jeg normalt dyrker). Temaet var så vidt jeg kunne se gennem briller og vandede øjne: Strik dig tynd. (jeg lader den lige stå et øjeblik).

"Hm, (nys) Strik dig tynd?Interessant. Er det noget med farten af strikkepindene? Er det, fordi man strikker stående og samtidig dyrker step? Snakker vi Zumbastrik? Eller er det videnskabeligt bevist, at garnvinding er lige så godt som spinning?"

Jeg er mystificeret. Gælder det så også for hækling? "Hækl dig hel". Eller syning? "Sy dig sund".

Suslings unger

2011-01-15T12:32:00.003+01:00

Mine børn er store nu. Meget store. Det er nærmest underligt at kalde dem børn efterhånden. Om 4 måneder, så bliver Skumfidusen 20 og DJ Brockhouse 17. Det er ikke børn længere. Det er unge mennesker (og heldigvis fornuftige). Skumfidusen kom glad ind i dag og trallede, at hun har en veninde, der kan skaffe en lejlighed til sommer og at hun gerne ville flytte ind sammen med hende. "Aj, hvad!?" udbrød faren. "Så bliver vi jo næsten alene."
"Tjo", svarede jeg. "Men det er jo naturligt. Selvfølgelig vil hun gerne bo for sig selv. Det ville da være underligt andet."

Og det mener jeg seriøst. Måske var jeg vild med at være mor til to bløde poder, der sagde skægge ting og lavede legekonstruktioner i hele huset. F.eks. den gang min datter syntes at vores bestik var familier og vi derfor hele tiden måtte spørge hende, om Familien Olsen, Jensen og Gårdbo ikke lige kunne komme på arbejde på spisebordet. Eller den gang vi havde Action Man træningsbane i hele stuen, hvilket betød, at vi måtte kravle henover og nedunder snore spændt ud mellem stole, borde og reoler i flere uger. Eller den ugentlige tur til Tøjhusmuseet, hvor vi skulle klappe kanoner og snakke om sværd og musketter og uniformer. Eller Skumfidusens prinsesseperiode, hvor kun kjoler, glimmer og gummistøvler duede.

I mit hovede var det altsammen lige i går alt det skete. Men samtidig så er hver periode i deres liv fantasisk. Hvert udviklingstrin er spændende. Som da Skumfidusen kunne stemme for første gang og vi cyklede trallende afsted ned til valglokalet, mens jeg råbte:"Velkommen til demokratiet!"

Hver ting til sin tid! Og glæder mig vel egentlig til den næste fase.

PS. Jeg har valgt at forlade min dyne. Bliver bare bims af at sølle den på svagbarnsmåden. Ikke, at jeg ikke må. Min familie er meget deltagende og omsorgsfulde. Men altså...

Susling på en sygedag

2011-01-14T12:46:00.005+01:00

"God morgen, nu skal I op," kvækkede jeg kl. 6.45 til mine to comatøse unger og skaffedyret på min højre side og så dejsede jeg om i min dyne igen (min bedste ven p.t.).
Jeg er ikke ligefrem på omgangshøjde i disse dage og det irriterer mig. For ærlig talt: Der er en hel verden derude og jeg vil gerne være en del af den. Selv med grød i hovedet og feber.

Da jeg senere fik øjne, flimrede det rundt i hovedet på mig med alt det, jeg skal og alt det, jeg bør og så smattede jeg ud igen. Det er vist ikke lige mig Fru Middelsvensson, der bygger verdenen lige nu eller driver hjulene rundt. Jeg fryser og sveder, hoster og harker, mens jeg bekymrer mig om, hvordan jeg får skovlen under fremtiden. Min fremtid. Ikke den nærmeste. Jeg har en to-do-liste, der er længere, end den tid jeg har tilbage hos "afrikanerne". Men den næstnærmeste. Hvad skal den blive til? Kan jeg tage livtag med konsulentbranchen igen? Vil stressspøgelset ramme mig igen? Hvad kan jeg overhovedet lide at lave, så'n hvis jeg mærker efter og kan jeg finde ud af det?

"Hvad har Susling fundet på i dag?", spørger min travle mand mig en passent, da han lige stikker hovedet forbi mellem 50.000 aftaler. "Ikke (nys) noget," harker jeg ham op i hovedet og fortsætter: "Er det ok, at jeg lige lægger mig lidt på sofaen?" Den slags gør jeg normalt aldrig, men lige i det sekund var det mit bedste bud på en konstruktiv handling. Og det må jeg vist affinde mig med på en tåget, grå sygedag, kun med udsigt til en sendeflade med royale tvillinger og ny K-leder.

Suslings hverdagsfilosofi

2011-01-13T11:31:00.005+01:00

Nu er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, så'n livsindsigtwise. For skal vi ikke bare blive enige om, at var man lige så klog på livet, da man var ung og smuk, som man er med omvendt fortegn i dag, så havde jeg nok valgt karriere og livsstil som miniqueeni eller Tryg-Stine for år tilbage. (Tal lige om nogen, der har sat sig godt på flæsket (altså ikke deres egne bagdele))!

Næh, her er man bare Middelsvensson og efterhånden en ret kedelig en af slagsen (tror seriøst, at jeg har tabt min humor et sted). Det skal dog ikke holde mig tilbage fra at divertere med(underholde med/udbrede mig om/forkynde) lidt hverdagsfilosofi.

Ting man ikke skal:

Man skal ikke pjække med argumentet influenza, fordi man er bagud på jobansøgninger. For så får man influenza lige bagefter og skal tilbringe en hel dag iført briller, filtsutter, kæmpehalstørklæde, knaldende hovepine og dårlig samvittighed!
Man skal ikke fortrække en mine, når ens søn har besøg af en pige, der i den grad er hans type (han er til slanke, mørkhårede piger med store smukke øjne), når man kommer hjem.
Og slet ikke kommentere på, at der er ryddet op på værelset (hvilket stort set kun sker, når der er seriøst pigebesøg).
Og ikke løfte et øjenbryn, når knægten siger, at man ikke skal lægge noget i, at han spiller Dario Krampeottos sang om kærlighed (!!!) Det er i følge ham ikke fordi, han er forelsket, men kun fordi, han kan li' Dario (!!!!!!!!!!!!)
Nævne for sin mand, at man måske skulle indføre den regel, at har man ikke haft sex i løbet af måneden, så SKAL man gøre det, den sidste dag i måneden. For pludselig får han den idé, at man måske skulle tænke den regel ind på ugebasis!
Være kæk og købe en blazer str. 38, fordi ens datter mener, at man helt bestemt er slankere, end man selv tror (tak, datter). For så står man der og føler sig meget fed og oppustet, fordi man så alligevel ikke er (og aldrig igen bliver) en str. 38.

Til gengæld må man godt (jo, man må!):

Synes V's ordfører ligner en gris (sådan seriøst. Synd for ham. Gad vide, hvor meget han scorer?)
Være lidt træt af efterlønsdebatten. (Bør vi ikke istedet snakke om, at få hjulene igang, åsån?)
Være snotforvirret over, hvor ens rigtige hylde er, men også samtidig synes, at det man kan, er man supergod til.
Lade være med at barbere sine ben om vinteren og slukke for mobiltelefonen.
Ikke hænge sig så meget i modetendenser, men bare købe det man kan li' (for så at konstatere, at man har en drejning mod noget østrigsk og military-look (!?!?)).

Susling smalltalker

2011-01-09T12:34:00.004+01:00

Generelt er det jo sådan, at man godt kan holde sine egne prutter ud, men ikke andres. (Min datters er forøvrigt meget parfumerede?!) For det meste kan man også klare sin egen jamren for smerten er jo så stor så stor. Men altså, når jeg ikke en gang kan holde mig selv ud længere og tænker jammerkommode, så er det vist på tide at plante sin str. 39 solidt i jorden og ta' et nyt afsæt.

F.eks. så lyser solen klart og gult i dag, og jeg kan såmænd også mærke noget varme. Og dagen er tiltaget med...bom, bom...ret mange minutter. Og vores allesammens miniquieni har fået sig et sæt tvillinger. Hvad sker der lige for den kvinde?! Er hun ikke lidt for perfekt! Føder på en dag, hvor vi alle har tid til at følge med i i medierne. Føder naturligt. Føder ét stks. af hver. Skal vi vædde på, at hun ikke engang er revnet og stod op under hele sceancen selvfølgelig med superstylet hår. (Det ville min jordmor have mig til, da jeg skulle føde min søn. "Sådan en stærk, sund og veltrimmet kvinde som dig. Det kan du sagtens!" "Nej,"brølede jeg, med samme stemmepragt og styrke, som en ko og så eksede mine ben under mig og jeg trimlede med næsen først ned på fødebriksen. Jeg ved godt, at der er et ideal, at vi danske kvinder føder viking-style med en bidepind i munden som eneste hjælpemiddel. Det kunne jeg så ikke lige levere 100%.)

Men Mary. Hun gjorde det helt sikkert. Hun ser jo meget viljestærk og sammenbidt ud.

Susling jodler sig ud af...?

2011-01-08T15:13:00.004+01:00

Ved sgu ikke rigtigt! I dag sad jeg og tudede over noget wienerdudel (deres version af jodel og hende der Trude Madidimsen var forøvrigt rigtig flot, da hun var ung og det kan man også gå i krussedulle over) og det er ikke pga. det med jodel. Mere det med, at jeg bare er blevet en kleinbürger, der kæmper for at få et job og overleve. Elsker jo her, hvor jeg bor. Lige nu driver isflagerne forbi mit vindue. Elsker at have kunne give mine unger den stabilitet jeg aldrig selv fik. Men jeg er samtidig ved at blive kvalt. Endnu en jobansøgning, endnu en periode, hvor vi prøver at klare os igennem. Tør slet ikke tænke længere, for hvad sker der, når jeg bliver gammel og 60?!
Samfundet er i opbrud og jeg kan godt følge med, men kan arbejdsgivere det? Og var det fra start det jeg ville? Har jeg ikke bare ladet den ene dag tage den anden? Den ene årstid efter den anden?
Vi unge punkere, der ville og kunne så meget er bare blevet...hverdag. Og den kunne man måske godt strikke og hækle sig igennem, men det er ikke lige det, jeg skal. Men hvad skal jeg så? (Og hvis der er nogle, der tuder mig ørene fulde om, hvor svært andre har det i andre lande og alle de hjemløse og kasteløse og demokratiløse, så stikker jeg fingrene i ørene og skriger Jooooooodilio).

Susling om grænsen for godgørenhed

2011-01-07T10:53:00.004+01:00

Jeg har lige fået en mail, der opfordrer mig til at støtte en orangutang. I går fik jeg brev fra mit sponsorbarn. Jeg arbejder på dagpengetakst hos "afrikanerne" og jeg er medlem af amnesty og green peace. Jeg går ikke i panik, når en tandløs og hjemløs grønlænder kommer hen til mig og stryger hånden hen over ærmet på min sælskindspels og råber højt og manisk, at det er ham, der har skudt den sæl, det er hans kone, der har garvet skindet og til sidst hvisler han med blottede tænder, og ansigtet helt tæt på mit, at de også har ædt alt kødet sammen, og så spørger han, om jeg har en cigaret. Det samme gjorde den anden forhutlede grønlandske mand, der lige skulle røre ved min sæl. Det er ok. Jeg kan klare det.
Men jeg kunne ikke klare den stank af fattigdom og elendighed, der ramte mig, da jeg før jul var til et frivilligmøde i et nødherberg. Stanken mindede mig om min barndom i Østrig og det gamle ungdomshus og de værste steder på Christiania i en stor pærevælling. Og de hjemløses øjne...uden glimt, uden liv. Tynde sultne desperate mennesker.
Det var altså ikke, fordi jeg fik bedsteborgerchok og begyndte at råbe, at havde de ikke brød, så kunne de jo spise kage i stedet. Jeg kommer ikke fra en priviligeret baggrund. Da min mor skred over i paraleluniverset, der sultede jeg og spiste krøllet rugbrød med sennep, fordi det var det eneste i køleskabet. Jeg gik rundt en hel vinter i min nabos aflagte sommersko og jeg havde en lillebror, der blev sendt på julemærkehjem.
Jeg er priviligeret i dag. Det er jeg. For jeg bor i et land med et dagpengesystem, gratis lægehjælp og demokrati. Havde det ikke været for det sociale system og su'en, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen eller en universitetsgrad. Så havde jeg måtte forsørge mig selv på den måde jeg nu bedst kunne (gjorde jeg nu også delvist) og var måske endt som de tynde, desperate og sultne mænd og kvinder, jeg så.
Men jeg vil helst ikke se dem. For min egen selvopholdelsesdrifts skyld vil jeg helst ikke mindes om, hvor tynd en knivsæg man balancerer på som menneske. I et andet setup i en anden sammenhæng, kunne det være dig, det kunne være mig, der sultede og knugede mig fast til et spinkelt håb.
Så jeg støtter på afstand. Bidrager med det jeg kan overskue og så lader jeg andre ildsjæle om at gi' der, hvor de kan. Og orangutangerne?! Der må jeg også lige melde pas. Dem er der helt sikkert også nogen, der vil gå gennem ild og vand for. Det er der altid. Uanset, hvilken hårrejsende sag, det drejer sig om.

Susling på en 1. januar

2011-01-01T17:37:00.003+01:00

Store unger det er sådan nogle, der står syv timer foran spejlet, snupper ens makeup (½ delen af dem), prøver fem forskellige par sko (½ delen af dem) og valser ud af døren med et: "Elsker jer!"
95 millioner år senere kommer de hjem med ondt i håret og en halvanden liters cola tæt knuget ind til brystet. Falder om, vågner op og valser ud af døren igen med et:"Elsker jer!" (½ delen af dem. Den anden ½ er gået i coma).

I den mellemliggende tid har fornuftsvæsner som os, indtaget fondue og pannecotta, drukket vin (behersket), er faldet i søvn på sofaen og er vågnet op igen til Styrmand Carlsen, har skålet nytår ind med underboen (behersket), futtet to raketter af (behersket) og er gået i seng på den pæne voksne måde. Efter det er de to voksne fornuftsvæsener vågnet på et ordenligt, friskt og borgerligt anerkendt tidspunkt og har derefter skøjtet rundt på de isbelagte fortove i lokalområdet på en vi er friske på den friske måde - med behørig respekt for københavnske istapper. (Det er saftsusemig nogle alvorlige slamperter).

Mens der blev kogt videre på ungdomhyblerne er de to fornuftsvæsner fortsat med deres daglige småborgerlige dont, som f.eks. at vaske tøj og tage sig sammen til at skrive jobansøgninger.

Men dér lige i det moment stopper det så også, for i dag kommer Statsministeren på skærmen. og det er meget muligt, at der er varmet op med forskræb om, at han som noget helt ekstraordinært har indkaldt udvalgte politiske kommentatorer og journalister før sin tale og at pr-en går på, at der snart kommer valg, men som ansvarlig voksen borger i dette land, så nægter jeg, at lægge øre til en fadbamse, der har været med til erodere økonomien og den menneskelige anstændighed i dette land, som jeg holder så meget af. Kl. 19.15 falder jeg af på den og bliver en comatøs teenager. En uansvarlig, agressiv rebel, der bare ikke gider høre på mere l....

Susling siger farvel til et årti

2010-12-31T10:47:00.004+01:00

Kære medborgere, medlæsere, medbloggere, medmennesker og søens folk!

2010 har været hård ved mange af jer. I har måtte slås med stress, nedture, store livsbeslutninger og ønsket om mere frihed til at være den I er. Det har været interessant og også trist at følge. Men det har også sat nogle ting i relief for mig.

For 10 år siden gik jeg ned med stress. Dengang snakkede man bare ikke så meget om det, som man gør i dag og jeg følte mig meget alene og som en taber. Hvad var nu det for noget? Kunne jeg ikke klare mosten med to små unger og et fuldtidsjob i it-branchen? Hele denne decade har jeg så brugt på, at finde en ny vej, at møde mig selv på midten og på at sende de erkendelser jeg havde i hovedet ned i maven, så de blev grundfæstede.

I 2010 er det endelig lykkedes for mig! Og det føles som en kæmpe byrde, der er løftet fra mine skuldre.

Rent fysisk har jeg i det seneste år tabt de 15-20 sørgekilo, der har sneget sig ind på mig. Alle de kilo jeg har gemt mig væk i. Faktisk uden den store indsats. Lidt fitness, en ny cykel, et gladere udsyn og nå, ja, ingen ost og hvidt brød.
Jeg har genvundet troen på arbejdsgivere og kolleger. Stort tak til "afrikanerne"!
Jeg tror af hele mit hjerte nu på, at folk kan lide mig, som jeg er. Ikke ud fra hvad de forventer, jeg er, eller hvad de kan bruge mig til, men bare fordi de ser mig og tager det sure med det søde.
Jeg er også nogle gange blevet valgt fra. Det er helt ok. Jeg vælger jo også fra. Men jeg sørger ikke længere over det. Dem, der har valgt mig fra, har deres eget at slås med - måske så meget, at de ikke ser noget for egen indre støj. Dem om det. Min dør er i hvertfald ikke lukket og man kan altid møde hinanden igen, hvis det er det man skal.
Jeg har fået et positivt udsyn. Meget muligt, at jeg har rodet rundt uden kompas og det er blevet til detours ned af mange blindgyder. Men det kan altså ikke blive ved og jeg må selv tage hånd i hanke med min rute - på mavefornemmelsesmåden.
Jeg vil ikke længere lade mig begrænse. Ubalance på bankkontoen, følelse af minustid, andres forventninger, egne pænpigepræstationsbehov. Det slider. Men jeg har jo kun mig selv til at passe på mig selv og også kun jeg kan markere mig i verden og tage min plads. Andre kommer ikke og giver den til mig og nu skal det være slut med at trække sig og give plads på cykelstien (ai ok, det bliver jeg selvfølgelig ved med), men ellers....

2011 Here I come! Er der andre, der gerne vil være med i den klub?

Susling om jul med jul på

2010-12-27T11:19:00.003+01:00

Mens vi sad og spiste julemiddag juleaften, spurgte mine unger mig, hvad man egentlig spiste i Østrig juleaften. Jeg måtte blive dem svar skyldig, for selv om jeg har holdt jul i Østrig som barn, så husker jeg ikke samme hype omkring maden, som her i Danmark. Jeg husker faktisk overhovedet ikke, hvad man sådan spiste. "Noget med fisk," mumlede jeg,"men jeg ved det faktisk ikke."

Jeg husker noget med Skt. Nickolausoptog i december. Jeg husker Krampus (drenge og mænd udklædt som djævel), der jog os rundt i gaderne, mens de slog løs på folk med en slags fastelavnsris. Jeg husker Weihnachtskeks og Lebkuchen. Jeg husker, at julemanden kom hos mig, men hos alle mine fætre, kusiner og veninder, der kom Christkind med gaverne - forudsat, at man havde været et godt barn hele året. Men maden?!

Jeg måtte selvfølgelig researche lidt, for det er da lidt af et hul i min kulturelle viden. Det jeg fandt ud af, det var, at man i Østrig spiser forskelligt afhængigt af, hvor i landet man bor. Nogle spiser karper, andre pølser og sauerkraut, nogle and og andre smørrebrød. Fælles for det hele er dog, at der ikke er samme hype omkring at spise sig en pukkel til. Man går i kirke og så spiser man et stille måltid, for det er Jesus fødsel og det er meget højtideligt og det er ikke en aften, hvor man som vi gør her i Danmark smovser os halvt fordærvet i kød med kød på (en absolut uskik, som jeg nu har afskaffet. Det er ulækkert med de bjerge af kød!) og sukker og sprut i lange baner. Nu er der så også en forklaring på det, for vi har vel overtaget de gamle vikingeskikke med at drikke jul ind og det katolske nåede heller aldrig rigtigt, at sætte sig fast oppe hos os. Vi er et pragmatisk folk - bortset fra, når vi spiser os mavepiner til og inhalerer alt hvad der er i nærheden af promiller og kalorier, lige i den periode er vi rene hedonister.

Som en lille bibemærkning: I Østrig er julen højstemt og meget stille, til gengæld fester man løs nytårsaften, fordi man ser frem mod det nye år. Her i DK oplever jeg til gengæld nytårsaften som meget højtideligt, fordi vi sørger over, at det gamle år er forbi. En forklaring på det, kan jeg ikke lige komme på. At vi er et tilbageskuende, voldædende folk?

Susling juler

2010-12-25T14:05:00.002+01:00

Lykke er, at:

Familien er stor og der også er mange andre jeg holder af - også uden for den lille sfære.
Svigermor synes, at ens juletræ er pyntet flot (samme som alle de andre år, men i år var hun så glad og mild).
Man har en af de 11% mænd, der står ved kødgryderne juleaften. Mand, ville bare ikke kunne overskue det, hvis jeg også skulle tage mig af det.
Juletræsdans med små børn, der skråler løs og kaster sig frydefuldt over gaverne.
Der er gaver nok til alle og at alle er taknemmelige og glade for det, de får.
Man selv har fået lidt gaver. (Havde jeg ikke forventet).
Der er and, kartofler, sovs, hjemmelavet rødkål, grønkålssalat med appelsiner og granatæbler, og vin nok, så man kan spise julemad to dage i træk. (Vi har aflivet kød med kød på og kører enten gris eller and).
Der er varmt vand i hanerne, elektricitet og fjernvarme, og at vi er hjemme hos os selv.
1. juledag.Verdens bedste og mest afslappende dag hos os.

Må så leve med, at:

Ungerne ikke længere er små pyjamastrolde, der leger hele 1. juledag med deres gaver, men er blevet sådan nogle, der forlader de gamle efter al festen og går i byen. Så kan vi andre sidde tilbage og falde i søvn til midnatsgudstjenesten fra Rom eller en cinema noirfilm.
Jeans'ne strammer (så heldigvis for askesejanuar).
Man endnu en gang konstaterer, at ens porcelæn og stole er lidt ukurrant, når der skal dækkes op til mange. Men hvem tænker på det, når musikken spiller?!
Det er bidende koldt og you see-pakken er stort set blevet til HD på alle kanaler (mon man kan få gammelmoster til at gå med til en bytter? Hendes x-B&O mod den fladskærm vi købte til hende får nogle måneder siden, fordi hun hele tiden brokkede sig).
Man glemte at få sendt julekort og spekulerer nu over, om snemænd og stjerner kan går for at være nytårshilsner?
Det er for koldt til at gå udenfor. Selv om man burde gå julemavepinen af.
Julepynt et par dage endnu. (Efter 2. juledag er det slut, prut, finale og så er der julet færdig for i år).

Glædelig jul!

Susling har vist mest l...på styret

2010-12-17T16:33:00.003+01:00

Så sidder man der og jobsamtaler i marmordomicilet hos en stor finansiel spiller og tænker:"Sært, at hans mobiltelefon hele tiden bimler med beskeder om, at han skal komme hjem til familien, fordi det er hans fødselsdag. Så gå dog hjem til din familie, mand!" Og hører om jobbet, som er tudsekedeligt, men beggars can't be choosers og jeg kunne jo altid hygge mig ved tanken om alt det nye tøj (og en pæn middelklasseøkonomi), der dansede for mine øjne, mens jeg samtalede intranet og financing på engelsk. På et tidspunkt gjorde manden opmærksom på, at der var et fantastisk dårligt arbejdsklima, hvor ingen talte til hinanden og det skulle man lige gå ind og ændre også.

Om natten drømte jeg, at en afrikansk kvinde så trist på mig med hovedet på skrå (hun lignede mig, men med afrohår, sort hud og negerlæber) og så begyndte jeg at græde i drømmen og løb rundt og krammede alle verdens fattige. Nu er jeg ikke idiot eller tossegod eller fantast eller aktivist eller noget. Men budskabet var lissom tydeligt. Jeg skal arbejde med noget, der giver en større mening og er med til at gøre en forskel.

Og så sad jeg dagen efter til samtale i en offentlig instans og konverserede om hjemløse og kommunikation. Og hvordan havde jeg det med, at sidde på et herberg og interviewe en hjemløs? (Doing!!! Mine nyindkøbte jeans var tæt på at revne, gårsdagens oplevelse in mente).

"Ai, men, hjemløse er også mennesker og vi kan alle ryge ned - og ud," svarede jeg. Men jeg kunne også mærke, at det var en proformasamtale, så det var sådan set lige meget, hvad jeg sagde og hvordan jeg agerede. De havde allerede en kandidat. (Offentlige virksomheder skal slå ledige stillinger op og afholde samtaler, selv om de faktisk godt ved, hvem de vil ansætte på forhånd). Og så kan man sige hvad som helst og æde sig fed i samtalechokolader imens, det nytter alligevel ikke noget.

I dag mødte jeg så op hos "afrikanerne" og alle dem jeg snakker med spurgte om, hvordan det var gået. Og alle blev så glade for, at jeg kunne blive lidt længere og det er jeg også selv, men det er min pengepung og mit klædeskab ikke.

Susling har l...på styret og styr på l......

2010-12-14T22:55:00.003+01:00

Ahem.... altså, midt i alt og det hele, er det så åbenbart min lod at stæse rundt! Men jeg tager beslutninger gør jeg, og hver gang stress-spøgelset stikker sit stygge hovede op, så stikker jeg ham/hende ud i stiv arm.

Som i at sidde midt i et heldagsmøde med referatansvansvar og andet kommunikativt ansvar og blive ringet op og aftale en jobsamtale. Cool, på den næsten diskrette måde, glider jeg ud i af lokalet og får aftalt. Det gør jeg også med den næste opringning. Nu lidt mindre cool og mere panikket. Hvem ville nu vide hvad og hvor er det jeg skal møde op og har også lige glemt at downloade jobbeskrivelser? Må spille på gehør og er jo glad for at være der, hvor jeg er, men økonomien og fremtiden og...hvad skal jeg tage på og...???

Har så i dag shoppet nye jeans og med en kombi af støvler, habitjakke og...?? Og ørenringe og eksempler på det, jeg kan præstere i håndfast form..Går vel...Dybest set har jeg styr på det. Tror jeg nok!?

Suslings julefred I

2010-12-12T14:55:00.004+01:00

Når man skøjter rundt i livets daglige to do lister og prøver at få alle ender til at nå, så er der visse ting, man ikke kan tage sig af og andre, der får topprioritet. Det kan vel ikke være anderledes, sku' jeg mene.

Derude i det virkelige liv, der ryger min netforbindelse pludselig. Stort set i samme moment, som jeg skal trykke send til et job, jeg er blevet opfordret til at søge. Det er jo nærmest som at blive Amish - sådan at være næsten uden teknik. Og det sendte mig ud på en søgen efter NOGEN med net. Bare en eller anden. Jeg ville gøre hvad som helst, for bare en smule opkopling. Anything, selv hvis det var hos Bøje fra nr. 16.

Derude i det virkelige liv, skal jeg støtte min smukke Skumfidus i hendes ret vigtige opgaveskrivning, jeg skal levere på jobbet og jeg skal ha' økonomien og et positivt livssyn til at hænge sammen. Julen har jeg i den proces lige parkeret. Den kommer, når den kommer og den kommer altid, hvert år på samme tid og jeg når det nok også, selv om det er os, der skal lægge hus til og vi bliver 10 (som vi ikke har plads til) og jeg tør næsten ikke tænke på, om min gamle moster ombestemmer sig og også vil komme. My God, hende plus kørestol (sparer selvfølgelig en stol), hvor skal jeg placere hende? Overvejer p.t. om man kan hænge juletræet op i loftet i en snor og bare dreje det rundt en gang i mellem.

Så I kan godt se! Jeg har ikke rigtig tiden til at tage mig af småting. For mig er det, det store, store billede, der tæller.

Glædelig juleånd og positivitet til dem, der trænger. Det er dem så velundt.

Susling juler på den sneede måde eller sner på den julede måde eller...

2010-12-05T14:25:00.005+01:00

Man kan ikke sne inde i København. Det kan man altså ikke. Selv om jeg kender en, der bor i Herlev, der påstår, at det har han da oplevet. Måske skyldes det, at han kommer fra Nordjylland og der sner man inde hele tiden. Os københavnere vi ved bedre. Der er altid en sneplov lige om hjørnet. Og i virkeligheden er Herlev heller ikke København. Valby Bakke, det er der København stopper, det ved alle da. Men kors, hvor har jeg som barn mange gange ønsket, at man bare kunne sne inde en lille bitte smule og blive under dynen. Selv da jeg var et lille østrigerbarn. Der sneede man heller ikke inde. Det var bare på med moonboots, jakke og den røde rygsæk og ud i de meterhøje hvide driver med ånden dampende om hovedet.

Og så er der lige den her jul. I får som sædvanligt ingen billeder. Det er ikke den store BOoplevelse, når jeg har rullet mig ud og pyntet op. I år hader jeg freksempel ret meget mit kalenderlys, især da jeg opdagede, at mine "skal ligge i et stort fad sammen med smækre bloklys julekugler" som jeg købte forrige år. Oh my god! De er i lilla, sort og guld. Hvad har jeg dog tænkt på?! Sat sammen med årets gammelkonegrimme kalenderlys i rødt med gran, så ligner det jo...

OK! Skal vi ikke bare sige, at jeg kører Bric a Brac stilen. (Red: Berliner trendy for nogle år siden). Måske kan min juledeko måske ovenikøbet ses som en happening?! En bevidst protest mod ..øh??. Jeg har det! Det er da fusion. Det er da lige det, det er:

Julekryppe i noget kolloreret porcelænshejs med noget fakemos
Plastiknisse med grimt babyfjæs. 18½ år gammel på samme plads på reolen som every year, James
Svensk julebuk str. large på gulvet
1 stort sølvhjerte i glas i et vindue
1 rød og en gennemsigtig glas julekugle hængt forskudt op i et af mine vinduer i fiskesnor (Ok, dem elsker jeg)
70'er keramikjuleklokke over toiletdøren
Ugly grim og hærget Skt. Nicolaus på repoen uden for vores indgangsdør. (elsket og hærget af kaosnaboens skægge og bedårende tøser. Han er nu næsten halshugget og har kun forbindelse mellem hoved og hals med en tråd. Spændingen er, om han overlever dette år.)
Familien Ugly grim ben Nissen på en hylde i min reol . En fantastisk Nuclearfamilie (Far, mor, datter og søn) udført i malet træ, kaninpels og garn. Kun én som mig kan elske dem
Og så lige de tre grimme trænisser, som jeg kylede ind på mine ungers værelser, så de også kunne mærke, at det er jul, mens Skumfidusen hylede:"Adr, Mor! Her er rodet nok i forvejen!" "RØR BLOT IKKE VED MIN GAMLE JUL!" råbte jeg tilbage (og får totalt deja vue! For er det ikke det samme jeg skriver hvert år ved denne tid??)

Susling rapporterer fra bunden af en rungende tom pengekasse

2010-12-04T13:06:00.006+01:00

Sammenlignet med en enlig mor på bistandshjælp, en hjemløs i plastiksandaler i vinterens minusgrader eller en flygtningefamilie på starthjælp er jeg ikke fattig. Men sammenlignet med en dansk turist, der bliver jagtet af en haj i Sharm - el -Sheik, de strandede turister i Spanien eller de danske veninder, der tager på juleshopping i London, så er jeg fattig. (Hvem hullan har råd til at tage på ferie i julemåneden, som flår skindet af en hver med børn og familie?)

Faktisk er jeg så fattig, at jeg må prioritere. F.eks. i forhold til, om jeg tager med til en julefrokost. Den jeg skulle have været med til ville stå mig i 300,- "Åååårh, hvad", tænker du måske. "Slap lige af Moster, 300,- kr. er da ikke noget! "

Jo, det er det faktisk. For de 300,- går jo fra et andet sted i mit budget. Jeg nævner i flæng, hvad jeg kunne bruge 300,- på:

En lille ekstra julegave til mine unger
Noget af julemaden
3½ par hulfri strømpebukser (denier 40-60. Det er koldt derude.)
2 trøjer (mindst) fra H&M
Næsten en ny lynlås i et par af mine støvler
Underbukser en masse fra Netto (kan næsten ikke regne det ud: 19,95 divideret med...)
2 H&M Bh'er
½ fornyet pas (ikke at jeg har råd til at rejse p.t. men man kan jo drømme!)
Månedens bidrag til Charles i Uganda
Næsten en hel studenterhue til Skumfidusen
1 frisørbesøg til DJ Brockhouse, der har en manke af den anden verden
30 bloklys af de billige
15 poser mel
300 pakker gær
90 pakker lokumsruller
1 brøkdel af min husleje

Kan I se pointen?!

Jeg ved godt, at man ikke snakker om den slags i Danmark. Vi har ikke en gang en officiel fattigdomsgrænse. Det vil VOK ikke gå med til. Men det er sådan det er. For mange.

Nu er vi ikke lige der, hvor vi må søge om julehjælp eller gå fra hus og hjem, fordi vi har forkøbt os på en matrikel i blind tillid til evige opgangstider (Gud forbyde det. Min indre punk - og jeg var ung i fattigfirserne sjæl har aldrig troet på den slags over en dørtærskel!).

Men hallo! Når man er dér, hvor man må prioritere hver eneste dag, så bliver man lidt træt og det tror jeg faktisk, at der er mange der synes i Valby (og andre steder).

Er det ikke snart på tide med en debat og lidt flere, der kommer ud af busken med det, de ligger søvnløs om natten om?

Vi kan tage det, kan vi.

Susling på den bekymrede måde

2010-11-30T09:39:00.002+01:00

Må man godt skrive, at man er en lillebitte smule bekymret? For fremtiden åsån. Den kommer jo snigende og uanset, hvor meget vi hopper på tungen, så sker der ikke noget. Vi skal stadig klikke os ind på jobnet hver uge og pengene bliver der mindre og mindre af. Jeg orker det ikke rigtigt. Bohemianstyleliving. Nu er jeg generelt ikke til overforbrug, men jeg vil da gerne kunne give mine unger tøj og mad. Ku' også være fint igen at turde gå ind i en tøjforretning og ikke få hjertekramper over, at man har købt sig en trøje til 129,-. Ikke skulle tænke over om termostaten på radiatorerne står på 2 eller 3, fordi man godt kan klare den ekstraregning, det giver.
Kunne tænke i noget ferie - et varmt sted. Kunne slappe af og holde fokus på sysler som at læse en bog eller måske ovenikøbet begynde at strikke og hækle igen. Måske sy noget tøj. Gå ud at spise. Købe billetter til en dyr koncert. Bare alt andet end den her gnavende bekymring for, hvornår fremtiden igen bliver lys.

Susling fryser ikke, men det gør andre

2010-11-29T11:21:00.006+01:00

Nu, hvor vi er holdt op med at tale om finanskrisen, så er den vel afblæst, overstået, væk og vi er alle tilbage der, hvor den vigtigste beslutning i livet er, om vi skal omlægge realkreditlånet og om det skal være den ene designervask eller den anden i samtalekøkkenet. Igås! Sådan er det jo. Jo, jo, jo det er. Hvis bare vi ikke taler om det eller det er en af de "historier" TVfoxnews 2 har valgt at bringe, så findes det ikk´nikke, nikkenej!

Men det gør det altså stadig, findes. Vi dyrker bare alle sammen den danske finesse, det helt særlige danske kendetegn:"Så slemt er det vel heller ikke og nu taler vi ikke mere om det. Vil du ha' en kop kaff´?"

Og hvor fanden vil jeg hen med det på sådan en skide råkold mandag, hvor jeg ikke kunne finde mine nye sorte strømpebukser og istedet måtte tage et par grå på (så spændende!). Jo, altså, fordi...Jeg er på trods af min deroute på arbejdsmarkedet og prædikatet som én af dem, der ikke må få en bolig i en ghetto, hvis jeg gad det, så privilgeret, at jeg har strømpebukser, jeg kan tage på. Faktisk har jeg flere. Jeg har også flere par varme støvler - bevares so last season - men jeg har dem og jeg har et skab fuld af varme frakker og trøjer og pelse såmænd - hele tre af dem og en hue har jeg også og to par vanter.

Mine unger fryser heller ikke - i hvertfald kun, hvis de insisterer på at gå med allstars og t-shirts, fordi de vil være smarte. Den slags er man jo ikke herre over og jeg kan kun moderligt formane (som i råbe dem op i hovedet, at det er koldt og at de skal tage hue og vanter på). Men de behøver ikke at fryse, for de har hue og vanter og et hjem med fjernvarme og det er ovenikøbet et hjem, som ikke kan gå på tvangsauktion. Hvabehar...!!

Kan I lissom se, hvor jeg vil hen? Hvis ikke, synes jeg, at I skal læse den her artikel fra Politiken. Men også den her!

Der var godt nok nogen, der kom op af stolen der! Og skal jeg tolke på det, så er det den anden side af Danmark. Det Danmark jeg holder af.

Det er ikke kun nok nu. Det er mere end nok! Og det er vi mange, der mener i Valby (nå, ja og også os på Christianshavn).

Suslings ode

2010-11-28T12:37:00.004+01:00

Som voksen og ansvarlig mor til to kan man ikke bare sådan lige lægge sig ned og dø (i hvertfald ikke for egen hånd). Man kan heller ikke trække dynen over hoveder, nægte at stå op og insistere på at lukke verden ude (i hvertfald ikke, hvis man har bare et minimum af selvopholdelsesdrift).

Men man kan godt "dø" lidt på midaldermåden. Det står nærmest skrevet i sten, at det skal man. Ind med hygge og ansvarlighed og ud med egne drømme og længsler. I den alder kan man næsten ikke mærke dem mere, alligevel.

I sumpen af regninger, husholdning, vaskemaskinens snurren og kampen for at skaffe sig et udkomme, så forsvinder poesien, og de digte og ideer, man måske en gang havde hovedet fuldt af, flyder som fedtperler i opvaskevandet (for at citere Tove Ditlevsen).

Tanker forsvinder i krav og spørgsmål om, hvor strygebrættet står (der, hvor det altid har stået) og om, at man skal være tilstede, når alle andre har behov. Læste engang, at Naja Maria Aidt kunne sidde ved siden af sine unger uden at høre dem. De kunne nærmest hamre søm i spisebordet lige ved siden af hende uden, at hun reagerede. Ikke en smuk egenskab, men for hende en konstruktiv egenskab. Hun lever af at skrive. Jeg lever af hverdag og jeg har ingen søm i mit spisebord. Jeg har heller ikke nogen digte. Ikke mere. Men jeg vil gerne. Meget.

Susling på julemåden

2010-11-26T16:01:00.003+01:00

Nå, men i dag var jeg så ved at falde ned af kontorstolen af kedsomhed. Tror ikke det her jeg har gang i, i længden er mig. (Så blev man da så meget klogere). Og med den erkendelse i baglommen kunne jeg så trisse hjem med det nyerhvervede kalenderlys, som i min julebog er obligatorisk. Det var ikke en gang pænt, på den måde jeg synes noget skal være pænt, men der er da tal på og lidt gran og jeg greb det i farten, for kalenderlys, det skal vi da ha' og jeg gad ikke lede efter andre. Jeg har også grebet to chokoladekalendere og tre juleskrab til ungerne og til Anders i farten.

Ikke om jeg på vilkår ville have givet mine unger den slags før i tiden. Der brugte jeg hele november måned på, at planlægge og siden shoppe 48 meningsfulde og indholdsrige ikke for dyre nisseting til deres julesokker. Det var jo børnenes jul og det skulle jo være en fest og de ville blive skuffede og jeg havde jo selv indført alle traditionerne. Siden gik jeg med lettelse over til adventsgaver og nu...nu er jeg bare faldet af på den...(igen med en vis lettelse, for det var effing stressende alt det vi skulle til jul. Småkager, konfekt, juleklip, udsmykning, nisselandsby, adventskrans. MEN DET VAR JO VIGTIGT!)

Tror nok stadig, at jeg vil sparke min julehadende mand ned efter julekasserne og plastre mit hjem til med grimme nisser og juleklokker (Hvad sagde du? Er årets tema sølv??? Ikke i mit hjem. Her er altid bare julenissegrimt!) Og jeg vil selvfølgelig også lige tænde gammelkonekalenderlyset købt med 4 kr. rabat i Irma (og sandsynligvis vil jeg hade det en lille smule hver dag. For i virkeligheden ville jeg bare have et stort bloklys med røde tal. Men det er så åbenbart ikke årets tema).

Susling rapporterer fra kontorstol og cykel

2010-11-25T18:42:00.004+01:00

I dag var jeg tæt på at falde ned af kontorstolen i total frustration over, at jeg ikke ved, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor (Hallo, for fillan jeg er 46!!).

Altså, jeg ved, hvad jeg kan li' at lave og jeg ved også, hvad jeg er god til. Men farven på min jobtitel??????? Skal jeg være inhouse? Skal jeg være konsulent igen? Skal det være i noget ngo eller er jeg til det mere profitmaksimerende, hvor man ikke er overdresset, hvis man har en habit på?

Store og anstrengende spørgsmål på en dag, hvor jeg har bakset mig frem og tilbage på cykel i gråhvidt smatvejr på de overfyldte københavnske cykelstier, fordi jeg nægter at betale penge for at komme på arbejde (indrømmer så, at min kørestil var abslut nonaggressiv på gammelkonemåden. Meget muligt andre har et dødsønske. Personligt vil jeg gerne leve en dag længere. Selv som karriereforvirret).

Sluttede så lige dagen af med et møde i banken. Og hvad skulle vi snakke om? INVESTERINGER. Tro det eller lad være. Men det er faktisk sandt. Har fået frigivet en arbejdsgiverpension og nu skal der aktier og obligationer på banen.

Semiledig, tja. Karriereforvirret, bestemt! Men jeg forsøger at være det med stil iført pels, perler, kaoshår, strikhue og støvler fra sæson annu dazumal og nu også som aktiespekulant (ikke noget med etiske investeringer og corporate social responsability her. Giver det afkast, så napper jeg det. 'Cause I need it).

Susling om at være smidt af den digitale udvikling

2010-11-21T12:26:00.006+01:00

Min gamle moster ringede til mig igår, sent om aftenen om lørdagen. Ingen goddag, ingen hvordan går det, bare en hysterisk råben:

Moster: "DU SKAL HJÆLPE MIG MED AT SENDE SÅDAN EN MAIL!"

Mig: "Øh, jo da, det kan jeg godt. Hvem skal den sendes til?"

Moster stadig skinger:"Min tidligere udlejer."

Mig, mens jeg prøver at få ørenlyd: "Altså en mail er bare et brev. Hvis du nu sætter dig ned og skriver et brev til mig med mailadressen og det, du gerne vil have jeg skal sende for dig...."(jeg bliver afbrudt)

Moster nu meget skinger og agressiv:"DU SKAL BARE SENDE SÅDAN EN MAIL!"

Ovenstående dialog gentager sig 4 gange. Jeg er stadig tålmodig.

Mig en femte gang:"Jamen hør nu, en mail er bare et elektronisk brev. Jeg skal vide, hvem der skal have den og hvad der skal stå, før jeg kan gøre noget, men jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig."

Moster:"SÅ KAN DET OGSÅ VÆRE LIGE MEGET. HVIS DU IKKE VIL SENDE SÅDAN EN MAIL FOR MIG, SÅ FINDER JEG EN ANDEN!"

Røret bliver smækket på.

Suk, effing suk!

Suslings limbo

2010-11-20T15:02:00.004+01:00

Jeg ville ønske, at jeg gad at skrive om:

Det bankekød, der simrer duftende på komfuret
De forskellige snapse, der står og trækker på mit køkkenbord(slåen, lakridsrod/anis, citronskaller/chili)
Min datter, der skal lave en opgave om Silvia Plath og kvindesprog (deja vue fra ´80'erne og ind kommer mor med alle sine gamle uni-bøger)
Mit frisørbesøg (igen-igen. Skal jo også farves og er nu fønnet på den hårde måde, men så snart jeg er fem m. fra modefrisøsen, så gør håret oprør og lige nu snor det sig som det selv vil. Suk!).
Min helt ubændige trang til nyt tøj (og ingen penge).
Mine klimakteriesildnætter (med op at tisse tid og flere vågne sessions)
Min mand, der har hørt en nyhed om, at sex bliver fantastisk efter de 50! (Men også synes, at det skal han da ikke vente på og er på mig i tide og utide, mens jeg selv græmmes og selvfølgelig er glad for, at han gider mig, men ikke lige gider selv (ikke ham, men det. Fordi jeg ikke rigtig ved, hvor jeg er og hvad jeg synes))
Mit nærsyn og tiltagende fjernsyn (linser, briller, briller, linser og manglende fokus)

Man kan jo vælte sig i utroligt mange poetiske historier om den enkelte lille detalje, men jeg kan ikke. Ved at det skal til og ville så gerne give hverdagspoesi. Kan så bare ikke vælge (og vinkle) længere. Mit liv løber over stok og sten og der er ikke plads til at dvæle.

Susling om at være i løntilskud

2010-11-19T09:42:00.002+01:00

Jeg har fået fri til at skrive jobansøgninger. Fanjensme en fin arbejdsgiver jeg har. Men det er nok derfor, at mine ansøgninger ikke er så motiverede. Jeg kan jo i princippet godt li' at være, der hvor jeg er.

Men faktum er, at jeg skal søge og søge og minimum to ansøgninger om ugen. Meget svært at nå på en almindelig arbejdsuge og når man samtidig også har familie og et hjem, der skal holdes rent, tøj, der skal vaskes og hvad man sådan ellers har af almindeligheder.

Det er virkelig en underlig situation at sidde i - så'n at være i løntilskud. Lidt inde og bidrage og så alligevel være ude på sidelinjen og blive betragtet som arbejdsløs af systemet.

Og stedet, hvor jeg er. Tja, folk er søde nok - bevares. Men nogle gange så føler jeg mig som en fremmed fugl, der synger med et lidt andet næb end de andre. Det er ikke pga. løntilskudsstillingen. Det er vi en hel del, der er - på løntilskud og vi bidrager alle med vores og det bliver værdsat.

Men jeg føler mig fremmed, fordi jeg er opdraget i en anden arbejdskultur. Jeg går til tingene på en lidt anden måde og det har været en kæmpe udfordring for mig at tilpasse mig en mere rolig og indadvendt tankegang. Her løber man ikke så stærkt og man tænker ikke så meget i brugere, men mere i, hvordan det ser ud indefra. Underligt.

Måske er det min motivation for at komme videre? Måske skal jeg søge tilbage til konsulentbranchen? Måske vil det føles, som at komme hjem?

Jeg tænker (og prøver at undertrykke angsten for stress).

Susling er lidt træt og bekymret

2010-11-17T16:07:00.008+01:00

(Undskyld, jeg maser mig lige ind fra sidelinjen for en kort bemærkning). Ikke, at jeg har det store at fortælle, man bliver jo nærmest mundlam af alt det, der foregår i Lidenlund med kager og saftevand og ghettoer og pointsystem og i ly af alt det, så bliver der skåret ned på uddannelserne, SUen, dagpengeretten og fyringsvarslerne fyger os om hovedet. Jeg ved ikke med jer, men mig giver det myrekryb og uden at jeg skal smide nazikortet, så tangerer det sågu. Og hvorfor er der ikke flere, der råber op?

(Gør jeg jo heller ikke selv. Jeg kæmper min egen private kamp med krøller og a-kasse og jobsøgning og økonomien og vasketøjet og strid vind fra Barritshavet, mens jeg passer min midlertidige dont i godgørenhedsbranchen).

En meget klog kone sagde en dag til mig:"Alt kommer for en dag!" Og det gør det helt sikkert. Det er allerede godt i gang og i længden kan intet blive fejet ind under gulvtæppet - bunken bliver for stor og så tipper læsset. Men ind til da, så tror jeg, at vi skal meget ondt igennem, mange vil græmme sig og fattigdom vil blive et livsvilkår for rigtig mange flere her på de hjemmelige breddegrader på en måde vi ikke har set siden forrige århundrede.

(Undskyld. Det var bare det, jeg ville sige. Hej).

Susling kedelig med kedelig på

2010-11-15T15:47:00.005+01:00

En gang blev jeg beskrevet som en skarp grøn chili. Nu føler jeg mig egentlig mere som en grønært af den udkogte slags (som i minus bid). Og hvorfor nu det? Jov, ser I - uuuuhhh suspeeeeeennnseeee.

Altså, der var engang en mørk og stormfuld nat...nå, nej...der var engang, hvor jeg kunne ryste det ene bloginlæg efter det andet ud af ærmet. De kom bare til mig, så'n flyvende og selv en tur ned til postkassen eller i den lokale super, var fyldt af historier. Så'n har jeg det i princippet stadig. Historierne myldrer rundt og jeg ser mange ting. Jeg.gider.bare.ikke.længere.at.skrive.dem. Simple as that.

Og hvorfor gør jeg ikke det, spørger den skarpe læser. Jo, fordi...og så meget. Men nok mest fordi, at virkeligheden har overhalet mig og tør jeg sige det?? Jo, det gør jeg, fordi sådan en person er jeg: Blogverden er blevet dybt kedelig i samme takt som mig selv. Der er saftsuseme ikke sammen grunk og bid over det mere - ligesom hos mig selv. Jeg lægger bånd på mig selv, holder mig tilbage og er gået i please-mode (oh rædsel). Det er dybt, dybt kedeligt både at ha' det sådan og at opleve det hos andre. Der er langt mellem snapsene og efterhånden meget få steder, der kan få mig op af stolen. Slut med cutting edge og ind med online dating på venindemåden. Beklager og hvis det får nogen til at stå af her, så siger jeg: OK!

Men nu lægger jeg så ikke lige på en studs min blog i graven. For jeg elsker den lidt skøre Susling, der ikke altid helt kan finde ud af det. Hun er min legeplads og en kreeret figur. For selvfølgelig kan jeg - den rigtige person - godt finde ud af mit liv (i store træk. Men vis mig den, der altid har styr på alting og lad dem kaste den første sten!!). Susling er bare en helt igennem fantastisk kanal til at vise de mere skæve sider af mig selv og det samfund, der omgiver os.

Hun er sgu bare lidt træt af sin egen båndlagte stemme - og af andres. Og hvis ikke hun og jeg går i tænkeboks nu, så ender jeg op med at skrive om gudsjammerligt kedelige ting som, at jeg drikker noget kaffe, om hvad jeg spiste i kantinen i dag (Hjerter i flødesovs - bøvs) og går det helt galt, vil I se en postering, hvor jeg har draperet mit minus-strik henover en busk i gården. (Skyd mig, hvis dét sker!!!!!)

Og hvis jeg så pludselig får blod på tanden og vender stærkt tilbage med et fantastiskmagastisk indlæg i morgen. Jamen, hell, så gør jeg dét. Hvis ikke, så lev med det.

PS. Nyeste afsnit i hårsagaen: Når man så'n bliver frisørklippet på den dyre måde, så skal sådan noget hejs jo sættes - hver effing morgen. Det er jeg hammerdårlig til og så er der jo de her krøller, som er ret genstridige og kun modefrisøsen eller en monsterhård håropskrap kan tøjle dem (og nej. Foreslå ikke et glattejern. Jeg har et - ovenikøbet et dyrt et - og jeg kan ikke finde ud af at bruge det.)

Nå, men, så skete der lissom det, at frisøsens gedigne fønhåndtering blev ødelagt af en gåtur i regnvejr i går efterfulgt af en hårvask i morges (skal man jo den slags), så nu ligner jeg igen en afdanket Ronja Røverdatter dog nu med noget frisure!!!

Susling om at spare de forkerte steder

2010-11-13T12:32:00.004+01:00

Så var det jeg lige lavede desperationsfinten! Vente bunden i vejret på mig selv, tog en saks og klippede en ordentlig bid af mit hår. Fra at have lignet en aldrende havheks med hår til midt på ryggen, blev jeg nu forvandlet til en afdanket voksenudgave af Ronja Røverdatter!! (Mit hår krøller afsindigt, hvis jeg giver det lov).

Heldigvis er der jo hestehale- og knoldfinten. Skrap det hele sammen, sæt det bag på hovedet og så ser ingen, hvordan musikken spiller.

Men hov! Jeg ser det jo og i nat havde jeg en seriøst diskussion med mig selv. Jeg havde nemlig en tid lørdag til at få farvet bunden (jeg er bare ikke klar til at blive gråhåret endnu). Men jeg trængte også seriøst til at blive klippet. Der hvor jeg hænger ud er det ikke helt billigt, så for og i mod: en ordentlig klip eller en grå udvoksning? (Skal jo spare). Det var en svær kamp. Det er ikke fikst med grå udvoksninger. Omvendt, så kan jeg kan ikke i længden rende rundt og ligne en Ronja Røverdatter 40 something på en dårlig hårdag.

Hvad gør en damsel in distress ( i hvertfald, hvis hun er mig)? Hun overtaler selvfølgelig sig selv til, at begge dele er dybt nødvendigt for hele ens velbefindende og som jeg sagde til Anders: "Helt ærligt! Der kommer et tidspunkt i en hver kvindes liv..." Nej det sagde jeg selvfølgelig ikke. Men jeg sagde:"Helt ærlig, jeg render rundt med støvler der kører på x. sæson. Mine jeans er enten for store eller for afdankede. Mine trøjer har huller eller er tilbage fra 2000 og når jeg endelig køber noget nyt, så er det altid sort eller gråt. JEG MÅ SOM MINIMUN HAVE ET ORDENTLIGT HÅR!"

Det har jeg så nu - delvist. Jeg vekslede min farvetid til en klippetid og nu er Ronja-look skiftet ud med en frisyre (men med grå udvoksninger). Til gengæld bestilte jeg så også lige tid til en bundfarve. Man er vel en kvinde.

Susling Gammelsmølfine

2010-11-11T12:12:00.004+01:00

Fyrre, fed og færdig? Tja, lidt færdig føler jeg mig lige nu, hvor jeg lever af en cocktail bestående af strepsiler og pinexer og sidder indhyllet i store sjaler (og i dag var ved at dejse om efter en tur i kiosken (forbandet, at man samtidig har en lille stemme inden i en, der siger: Pjækkerøv. (Damn flinkeskolen!)). Fyrre er jeg jo også - på den seriøse måde. Om et halvt år kan jeg ikke længere sige, at jeg er midtfyrrekategorien og inden jeg ser mig om, så havner jeg i kategorien 50-69.

Og så må jeg tilstå, at læsebriiilllen er blevet en fast bestanddel af mit liv. Men efter flere års tilløb er jeg i det mindste nået til det stadie, hvor jeg husker dem og også bruger dem. Mine arme er simpelthen ikke lange nok længere til at læse det med småt, tråde en nål eller klippe negle.

Men fed!! Nope. Her er der sket en radikal ændring, for pludselig kan jeg passe bukser, jeg købte, da jeg var i 30'erne og de sidder faktisk lidt løst. (Ret heldigt, for jeg har ikke råd til nye og jeg hader desuden at købe bukser). Kiloene rasler af mig, uden at jeg skal gøre så meget for det. Til gengæld må jeg så tøvende indrømme, at det hele sidder lidt mere løst. Det gør det altså. Kan stadig lave ballondyr på min mave og vinkemusklen har også sit helt eget liv.

Men hell, hvis man bare tænker i trusser, der samler (om jeg så må sige) og strammer bh-stroppen en anelse - efter, at man har hældt det, man nu har hængende foran indenfor det betryggende stof (elsker, at jeg opdagede bh'er, da jeg var i starten af 30'erne og ungerne havde tygget mine fine bryster lange), så går det sågu nok.

Skal jeg være helt ærlig (og det skal man jo), så synes jeg, at det er meget bedre og nemmere at være i fyrrene, end i 30'erne. Meget muligt, at jeg var strammere, men jeg var også ti gange mere bekymret og stresset og angst for at gå glip af ting og jeg vidste ikke helt, hvilken retning jeg skulle gå i og jeg fandt mig i meget mere, end jeg gør i dag. Og jeg var bange for at falde af på den og ikke nå med og ungerne skulle også have deres og jeg var frustreret perfektionist og kunne ikke tilgive hverken mig selv eller andre (mest mig selv) og det kan jeg så se,at alle dem, der er yngre end mig, kæmper med, ligesom jeg gjorde i deres alder og jeg har mest lyst til at lægge en beroligende hånd på deres skulder og sige det går nok og husk, at du har kun ét liv og nyd det du har (og lad være med at tro, at formlen er "Sex and the City", for det har du hverken råd eller tid til!)

Det var bare det, jeg ville sige. Hej, Hej.

Suslings ode til P1

2010-11-10T12:39:00.003+01:00

Jeg sidder her pakket ind i P1 og uld. Godt at man kan blive klogere, mens man fryser og halsen er som sandpapir. Lige nu hører jeg f.eks. om, hvordan det er at være bedemand. Det er faktisk en metier, jeg selv har overvejet, lige som at blive privatdetektiv. To samfundsnyttige og meget agtværdige erhverv skulle jeg mene! Og så er det lige, at jeg tænker, at bedemænd, de bliver sgu da ikke arbejdsløse. Tvivler kraftigt på, at død er konjukturbestemt. Men hvordan bliver man bedemand? Kan man komme på bedemandskursus? Tror ikke lige, at man kan blive aktiveret som bedemand, nu hvor vores ansvarlige regering, sammen med den hellige, der har fået sit besyv med, med en værdikommision, har skabt endnu en finanslov, der får hjulene til at rulle (not) og lige sådan en passent, har skåret aktiveringen væk.(Siger jo, at man bliver klog af P1!)

Men altså bedemand! Hvorfor ikke?! Det kræver jo både omsorg, empati og organisationstalent.

Susling om måder at håndtere en krise

2010-11-09T10:12:00.006+01:00

Nå, men så gik man lige hen og blev syg på den underlige måde. Mystiske kuldegysninger, klamslimet hals og vat i hovedet. For fillan, hvor ukonstruktivt!? Vidste bare, at jeg ikke skulle kysse på en influenzaramt Anders efter, at jeg blev sendt hjem fra a-kassemødet med et påbud om at søge flere jobs. Jamen, jeg gør jo, hvad jeg kan og med en 37 t. arbejdsuge plus almindeligt familiehejs, så er det altså svært at nå to ansøgninger om ugen. Hver uge.

Måske blev jeg også lidt syg af at sidde og se på en ung pige, der brød grædende sammen, efter at hun havde fortalt os, at hun var i en løntilskudstilling og hiksende og hulkende til sidst råbte, at hun følte sig... følte sig... Følte sig ARBEJDSLØØØØØØØØØØØØØØØØS! "No, shit, Sherlock," tænkte jeg, men fordi, jeg er en pæn dame, så sagde jeg:"Jamen, søde. Det gør vi da alle her."

Og det var så derefter, at en anden af de ramte (en ung fyr) nægtede at fortælle om sig selv og jeg pludselig opdagede, at en anden ung fyr måtte være mentalt syg, for han fortalte, at han var både i løntilskud og var startet som selvstændig og havde kunder nok og nu ville han melde sig ud af det her system og han gik hele tiden ind og ud af lokalet, mens han mumlede og hans hår strittede og han kunne ikke fylde sine skemaer ud. Og en helt tredje ung pige skingrede løs om sig selv og tog al tiden og vores og den søde unge lidt rodede nyuddannede billedkunster fik mere og mere kuglerunde øjne og og og....

Ja, så sad vi der hver for sig og håndterede krisen. Jeg gjorde det ved, at spørge fyren ved siden af mig, om han ville dele en appelsin med mig og ved at fyre små jokes af, som f.eks. da Konsulenten spurgte mig, om der var noget, hun kunne hjælpe mig med og jeg svarede:"Næh, det sku' da lige være et job." Og alle brød grinende sammen (så sjovt var det altså heller ikke, det jeg sagde!).

Jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om det her, men må nok hellere lige fyre en ansøgning eller to af i min omtågede influenzatilstand.

Susling om humor

2010-11-07T09:46:00.002+01:00

Hvis der er noget, jeg er dybt taknemmelig for, så er det, at jeg har evnen til at grine. Ellers kunne man hurtigt ende op med et ansigt som en bulldog. (Og i min alder er det ikke noget man vil have!) Tag f.eks. mit skab. Først er det i restordre, så jeg må vente to uger på det og så er dørene fan'jensme også i restordre, så vi må vente i to uger mere på dem. Der kunne man jo godt være faret i flint, havde kimet dem ned og oprettet en "Jeg hader Jysk" facebook-gruppe. Men hvorfor skulle jeg det? Forbandelser man udsender, rammer tilbage på én selv. (Fed livsvisdom, ikk' sandt) og så er det altså ikke godt for min rynkesituation.

I går overhørte jeg også noget, som hvis jeg havde været en bitter gammel sveske, godt ku' ha' sendt mig i selvspind.

Mig i kiosk. Ung mand i 20'erne taler i mobil med sin ven: "Hvad!? Siger du, at der kommer piger!? Så må vi ha' noget salat. Piger vil have salat." Her kunne man tage forarget rødstrømpe-attitude op af tasken. Men sådan er jeg ikke indrettet. Jeg tænkte som så: "Jeg er helt sikker på, at din mor har opdraget dig med grønt og frugt. Nu er du dig selv og du hviler i din maskulinitet, og er man en flok drenge sammen, så står den nu engang på rødvin og steaks med minimum af grønt. Du har dog så meget pli og vil gerne stå dig godt på pigefronten, og så skal der selvfølgelig være salat til det smukke køn."

Jeg blinkede til knægten og hviskede:"Yep! Piger vil ha' salat!" Bagefter grinede Anders og jeg sammen ved tanken om, at salat nok endte med at være en gang iceberg, nogle tomater og noget Thousand Island-dressing. Men hei, da grønt og en slags salat.

Kan I se min pointe? Man kan vælge, at se det hele som angreb og så kan man vælge, at se livet som daglig humor på højt plan.

Susling hønemor

2010-11-06T11:52:00.002+01:00

Principielt går jeg ind for, at mine unger er ærlige og fortæller mig om deres bekymringer og den slags. Altså i princippet. For når de fortæller mig noget bekymrende, så starter den store Mor-bekymringsmaskine op på fuldt tryk. F.eks. som lige før, hvor Skumfidusen kommer ud til mig i køkkenet og siger, at hun synes, det er underligt, at hun ikke kan finde sin pung. "Skriiiiiiiiig!!" hviner det inde i mig og stemplerne på maskinen går igang. Jakkedi, jakkedi og godt med bekymringsdamp ud af begge ører. "Eiiii, jeg skulle aldrig ha' fortalt dig det, "sukker Skumfidusen opgivende og går ind på sit værelse igen.

Nej, for fillan, det skal hun ikke. En bekymringsmor, som mig, har til tider bedst af at blive holdt hen i mørke. I hvertfald, når det gælder de små ting og hvis hun nu selv mener, at pungen ligger hos en veninde?! Eller hvad med den dag, jeg spurgte min søn, hvordan han egentlig gik og havde det og så svarer han:"Fint, fint, jeg skal bare lige have styr på mit liv."(!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!)

Uuuuh, jeg er god til bekymringer, når det drejer som alle mine små kyllinger. Kom ind under mors lune vinge, gok, goooook, gok.

Susling modeblogger

2010-11-04T09:34:00.002+01:00

Og så pudsede Sønnike også lige alle vinduer på matriklen. Det gav ham næsten en Heureka-oplevelse, at se, hvor rene de kan blive (motiverede ham til også at tage spejlene og vores glasspisebord "Har det nogensinde været gjort rent på denne måde," spurgte han (Tsk.Tsk)). Ved ikke lige om det tilsammen med nystøvsugede og -vaskede gulve plus et opryttet værelse, er 300,- værd, men hei, man skal ikke gøre opdragelse op i penge. Og det er nu så yndigt med regn på nypudsede vinduer.

November-regn, gråt men smukt på sin egen enkle måde. Det har så lige fået mig til at investere i nyt uld: 3 par strømpebukser og tre basic trøjer. Nu hvor de er lagt på plads kan jeg se i min husmorpraltøjreol, at jeg gør det meget i sort og gråt (ville ikke behøve at orientere Anders om mit snold. Ingen kan se forskel på, om jeg har den ene sorte trøje på eller den anden).

Ikke at jeg solder vildt. Opdagede i går, at jeg havde en bh fra 2004 på, trusser fra Netto til en 20'er - ½ år gamle, læderbukser fra 2001, sorte lange læderstøvler, der går ind i deres fjerde sæson (købt 2006), et damet chaneltørklæde Skummis har købt på et loppemarked, en af de nye trøjer fra H&M til 129,- og som kronen på værket et par læsebriller fra Tiger til 30,-. Hvabehar! Er der nogen, der kan stikke den? Kom ikke her og sig, at jeg er en dyr dame. Og det er ikke en gang, fordi jeg er frelst eller noget. Jeg tænker bare ikke så meget over forbrug og køber kun, når jeg mangler. Eller også er det noget med alderen? Når man er 40 + på den seriøse måde, så flyder årene jo sammen. Synes nu heller ikke, at moden rykker så meget p.t. Jeg får konstant deja vue og kan gå ud i mit skab og finde noget, der godt kunne være gangbart på den stille jeg er lidt med på moden 40+ agtige måde.

Hvad har I på i dag?

Susling syn's at OD sucks

2010-11-03T11:12:00.005+01:00

Mine oversolidariske (:-/ not)unger har Operation Dagsværk i dag. Skummis har lagt sig syg (fordi hun nægtede at tage ud til en privatperson, hun ikke ved hvem er, for at gøre rent. Jeg forstår hende godt). Min søn har ikke skaffet sig noget arbejde og nu skal vi hoste op med 300,- fordi det vil han blive afkrævet, når han møder på skolen i morgen. Vi giver ham modvilligt pengene mod, at han støvsuger og vasker samtlige gulve herhjemme - og rydder op på sit værelse (meget tiltrængt). Men altså! Sidder faktisk og er lidt knotten over, at vi bliver presset til at give 300,- til Operation Dagsværk, fordi de ikke har formået at skaffe et projekt til ham. Meningen er vel, at den glade danske ungdom skal gå ud og øse lidt af deres overskud til de fattige. Men som det er nu, så må vi forældre - teknisk ledig og fuldtidsledig - tage af vores meget begrænsede midler, fordi der åbenbart hersker den opfattelse, at alle forældre til gymnasieelever er velpolstrede middelklasseforældre med friværdi.

Synes altså, at jeg er solidarisk nok med de fattige, nu hvor jeg arbejder til lidt over dagpengesatsen i velgørenhedsbranchen!

Susling i november mode

2010-11-02T15:06:00.004+01:00

Tja!I dag røg strømmen på mit kontor og varme er der heller ikke meget af, fordi varmeanlægget skal renoveres. Så jeg cyklede hjem. Ingen grund til at stirre på en sort skærm iført uldstrømper, uldkjole og uldsjal hevet godt op om næsen.

Så nu sidder jeg her (stadig iført uldstrømper, uldkjole og uldsjal) og funderer lidt over livet (arbejder selvfølgelig også lidt!)

Det er blevet november. Regnfuld og blæsende som en november skal være. Mine unger mugger og snakker om tristesse. Det gør andre også. Jeg har det bare ikke sådan. Jeg kan godt li' november måned. Blæsten, træernes smukke farver, håret der bliver rusket og køligheden i luften. Jeg elsker at kunne gå i støvler, uld, pels og læder. Tænde bloklys og se på de drivende skyer. Vade i våde multifarvede blade og snuppe min sædvanlige d-vitamin (som jeg vil anbefale til alle. Det er som at spise indre lys). Se på fugletrækkene, der flyver henover mit tag, så tæt, at jeg næsten kan se fuglene ind i øjnene, når de krydser min fjerdesal. Krybe ind under dynen til min varme mand og stå op om morgenen og tage et varmt bad.

November er bare en måned i en lang række af måneder. En årstidsindikator i en række af årstider. Det er hvad man gør med den måned, der tæller.

Susling mod nye horisonter

2010-10-31T21:46:00.006+01:00

Beklager! Der er hverken tid eller rum til de lange dvælende indlæg p.t. Må nøjes med et opsamlingsheat på listeform.

Har samlet nyt klædeskab og opdaget, at skabslågerne er i restordre! (fik manden lige et flip?!). Nu lever vi med en tøjreol. Kaosnabo stak hovedet forbi og var ved at gå bagover over min perfide ordenssans (husk jeg scorer højt på ordensbarometeret), så nu har jeg reelt set en husmoderpral-tøjreol. (Vil stadig gerne have skabslågerne vi har betalt for, please).
Har bondet med vestjyder og nydanskere og har slugt nogle kameler på den konto. Der er forøvrigt rigtig pænt og vandret derovre i Vestjylland. Men jeg er stadig lidt blank på, hvad der får nogle til at ville bo midt i en masse ingenting (som i en uendelighed af flade marker og kun to træer og en gylletank, som landskabeligt pejlemærke. Der er fandme fladt efter den Jyske Højderyg).
Har indset, at jeg faktisk er pæn - og dygtig - og fleksibel. No shit, Sherlock! Først i en alder af 46 forstår jeg. Håber, at det ikke er for sent. (Har fjernet alder fra ansøgninger. Mange skyder mig alligevel til at være i 30'erne, når de ser mig, så kom bare an fordomsfulde arbejdsgivere!)
Praktiserer simple living og takker dem i det høje for, at jeg, da jeg havde penge på kontoen, shoppede en del - og må jeg tilføje i tidsløst design. Med 0 kr. på kontoen til den slags udskejelser p.t., er det rart, at man kan tage noget fra hylderne (i husmoderpral-tøjreolen), som andre tror, at man har købt i går. (Krisemoden dikterer sort, gråt og enkelt!)
Har observeret, at andre stort set altid sætter sig selv først - selv dem i velgørenhedsbranchen! Det er ikke lige min kop te, jeg er alt for solidarisk. Men jeg har bestemt mig til, at det er en diciplin jeg skal gøre mere ved. Ellers bliver man behandlet som en dørmåtte og det er jeg altså ikke - en dørmåtte. Tværtimod! Og nu skal I dælme se løjer.

Susling wednesday

2010-10-20T22:10:00.004+02:00

Pipper lige en kort besked, mens jeg ser "Drageløberen" med det halve boldøje og hiver vasketøj ud med venstre hånd. For livet er vel komplet, når:

Man har kysset og krammet Skumfidusen og sendt hende af sted til Berlin
Dj Brockhouse har slået op med sit harem og har barberet sine gryende bakkenbarter af, fordi pigerne - sådan generelt - synes, at de ikke er cool
Manden ligger og snorker massivt i designerstolen og ser ud som om han har arbejdet i fireholdsskift på en boreplatform (har han lissom ikke, vel!)
Moster ringer op og piver og fortæller ikke, hvad hun vil have os til at gøre (så sig det dog kvindemenneske!)
it-leverandøren på arbejdet, som skulle have leveret og hele tiden lover at leverer, ikke leverer og man (som i jeg) har skruet bissen solidt fast og har fulgt op tre gange i løbet af en dag (jeg kender lopperne på travet - sådan generelt og jeg synes, at det er pinligt for dem og nu skal de fandjensme levere!) og det sker stadig ikke
Ens øjne er som sand og man også lige skal e-undskylde over for lægen, at ens unge har glemt den tid, man har aftalt og forklare, at han jo har manglende forbindelse i frontallapperne
Køkkenfirmaet har afleveret tilbud uden bund og hold i realiteter og så skal man også lige überprojektlede det oven i bunken

Bortset fra det: Kan passe læderbukser, skal til koncert i morgen, sætter pris på de gode måltider, vin og glæde, som jeg har fået i dag og efteråret er vel på sin vis også ok, hvis bare mine urgamle striktrøjer ikke disintegrerer inden, der igen er penge på kontoen - sådan på sigt.

Susling tænker på, hvad det "gode" er

2010-10-16T11:08:00.006+02:00

Lige nu er jeg lidt i tvivl om, hvad der ligger mig mest på sinde? Er det, det faktum, at jeg i går sneg mig til at prøve mine læderbukser, som jeg ikke har kunne passe i årevis? (Halleluja, for fanden, jeg kunne ikke kun lukke dem. De sad ligefrem løst. Er det stadig moderne med sort læder?). Eller er det det filosofiske emne, som jeg har spekuleret over det seneste halve år: Hvad er det gode? Hvad er et godt mennesker? Og hvad driver et menneske til at gøre det uegenyttige?
Det synes jeg nemlig er meget interessant, for alle vil vel gerne gøre det rigtige, det gode. Men det rigtige er jo relativt og afhængigt af, hvilken kontekst, det rigtige indgår i. Blekinggadebanden mente f.eks. at de gjorde det rigtige. Det gør de israelske bosættere også.

Selv vil jeg gerne være god. Gøre det gode. Men lige nu gør jeg ikke så meget andet, end at donere min arbejdskraft til en NGO'er på lidt mere end dagpengesats. Jeg smider også glad og gerne penge i indsamlingsbøsser, smiler til de hjemløse, har sagt ja til facere, så jeg nu er medlem af så mange foreninger, at jeg ikke har overblik. Men jeg er jo bare en almindelig leverpostejsdansker. Det er ikke mig, der, bruger hele min tid på frivilligarbejde og tager ud til brændpunkter. Det gør jeg jo ikke. Jeg summer bare rundt her. Men jeg ved, at der er rigtig mange, der gør det. Donerer hele deres liv til fattige mennesker og kampen for et værdigt liv. Hvad driver dem? Og går de lige så meget som mig op i, om man igen kan passe sine læderbukser?

Susling på semiledigmåden

2010-10-15T10:26:00.004+02:00

Jeg har en fridag i dag. Det har jeg ikke haft siden sommerferien. Sådan en blank dag, hvor man kan gøre, hvad man vil. Øh, nå, nej, det kan jeg ikke, for jeg skal skrive jobansøgninger, de lovpligtigt reglementerede, når man er i løntilskud.

Min løntilskudsstilling er bortset fra "tabermærkatet" et helt almindeligt arbejde på 37 timer og et arbejde, hvor jeg faktisk arbejder med mit fag og tilfører organisationen værdi. Som min chef sagde, da jeg mumlede noget om, at lade nogle unge komme til, i stedet for en "forlængelse" af mig:"Vi kan da ikke få nogen, der kan det, du kan." Øh, tak, mange tak! Ved jo egentlig godt, at jeg skaber noget fra bunden og er 100% selvkørende.

Det ændrer bare stadig ikke ved det faktum, at når jeg sidder her på en blankslået fridag og skal bruge den på jobansøgninger, så føler jeg mig ledig på tabermåden. Godt understøttet af, at jeg ikke har gidet gøre en skid ud af mig selv og sikkert kl. 14.15 tænder for ZDFs madprogram "Küchenslacht".