Susling om tidsrøveri

Tiden, den bitch, hun er en kostbar dame! Og med mindre det skulle vise sig at være sandt med reinkarnation eller den dersens himmel, hvor vi alle mødes, så har man egentlig ikke så meget af den - tiden. Jeg kan gå i seng i november og stå op midt i februar og seriøst undre mig over, hvor tiden dog fløj hen.

Nu hjælper det så heller ikke, at jeg p.t. lever i andres to do lister (som i arbejde) og er ret sikker på, at jeg har en chef med udiagnosticeret damp! (den slags kan man jo ikke sige højt, men man kan tænke det). Det er nærmest himmelfryd, når manden ikke er til stede og jeg skal sidde meget hårdt på min hænder for ikke, at råbe ham ind i hovedet, at nu må han sågu tage sig sammen og ikke sætte lighedstegn mellem sine egne mål og behov og så vores - medarbejdernes. Skal man løbe hurtigt, så skal det være for et fælles bedste - ikke hans prestige op af til. Men den slags siger jeg selvfølgelig ikke. Men jeg tænker, gør jeg. Og jeg reagerer. Som i nu, hvor jeg har udviklet mig en lille rar influenza. Guds gave til trætte mennesker. Når det sker, så stjæler jeg min tid tilbage gør jeg. Tager mig tid til min egen personlige to do liste, som ikke er arbejde, arbejde, arbejde.